Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 18. juli 2016 11.45

Tilgængelige websteder og applikationer for alle: Rådet vedtager de første EU-dækkende regler

80 millioner europæere med handicap skal have bedre adgang til websteder og mobilapplikationer. Med henblik herpå godkendte Rådet 18. juli 2016 formelt direktivet om offentlige organers webtilgængelighed, som der blev opnået enighed med Europa-Parlamentet om i maj.

I takt med at befolkningen i EU ældes, forventes antallet af personer med et handicap eller aldersrelaterede begrænsninger at stige til 120 millioner i 2020. Ved at gøre digitale produkter og tjenester tilgængelige for alle brugerne spiller direktivet en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at vi alle kan deltage fuldt ud i det digitale samfund og den digitale økonomi. Dette direktiv vil i høj grad forenkle adgangen til og brugen af tjenesteydelser for handicappede personer.

"Vi anser det for at være afgørende at indføre tekniske standarder, overvågningsmekanismen og den efterfølgende overensstemmelseskontrol. Jeg vil gerne lykønske det nederlandske formandskab med, at dette vigtige initiativ kan afsluttes med et vellykket resultat", sagde den slovakiske vicepremierminister for investeringer og informationssamfundet, Peter Pellegrini.

Forvaltningers, offentlige hospitalers, domstoles og andre offentlige organers websteder og mobilapplikationer vil snart skulle opfylde fælles europæiske standarder for tilgængelighed. Direktivet fastsætter minimumsbetingelser, der giver EU-landene mulighed for at indføre endnu strengere krav. De kan også anvende disse krav og/eller yderligere krav til andre typer organisationers websteder og applikationer.

Folk vil kunne anmode om specifikke oplysninger, hvis indhold er utilgængeligt, eller indberette overensstemmelsesspørgsmål ved blot at klikke på et feedbacklink.

Med henblik på at sikre at reglerne omsættes i praksis, skal EU-landene overvåge deres offentlige websteders og applikationers overensstemmelse. En håndhævelsesprocedure skal garantere en passende reaktion i forbindelse med modtagne anmodninger og underretninger.

Et harmoniseret sæt regler forventes at fremme udvikling og salg af mere automatiske og innovative tilgængelighedsprodukter. Et mere integreret marked bør medføre flere valgmuligheder og lavere priser i hele EU og bidrage til endnu større inklusion, beskæftigelse og vækst.

Hvornår bliver det til lovgivning?

Den tekst, der blev vedtaget i dag, er Rådets førstebehandlingsholdning. For at afslutte proceduren skal Parlamentet godkende teksten under andenbehandlingen.

Direktivet træder i kraft tyve dage efter offentliggørelsen i EU-Tidende. Det forventes at ske i løbet af efteråret.

EU-landene har derefter 21 måneder til at vedtage nationale bestemmelser for at efterkomme direktivet, dvs. "gennemføre" det. Nye websteder (websteder, der lanceres efter gennemførelsen) skal efterkomme direktivet et år senere, ældre websteder to år senere og mobilapplikationer 33 måneder senere.

Yderligere oplysninger findes i vores pressemeddelelse af 3. maj 2016 (link nedenfor).

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024