- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 21. marts 2017 11.00
Erklæring fra den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, på vegne af EU i anledning af verdensdagen og Europadagen for vand, 22. marts 2017
Dette dokument er tilgængeligt på ikke-EU-sprog :
Sikkert drikkevand og sikre sanitære forhold er afgørende for et sundt og værdigt liv. Alligevel har 663 millioner mennesker, dvs. hver tiende i verden, stadig ikke adgang til sikkert drikkevand og er afskåret fra en grundlæggende menneskeret. Verden har heller ikke nået sanitetsmålet, hvorfor 2,4 milliarder mennesker, dvs. hver tredje, fortsat ikke har adgang til ordentlige sanitære forhold. Den fortsatte vandknaphed og belastning af vandressourcerne vil i betragtning af klimaændringerne og den demografiske udvikling sandsynligvis berøre flere og flere mennesker i fremtiden.
I anledning af verdensvanddagen bekræfter vi, Den Europæiske Union, vores engagement gennem Agenda 2030 i at sikre adgang til og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle, især de mest sårbare grupper. Vores tilsagn om ikke at lade nogen i stikken indebærer, at ingen må afskæres fra adgangen til rent vand. Vi gentager også vores tilsagn under Parisaftalen og Marrakeshhandlingserklæringen, som bekræftede verdens vilje til at bekæmpe klimaændringerne og bidrage til at tackle klimaændringernes konsekvenser, herunder for vand.
Sikkert drikkevand og sikre sanitetsforhold er grundlæggende tjenester. De er forudsætningen for sundhed, vækst og produktivitet. Ud over det bilaterale samarbejde fra EU-medlemsstaternes side har Den Europæiske Union ydet over 2,2 mia. EUR til vand- og sanitetsprojekter i mere end 62 lande i verden siden 2007. Som reaktion på stigningen i humanitære behov og tvangsfordrivelse er EU fast besluttet på fortsat at støtte mennesker, der rammes af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, ved at sikre livsnødvendig adgang til sikkert og rent vand.
EU vil også fortsætte med at støtte bæredygtig vandforvaltning gennem en strategisk tilgang til regional udvikling på grundlag af Rådets konklusioner fra 2013 om vanddiplomati ved at fremme forvaltning af et verdensomspændende samarbejde på tværs af grænserne, hvilket er afgørende for udvikling samt for stabilitet, modstandsdygtighed, fred og sikkerhed. I den forbindelse skal opmærksomheden især rettes mod de afgørende forbindelser mellem vand-, energi- og fødevaresikkerhed. EU fremmer også tilslutningen til internationale aftaler om vandsamarbejde, især UNECE-konventionen om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer og FN's konvention om ikkesejladsmæssig udnyttelse af internationale vandløb. Vand er kilden til livet, liv, som det er vores pligt at beskytte overalt i verden.
Kandidatlandene den tidligere jugoslaviske republik Makedonien*, Montenegro*, Serbien* og Albanien*, Bosnien-Hercegovina, der er omfattet af stabiliserings- og associeringsprocessen og er potentielt kandidatland, og EFTA-landene Island, Liechtenstein og Norge, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt Ukraine, Republikken Moldova og Georgien tilslutter sig denne erklæring.
* Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Albanien deltager fortsat i stabiliserings- og associeringsprocessen.
Denne erklæring er udstedt i anledning af verdensdagen og Europadagen for vand (22. marts 2017).
Pressekontakter
-
Maja Kocijančič EU-Udenrigstjenestens talsmand
- +32 2 298 65 70
- +32 498 98 44 25
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024