- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 19. juni 2017 09.35
Klimaændringer: Rådet bekræfter på ny, at Parisaftalen er egnet til formålet og ikke kan genforhandles
Rådets konklusioner om klimaændringer efter De Forenede Staters administrations beslutning om at trække sig ud af Parisaftalen
1. Rådet beklager dybt den ensidige beslutning fra De Forenede Staters administration om at trække sig ud af Parisaftalen. Rådet glæder sig også over de mange stærke tilsagnserklæringer til Parisaftalen fra lande lige fra de større økonomier til små østater.
2. Parisaftalen bragte os sammen i meget udfordrende tider. Det er en enestående multilateral aftale mellem næsten 200 parter, støttet af regioner, byer, lokalsamfund, virksomheder samt andre ikkestatslige aktører i hele verden for at løse et problem, der truer os alle. Den viser sammen med 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling vores kollektive ansvar for hele Jorden for nuværende og fremtidige generationer og vores vilje til at handle i overensstemmelse hermed.
3. Rådet bekræfter på ny, at Parisaftalen er egnet til formålet og ikke kan genforhandles. Aftalen er ambitiøs, men ikke præskriptiv, og giver de enkelte parter ret til at følge deres egen vej ved at bidrage til de mål, der tjener til at bekæmpe klimaændringerne, som udgør en trussel mod udvikling, fred og stabilitet overalt i verden.
4. Rådet gentager Den Europæiske Unions urokkelige støtte til De Forenede Nationer som kernen i et regelbaseret multilateralt system. Den Europæiske Union og dens medlemsstater forbliver forenet og er absolut forpligtet på en fuldstændig og hurtig gennemførelse af Parisaftalen, minder om det særlige ansvar, der påhviler de største økonomier, som tegner sig for ca. 80 % af de globale emissioner, og opfordrer alle partnere til at fastholde det momentum, der blev skabt i 2015 hen imod vellykkede resultater på COP 23 og COP 24.
5. Verden kan fortsat regne med EU's ledende rolle i den globale kamp mod klimaændringer for at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau. EU vil vise vejen gennem sine ambitiøse klimapolitikker og gennem fortsat støtte til dem, der er særligt sårbare, for at opbygge stærke og bæredygtige økonomier på vejen mod at opnå neutralitet i emissionen af drivhusgasser i anden halvdel af dette århundrede og samfund, der er modstandsdygtige over for klimaændringer. EU og dets medlemsstater er de største bidragydere til klimafinansiering og er fortsat fast besluttet på at mobilisere deres del af de udviklede landes mål om i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD om året senest i 2020 til klimaforanstaltninger i udviklingslandene fra forskellige kilder.
6. EU er i gang med at styrke sine eksisterende globale partnerskaber til dette formål og vil fortsætte med at søge nye alliancer fra verdens største økonomier til de mest sårbare østater. Vores partnerskaber vil omfatte de mange virksomheder, regioner, byer, borgere og lokalsamfund, der har udtrykt deres støtte til Parisaftalen såvel på verdensplan som i USA og er i færd med at træffe ambitiøse klimaforanstaltninger.
7. Sammen vil vi gennemføre Parisaftalen, fordi det er i vores fælles interesse, og fordi det er vores fælles ansvar. Vi betragter Parisaftalen og overgangen til lave drivhusgasemissioner og modstandsdygtighed over for klimaændringer som det, det er: motoren for en irreversibel proces med bæredygtig vækst for vores økonomier og afgørende for at beskytte vores planet. EU er rede til at samarbejde med alle parter med henblik herpå.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024