- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 17. juli 2017 13.40
De vigtigste resultater af samlingen i Udenrigsrådet om Libyen
Rådets konklusioner
Rådet vedtog konklusioner om Libyen. EU glæder sig inderligt over udnævnelsen af Ghassan Salamé til ny særlig repræsentant for FN's generalsekretær, som vil spille en central mæglerrolle i henhold til den libyske politiske aftale.
I konklusionerne anerkendes det, at den seneste vold truer Libyens stabilitet. EU mener ikke, at der kan findes nogen løsning på krisen i Libyen ved magtanvendelse. Rådet gentager sin stærke støtte til den libyske politiske aftale og til præsidentrådet og den nationale samlingsregering under ledelse af premierminister Fayez Sarraj, der blev oprettet i henhold til den libyske politiske aftale som de eneste legitime regeringsmyndigheder i landet. EU opfordrer alle væbnede grupper til at afstå fra voldsanvendelse, forpligte sig til demobilisering og anerkende de myndigheder, som er betroet ved den libyske politiske aftale som de eneste, der har ret til at kontrollere Libyens forsvars- og sikkerhedsstyrker.
FSFP-aktioner
Rådet vedtog også at forlænge FSFP-missionen EUBAM Libya indtil den 31. december 2018. EUBAM Libya bistår i øjeblikket de libyske myndigheder og samarbejder med dem om grænseforvaltning, retshåndhævelse og strafferet med særlig vægt på det sydlige Libyen. Missionen vil også arbejde med planlægningen af en eventuel mission til opbygning af civil kapacitet og krisebistand.
Rådet understregede også betydningen af støtte til operation SOPHIA. EUNAVFOR MED operation SOPHIA er EU's flådeoperation, der skal ødelægge forretningsmodellen for menneskesmuglere og menneskehandlere i det sydlige centrale Middelhavsområde. Operationen har også to støtteopgaver, nemlig at uddanne den libyske kystvagt og flåde og bidrage til gennemførelsen af FN's våbenembargo.
Sanktioner
I indsatsen for yderligere at ødelægge forretningsmodellen for menneskesmuglere og menneskehandlere indførte Rådet restriktioner på eksport og levering af oppustelige både (joller) og påhængsmotorer til Libyen. EU's medlemslande vil nu have et retsgrundlag til at forhindre eksport eller levering af disse varer til Libyen, når der er rimelig grund til at tro, at de vil blive brugt af menneskesmuglere og menneskehandlere. Restriktionerne vil også gælde for joller og motorer, som er i transit gennem EU på vej til Libyen. De restriktioner, der blev vedtaget i dag, vil ikke forhindre eksport eller salg af disse varer, når de er beregnet til lovlig brug i civilbefolkningen, f.eks. blandt fiskere, som kan have brug for motorer til deres både.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024