- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 28. september 2018 10.20
Supercomputere: Rådet når til enighed om at udvikle hightechinfrastruktur
Rådet vedtog i dag en forordning, der har til formål at sætte skub i højtydende databehandling ved at oprette et nyt europæisk fællesforetagende. Dette fællesforetagende skal have ansvaret for at samle ressourcerne i Europa med henblik på at udvikle supercomputere til behandling af big data, som er et afgørende værktøj til håndtering af udfordringerne i verden i dag.
Højtydende databehandling er afgørende for forskning samt digitalisering af industrien og dataøkonomien. Den har mange praktiske applikationer, der kan hjælpe en bred vifte af industri- og erhvervssektorer samt brugere fra den akademiske verden, det videnskabelige samfund og den offentlige sektor. Europas videnskabelige kapacitet, industrielle konkurrenceevne og selvstændighed afhænger af adgangen til supercomputere og datainfrastruktur i verdensklasse. Højtydende databehandling spiller en afgørende rolle med hensyn til at hjælpe os med håndteringen af spørgsmål såsom forudsigelse af klimaforandringer, avanceret medicinsk modellering. og kunstig intelligens. Men for at kunne være en relevant global aktør er vi nødt til at koordinere vores tilgang og samle vores ressourcer i Europa. Dagens afgørelse vil sætte Unionen i stand til at udvikle, idriftsætte, udbygge og vedligeholde en integreret supercomputer- og datainfrastruktur i verdensklasse. Heinz Faßmann, Østrigs forbundsminister for uddannelse, videnskab og forskning
Et offentlig-privat partnerskab
Det europæiske fællesforetagende for højtydende databehandling ("EuroHPC") bliver et offentlig-privat partnerskab. Det vil give sine medlemmer en retlig, kontraktlig og organisatorisk ramme.
Fællesforetagendets medlemmer bliver EU, individuelle EU-medlemslande, tredjelande, der er tilknyttet Horisont 2020-rammeprogrammet, og private sammenslutninger.
Fællesforetagendet forbliver åbent for nye medlemmer. Det skal køre frem til udgangen af 2026 og have hjemsted i Luxembourg.
Finansiering af projektet
EuroHPC-fællesforetagendet vil blive finansieret fra forskellige kilder: EU's almindelige budget, individuelle bidrag fra deltagende EU-medlemslande, deltagende tredjelande og private investeringer.
Det finansielle bidrag fra EU's almindelige budget bliver 486 mio. €: 386 mio. € fra rammeprogrammet for forskning og innovation, Horisont 2020, og 100 mio. € fra programmet for Connecting Europe-faciliteten.
Næste skridt
Fællesforetagendet forventes oprettet og taget i drift senest i starten af 2019 for at nå målet om at udstyre EU med en præexaskala- og petaskalainfrastruktur senest i 2020 og udvikle de nødvendige teknologier og applikationer til at nå exaskalakapacitet (der tillader mindst 1018 udregninger pr. sekund) omkring 2022-2023.
Målet er at knytte eksisterende og nye topforskningscentre sammen i et netværk og oprette et langfristet økosystem for supercomputere i Europa.
En udviklingscyklus i den næste generation af teknologi tager typisk 4-5 år.
Baggrund
Højtydende databehandling refererer til teknologier og brug af kraftfulde supercomputere (der sammenkobles i ét enkelt system eller i nærheden afhundredtusinder eller millioner af computerenheder, der arbejder parallelt) til at udføre omfattende og hurtige beregninger, der er så krævende, at de ikke kan udføres af almindelige computere.
11. januar 2018 foreslog Kommissionen en forordning om oprettelse af et EuroHPC-fællesforetagende baseret på artikel 187 og 188 i EU-traktaten.
23. marts 2017 undertegnede flere medlemslande EuroHPC-erklæringen med tilsagn om at arbejde hen mod udviklingen af den næste generations integrerede supercomputerinfrastruktur.
Pressekontakter
-
Ferran Tarradellas Espuny Press officer
- +32 473 95 45 74
- +32 2 281 6291
- @TarradellasEU
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024