Demokrati og politisk deltagelse
Find ud af, hvordan EU's politikker kan opretholde og beskytte demokratiske processer.
Frihed til at stemme og deltage i den offentlige debat samt mediefrihed er grundlæggende rettigheder i et levende demokrati.
I lyset af udfordringer såsom udenlandsk informationsmanipulation, indblanding i valg og trusler mod journalister arbejder EU på fire centrale områder for at beskytte sine borgere både online og offline.
Desinformation og demokratisk modstandsdygtighed
Ondsindede aktører bruger taktiske manøvrer til at manipulere eller forstyrre demokratiske processer såsom valg i EU og dets medlemsstater. Det omfatter spredning af falske eller vildledende oplysninger med det formål at føre folk bag lyset og fremstilling af falsk indhold såsom deepfakes og AI-genereret materiale.
For at bekæmpe desinformation, udenlandsk informationsmanipulation og indblanding har EU flere særlige værktøjer og mekanismer og særlig lovgivning til rådighed.
Politisk reklame
Politisk reklame, som er alle de reklameaktiviteter, der gennemføres som led i den politiske kampagneproces, og som har til formål at fremme en kandidat eller et parti, er afgørende for at informere folk og påvirke, hvordan de stemmer.
For at hjælpe folk med at træffe velinformerede valg har EU indført regler, der gør det lettere at se, hvem der har sponsoreret en politisk annonce og hvorfor.
Gennemsigtighed
Reglerne sikrer gennemsigtighed ved hjælp af tydeligt markerede annoncer og klare forpligtelser for alle aktører, der er involveret i politisk reklame.
Målretning
Reglerne begrænser målretning gennem et totalt forbud mod målretning på grundlag af følsomme personoplysninger og ved at begrænse anvendelsen af andre personoplysninger.
Beskyttelse af journalister og mediefrihed
Frie og pluralistiske medier er afgørende for at kunne stille magthaverne til regnskab og give offentligheden pålidelige oplysninger. Derfor er journalisters sikkerhed og beskyttelse meget vigtig. Med henblik herpå har EU indført central lovgivning for at værne om mediefriheden:
- den europæiske forordning om mediefrihed – en retsakt, der indførte EU-dækkende foranstaltninger for at beskytte journalister og medieudbydere mod politisk indblanding
- direktivet om bekæmpelse af SLAPP – en retsakt, der skal beskytte journalister og menneskerettighedsforkæmpere mod grundløse krav eller urimelige retssager
Stemmeret og valgbarhed
Alle EU-borgere kan stemme og stille op ved kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet enten i deres hjemland eller i et andet EU-land, hvor de bor, på samme betingelser som landets egne statsborgere.
For at sikre inkluderende deltagelse kræver EU-reglerne, at borgere, der bor i udlandet, oplyses proaktivt om deres rettigheder og forsynes med standardiserede modeller for vælgere og kandidater.
Seneste nyheder
- "Europa for kultur – kultur for Europa": EU-institutionerne forpligter sig til at sætte kulturen i centrum for EU's politik
- Den europæiske valgakt: Rådet giver grønt lys for, at MEP'er kan stemme ved fuldmagt under graviditet og efter fødsel
- Rådet vedtager nye regler, der styrker EU-borgernes valgret og valgbarhed ved lokalvalg
Seneste explainere
Valgret og demokratisk deltagelse
Mobile EU-borgere og deres valgrettigheder
Mediefrihed i EU
Seneste gennemgang: 15. april 2026