Skip to content
  • Rådet for Landbrug og Fiskeri

Rådet (landbrug og fiskeri), 19.11.2018, 19. november 2018

Fiskeri

Fiskebestandenes bæredygtighed og EU's fiskeindustris levedygtighed er nøglekriterier, når der skal fastsættes fangstbegrænsninger. Vi har i dag besluttet at begrænse fiskerimulighederne for dybhavsbestande i 2019 og 2020. Det vil beskytte havmiljøet og hjælpe vores industri på længere sigt. Elisabeth Köstinger, Østrigs forbundsminister for bæredygtighed og turisme og formand for Rådet
Highlights from Agriculture and Fisheries Council of 19 November 2018

Rådet nåede til enighed om fiskerimulighederne for visse dybhavsbestande i EU og internationale farvande i det nordøstlige Atlanterhav for 2019 og 2020.

På grund af dybhavsarternes sårbarhed over for menneskelig aktivitet og for at forhindre overfiskning af arterne besluttede Rådet at nedsætte TAC'erne for de fleste bestande.

Ministrene blev også orienteret om gennemførelsen af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF).

Landbrug

Et moderne landbrug skal understøttes af en klog, ambitiøs og altomfattende politisk tilgang. Vi har i dag drøftet mange centrale aspekter: udviklingen på de vigtigste landbrugsmarkeder, de nuværende markedsstøtteforanstaltninger og fremtidige skridt i retning af et landbrug, der trives, men også beskytter landbrugerne. Elisabeth Köstinger, Østrigs forbundsminister for bæredygtighed og turisme og formand for Rådet

Markedssituationen

Kommissionen orienterede Rådet om den seneste udvikling på de vigtigste landbrugsmarkeder, især markederne for mejeriprodukter, sukker og svinekød.

Ministrene glædede sig over den generelt positive økonomiske situation og udsigterne for de vigtigste markedssegmenter, men gav også udtryk for betænkeligheder ved den vanskelige situation i svinekødssektoren i forbindelse med afrikansk svinepest og slog til lyd for en nøje overvågning af sukkersektoren.

Reformpakken vedrørende den fælles landbrugspolitik efter 2020

Rådet drøftede på en offentlig samling to fremskridtsrapporter om det arbejde, der er gjort med forslaget til forordning om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og forslaget til forordning om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter.

Ministrene fokuserede i deres indlæg på det større ansvar, som de nationale organer får ved gennemførelsen og overvågningen af den fælles landbrugspolitik, og gentog, at der er behov for en enkel og effektiv fælles landbrugspolitik uden uforholdsmæssigt store administrative byrder. De mente også helt generelt, at de eksisterende markedsstøtteinstrumenter har vist sig at være effektive mod markedsforstyrrelser.

Plantebeskyttelse

Rådet havde en udveksling af synspunkter om de aktuelle udfordringer på plantebeskyttelsesområdet og fokuserede på to spørgsmål, plantesundhed og beredskabet over for nye eksotiske sygdomme på den ene side og plantebeskyttelsesmidler, deres tilgængelighed og systemet for godkendelse og tilladelse på den anden side.

Ministrene understregede denne debats betydning i en bredere sammenhæng med klimaændringer og verdenshandel, som øger risiciene for skadedyr og nye plantesygdomme.

EU og Afrika

Under tilstedeværelse af Tom Arnold, der er formand for Taskforcen vedrørende Afrikas Landdistrikter, blev Rådet orienteret om taskforcens arbejde. Taskforcen blev nedsat i april 2018 for at fremsætte anbefalinger til, hvordan de afrikanske landdistrikter kan styrkes, og hvordan EU's rolle kan maksimeres i forbindelse med job og økonomisk udvikling. Ministrene udvekslede idéer om, hvordan indsatsen kan prioriteres, og investeringerne i landbruget og udviklingen af landdistrikterne i Afrika kan få størst mulig effekt.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Landbrug og Fiskeri

Se flere møder

Seneste gennemgang: 13. januar 2025