Skip to content
  • Internationalt topmøde

Møde mellem EU's og Kinas ledere via videokonference, 14. september 2020

Vigtigste resultater

Mødet var en opfølgning af det 22. topmøde mellem EU og Kina, der fandt sted 22. juni, og blev ledet af formand Charles Michel på EU-siden og præsident Xi Jinping på kinesisk side.

Desuden deltog formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og på vegne af Rådets formandskab Tysklands kansler, Angela Merkel.

Bemærkninger fra formand Charles Michel efter videokonferencen
Vi stræber efter et forhold, der lever op til vores gensidige forpligtelser. Dette skaber konkrete resultater for begge parter, resultater, der også er gode for hele verden. På nogle områder er vi på rette spor, på andre skal der gøres mere.
Bemærkninger fra formand Charles Michel efter videokonferencen
Bemærkninger fra formand Charles Michel efter videokonferencen

Ved mødets afslutning udsendte formand Charles Michel sammen med formand Ursula von der Leyen og forbundskansler Angela Merkel en fælles pressemeddelelse om EU's ambitioner for de bilaterale forbindelser med Kina på en række områder.

Handel og investeringer

Lederne bifaldt fremskridtene i de igangværende forhandlinger om den omfattende aftale mellem EU og Kina, navnlig om reglerne for statsejede virksomheders adfærd, om tvungen teknologioverførsel og om gennemsigtighed i forbindelse med subsidier. Samtidig understregede EU, at der er akut behov for at arbejde videre med spørgsmålet om at skabe bedre balance i markedsadgangen og bæredygtig udvikling.

Med hensyn til andre handelsmæssige og økonomiske spørgsmål understregede EU, at der skal gøres mere for at forbedre markedsadgangen i landbrugsfødevaresektoren, sektoren for finansielle tjenesteydelser og den digitale sektor.

Begge parter udtrykte tilfredshed med undertegnelsen af aftalen mellem EU og Kina om geografiske betegnelser, som vil forbedre adgangen til det kinesiske marked, navnlig for europæiske landbrugsprodukter af høj kvalitet.

Lederne understregede betydningen af lige konkurrencevilkår, også inden for videnskab og teknologi, og opfordrede til høje etiske standarder inden for teknologisk udvikling, produktsikkerhed og innovation.

Klimaændringer og biodiversitet

Kina er en vigtig global partner, når det drejer sig om at reducere de globale drivhusgasemissioner, bekæmpe klimaændringer og bevare biodiversiteten. Samtidig må Kina forpligte sig til at fastsætte et mål om klimaneutralitet og snarest iværksætte sit nationale emissionshandelssystem.

Covid-19-reaktion

EU understregede det fælles ansvar for at lede den globale indsats for at udvikle og udbrede covid-19-vaccinen og deltage i den uafhængige gennemgang af de erfaringer, der er gjort med den internationale sundhedsreaktion på covid-19.

Internationale anliggender og andre spørgsmål

EU opfordrede Kina til at påtage sig et større ansvar for at opretholde den regelbaserede verdensorden. EU's ledere udtrykte bekymring over Kinas tiltag til at indføre national sikkerhedslovgivning i Hongkong og den forværrede menneskerettighedssituation, herunder behandlingen af mindretal i Xinjiang og Tibet.

Lederne var enige om at drøfte disse spørgsmål i forbindelse med menneskerettighedsdialogen i Beijing senere i år.

EU understregede, at Kina bør afstå fra ensidige handlinger i Det Sydkinesiske Hav, fremme international fred og sikkerhed og overholde internationale standarder for at støtte en bæredygtig udvikling, navnlig i Afrika.

Opfølgning

EU udtrykte også vilje til fortsat at drøfte den strategiske 2025-dagsorden for samarbejde, som kun kan afsluttes, når der er gjort betydelige fremskridt i forhandlingerne om den omfattende investeringsaftale.

Det forventes, at der i 2021 vil blive afholdt et møde mellem EU's og Kinas ledere med deltagelse af EU-medlemsstaternes stats- og regeringschefer og præsident Xi Jinping.

Højdepunkter fra mødet mellem EU's og Kinas ledere under ledelse af Charles Michel

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025