Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 12. maj 2016 17.20

Rådets konklusioner om EU's tilgang til tvangsfordrivelse og udvikling

1. Globalt er flere end 60 mio. personer – flygtninge og internt fordrevne – tvangsfordrevet på grund af konflikter, vold og krænkelser af menneskerettighederne. I lyset af den globale flygtninge- og migrationskrise, der også berører Europa, er dette en kilde til stor bekymring for Rådet. Klimaændringer, naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer samt manglende udviklingsmuligheder eller menneskers sikkerhed udgør yderligere udfordringer i denne sammenhæng. Rådet minder om, at 86 % af verdens flygtninge lever i udviklingsregioner, og at de mindst udviklede lande (LDC-landene) er vært for 25 % af det samlede antal. Rådet gentager sit tilsagn om at arbejde hen imod fredelige løsninger på konflikter samt varige og værdige løsninger for flygtninge og internt fordrevne, herunder sikker frivillig tilbagevenden, samt betydningen af forebyggelse og kapacitetsopbygning som hjørnesten for modstandsdygtighed.

2. Rådet minder om sine konklusioner (af 19. juli 2013) om dialogen på højt plan om migration og udvikling i 2013 og om en øget sammenhæng mellem udvikling og migration[1] samt sine konklusioner fra december 2014 om migration i EU's udviklingssamarbejde[2], hvori det opfordrede til "en sammenhængende og koordineret udviklingsstrategi vedrørende flygtninge og internt fordrevne og til at sikre passende finansiering". Denne opfordring blev gentaget på samlingen i Rådet 26. maj 2015.

3. Rådet understreger behovet for at træffe hasteforanstaltninger og afgørende politiske foranstaltninger i forbindelse med håndtering af situationer med langvarig fordrivelse og ser derfor med tilfredshed på Kommissionens meddelelse om "Et værdigt liv: fra afhængighed af bistand til selvhjulpenhed - tvangsfordrivelse og udvikling".

4. Rådet anerkender, at tvangsfordrivelse har alvorlige konsekvenser ikke blot for fordrevne og deres familier, men også for værtslandene og -samfundene. Det humanitære system kan ikke alene tackle de voksende og skiftende behov hos de fordrevne og i de lande og samfund, der er vært for dem, navnlig i takt med at flere kriser varer ved. Tvangsfordrivelse er en politisk, menneskerettighedsmæssig, sikkerhedsmæssig, udviklingsmæssig og økonomisk udfordring, der er sammensat af smugling, menneskehandel og udnyttelse. Den bør tackles ud fra et behovsbaseret perspektiv understøttet af en rettighedsbaseret tilgang, der omfatter alle menneskerettigheder, gennem langsigtet udviklingsstøtte og som hovedregel inddrager udviklingsaktører, bl.a. lokale udviklingsaktører, fra de tidlige faser, når som helst det er muligt, og under hele den pågældende krise, hvorved den supplerer den humanitære tilgang på en koordineret og sammenhængende måde støttet af politisk dialog. Målet bør være at arbejde hen imod globale og lokale løsninger for internt fordrevne ved at tackle de grundlæggende årsager og bekæmpe den langvarige karakter af tvangsfordrivelse for at forbedre deres liv og gå fra afhængighed af bistand til selvhjulpenhed. På den anden side bør værtslandene og -samfundene modtage tilstrækkelig og vedvarende støtte, samtidig med at de fordele, som fordrevne personer kan bidrage med, maksimeres. En stærkere strategisk og operationel forbindelse mellem udvikling og humanitære tilgange bør søge at skabe en ramme for brede partnerskaber, der forbedrer beskyttelsen og skaber varige sociale og økonomiske muligheder, herunder uddannelse på alle niveauer, for tvangsfordrevne og deres værtssamfund under hensyntagen til prioriteterne, de finansielle omstændigheder og behovene i de lande og samfund, der er vært for tvangsfordrevne personer.

En sammenhængende udviklingsorienteret tilgang til tvangsfordrivelse

5. Rådet ser med tilfredshed på den tilgang og de vejledende principper, der anerkender flygtninges og internt fordrevnes potentiale til aktivt at bidrage til og deltage i værtslandenes og -samfundenes økonomi og samfund, indtil sikker tilbagevenden er mulig. Rådet har den holdning, at værtsregeringer bør støttes i at vedtage og gennemføre nationale retlige systemer og politikker, der er i overensstemmelse med internationale standarder og bidrager til fordrevnes selvhjulpenhed og derved sikrer deres rettigheder og menneskelige værdighed. EU vil arbejde sammen med værtsregeringer og lokale myndigheder om gradvis gennemførelse af planer og politikker med henblik på socioøkonomisk integration af tvangsfordrevne inden for rammerne af lokale og nationale udviklingsplaner. Adgang til arbejdsmarkedet, uddannelse og tjenester er af afgørende betydning i denne sammenhæng. Dette arbejde bør bygge på partnerskaber med alle udviklingsaktører, herunder diasporasamfund. Inddragelse af det lokale civilsamfund og den private sektor, f.eks. gennem offentlig-private partnerskaber, er afgørende for at tilbyde hårdt tiltrængte tjenester og muligheder for beskæftigelse, virksomhed og investeringer for både tvangsfordrevne og deres værtssamfund. Disse bestræbelser bør bygge på solidaritet, lokalt ejerskab, bæredygtighed og respekt for menneskerettighederne og være forankret i konkret økonomisk og social dokumentation for samtlige virkninger og følger af at være vært for flygtninge eller internt fordrevne.

6. Rådet forpligter sig til og opfordrer EU og dets medlemsstater samt internationale aktører til systematisk at inddrage tvangsfordrevne og deres værtssamfund i udformning, programmering og gennemførelse af internationale samarbejds- og bistandsindsatser på en sammenhængende måde. Indsatser til støtte for bæredygtige løsninger skal være kontekstbestemte og imødekomme tvangsfordrevnes specifikke behov og sårbarheder ud over retlig status. Politiske og udviklingsmæssige aktørers hurtige engagement og tætte samarbejde ved begyndelsen af en krise bør være reglen for at supplere og bygge på humanitære aktørers nødhjælp og tidlige genopretningsindsats under fuld respekt for den humanitære folkeret, flygtningelovgivningen og menneskerettighedslovgivningen. Dette er i tråd med forpligtelsen til "at sikre, at ingen hægtes af" som nedfældet i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling ved at styrke de mest sårbare, herunder flygtninge og internt fordrevne. Særlig opmærksomhed bør rettes mod kvinder, unge og børn samt sårbare kategorier, herunder personer med handicap. I denne forbindelse er uddannelse af afgørende betydning som led i et langsigtet perspektiv.

7. Rådet anerkender, at solid dokumentation og fælles udviklingsmæssige og humanitære situationsvurderinger, pålidelige data og omfattende analyse af flygtninge- og migrationsstrømme, herunder virkninger på værtssamfundene, er afgørende for at kunne udforme evidensbaserede og resultatorienterede politikker. For at forbedre dette vil Kommissionens tjenestegrene og medlemsstaterne samarbejde med alle relevante aktører.

8. Den mere sammenhængende tilgang tager sigte på at øge relevansen, effektiviteten og omkostningseffektiviteten af EU's bistand i situationer med langvarig fordrivelse – og supplerer på en koordineret måde humanitær bistand for at opfylde akutte og mellemsigtede behov og anvender udviklingstilgange, der omfatter mere langsigtede perspektiver og bevarer de tvangsfordrevnes værdighed og fremmer deres selvhjulpenhed og værtssamfundenes og -landenes modstandsdygtighed, samtidig med at de humanitære principper fuldt ud respekteres som grundlaget for humanitær bistand.

Nye skridt og vejen frem

9. Rådet anerkender, at vigtige nye programmerings- og finansieringsinstrumenter, der forbinder øjeblikkelig hjælp med mellem- og langsigtet støtte til både internt fordrevne og deres værter, er under udvikling – som en del af den europæiske dagsorden for migration. Disse instrumenter omfatter bl.a. særlige EU-trustfonde, faciliteten for flygtninge i Tyrkiet, kommende aftaler med værtslande som f.eks. Jordan og Libanon samt regionale udviklings- og beskyttelsesprogrammer i Mellemøsten, på Afrikas Horn og i Nordafrika. I denne forbindelse ser Rådet frem til kommende revisioner, herunder revisioner af finansieringsinstrumenter, der skal styre EU's programmering, for at sikre en bedre håndtering af de grundlæggende årsager på en passende måde og forbedre de langsigtede perspektiver for værtssamfund, flygtninge, internt fordrevne samt frivilligt tilbagevendte. Med henblik herpå opfordrer Rådet Kommissionens tjenestegrene og EU-Udenrigstjenesten til at styrke samarbejdet med partnerlande om gennemførelse af relevante programmer i overensstemmelse med internationale aftaler.

10. EU giver tilsagn om at opstille en politikramme for en mere effektiv, kontekstbestemt og værdig reaktion på globale tvangsfordrivelser og maksimere virkningen af EU's støtte til flygtninge og internt fordrevne i overensstemmelse med den europæiske dagsorden for migration med særlig vægt på langvarig fordrivelse som en langsigtet udviklingsudfordring. Det bør prioriteres at bekæmpe vold mod kvinder. Indsatsen bør bygge på, hvad værtslande, internationale organisationer og civilsamfundsorganisationer allerede gør, for at tilbyde en integreret pakke foranstaltninger: uddannelse, basale tjenester, indkomstmuligheder, ordentlige arbejdsmuligheder, instrumenter i den private sektor, handel og særlig opmærksomhed på beskyttelse, navnlig af børn, og fuld deltagelse af fordrevne med særlig vægt på de mest sårbare grupper. Dette vil kræve en betydelig indsats fra EU's side og de berørte landes fulde samarbejde, men dette er vilkår, som EU og medlemsstaterne, også med støtte fra de internationale finansielle institutioner (IFI'er), herunder Den Europæiske Investeringsbank, kan bidrage til at skabe gennem innovativt og effektivt udviklingssamarbejde, økonomisk bistand og investeringer i infrastruktur og virksomheder samt politisk dialog og handling.

11. Rådet ser med tilfredshed på det FN-ledede humanitære verdenstopmøde i maj 2016, herunder dagsordenen for menneskeheden i FN's generalsekretærs rapport, og højniveaumødet om flygtninge og migranter i FN's Generalforsamling, der skal finde sted i september 2016, som en mulighed for politiske, udviklingsmæssige og humanitære aktører til at forpligte sig til en mere sammenhængende og holistisk global tilgang til tvangsfordrivelse som led i den bredere dagsorden for migration.

12. Rådet opfordrer Kommissionens tjenestegrene, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at gennemføre den nye politikramme for tvangsfordrivelse ved at træffe de nødvendige politiske, politikmæssige, retlige og finansielle foranstaltninger og yde en konkret indsats og sørge for resultatorienteret opfølgning heraf. Rådet opfordrer også Kommissionens tjenestegrene og EU-Udenrigstjenesten til fra og med 2016 jævnligt at aflægge rapport til Rådet om de foranstaltninger, der er truffet, og om status for gennemførelsen og til at fremme aktørers yderligere engagement.


[1] 12415/13.

[2] 16901/14.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024