Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 17. oktober 2016 10.40

Rådets konklusioner om Den Demokratiske Republik Congo

  1. Den Europæiske Union er dybt bekymret over den politiske situation i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Den fordømmer på det kraftigste de ekstremt voldelige handlinger, der fandt sted den 19. og 20. september 2016, navnlig i Kinshasa. Disse har yderligere forværret den fastlåste situation, som Den Demokratiske Republik Congo befinder sig i som følge af, at vælgerne ikke inden for de forfatningsbestemte tidsfrister er blevet indkaldt med henblik på afholdelse af præsidentvalget. EU minder i den forbindelse om sine konklusioner af 23. maj 2016 og bekræfter på ny, at det primære ansvar for afholdelsen af valg ligger hos DRC's myndigheder.
  2. Den politiske krise i DRC kan kun løses gennem et offentligt og udtrykkeligt tilsagn fra alle aktører om at respektere den nuværende forfatning, navnlig hvad angår begrænsningen af antallet af præsidentperioder, samt gennem en omfattende politisk dialog, som er inklusiv, upartisk og gennemsigtig. Denne skal i overensstemmelse med ånden i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 2277 føre til afholdelsen af præsident- og parlamentsvalg så hurtigt som muligt i 2017. Hvis den nuværende præsidentperiode udløber, uden at der er opnået en forudgående aftale om en tidsplan for valget, vil EU overveje konsekvenserne af en sådan situation for sine forbindelser med DRC's regering.
  3. Den dialog, som Den Afrikanske Union medvirkede til at fremme i Kinshasa, og som støttes af EU som medlem af støttegruppen, skal bane vejen for en ny fase af en mere inklusiv politisk proces i de kommende uger. Det skal senest den 19. december præciseres, hvordan overgangsperioden op til valgene skal forløbe. EU understreger situationens hastende karakter og betydningen af, at alle de store politiske grupper og civilsamfundet deltager i en sådan proces, herunder den episkopale konference i Congo. Det opfordrer flertallet og oppositionen til at finde de nødvendige kompromiser på grundlag af en meget bred folkelig konsensus.
  4. For at skabe et gunstigt klima for dialogen og valgene bør regeringen give et klart tilsagn om at sikre overholdelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet og bringe enhver instrumentalisering af retsvæsenet til ophør. EU opfordrer til løsladelse af alle politiske fanger, til, at der sættes en stopper for politisk begrundede retsforfølgelser af oppositionen og civilsamfundet, samt til rehabilitation af ofre for politiske domme. Forbuddet mod fredelige demonstrationer samt intimidering og chikane af oppositionen, civilsamfundet og medierne gør det ikke muligt at forberede en fredelig og demokratisk overgang. Under disse omstændigheder kan EU's engagement i nye programmer til reform af politiet og retsvæsenet ikke sikres. EU opfordrer MONUSCO til inden for rammerne af sit mandat til beskyttelse af civile, og så vidt dens midler og instrumenter rækker, at udføre sine aktiviteter på en måde, der har en afskrækkende virkning, og tilskynder myndighederne til fuldt ud at samarbejde om gennemførelsen af den resolution, der blev vedtaget på 33. samling i Menneskerettighedsrådet.
  5. Det store antal anholdelser i forlængelse af begivenhederne den 19. og 20. september giver anledning til alvorlige bekymringer med hensyn til overholdelse af de retlige procedurer og viljen til at sikre et uafhængigt retsvæsen. EU opfordrer indtrængende alle aktører, fra regeringen såvel som oppositionen, til at forkaste brugen af vold. Det minder om sikkerhedsstyrkernes primære ansvar for at opretholde den offentlige orden og samtidig sikre respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder. En uafhængig undersøgelse skal gøre det muligt hurtigt at fastlægge aktørernes individuelle ansvarsområder. MONUSCO og FN's fælles kontor for menneskerettigheder (UNJHRO) i DRC skal kunne udføre deres dokumentationsarbejde uhindret. EU har også noteret sig kommunikéet fra anklageren ved Den Internationale Straffedomstol af 23. september 2016, hvori det fastlås, at situationen på stedet vil blive fulgt med meget stor årvågenhed.
  6. EU gentager sin alvorlige bekymring over situationen i den østlige del af landet, og navnlig i Beni. I denne forbindelse minder EU om De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 2293, der fastsætter FN-rammen for restriktive foranstaltninger over for personer eller enheder, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.
  7. I lyset af risikoen for ustabilitet i landet og den trussel, som dette udgør for regionen, er EU fortsat fuldt mobiliseret. Medlemsstaterne er nu enige om behovet for at koordinere deres tilgang til visumudstedelse til indehavere af diplomatpas eller tjenestepas. EU vil anvende alle de midler, det har til rådighed, herunder brugen af individuelle restriktive foranstaltninger over for dem, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, tilskynder til vold eller forhindrer en konsensusorienteret og fredelig løsning på krisen, der respekterer det congolesiske folks ønske om at vælge sine repræsentanter. Rådet opfordrer den højtstående repræsentant til at indlede arbejdet hermed.
  8. EU minder om de betydelige bestræbelser, det har gjort i de senere år for at hjælpe landet, og bekræfter sin vilje til at intensivere disse, idet det gentager sin opfordring af 2. juni 2016 til regeringen om hurtigst muligt at indlede en politisk dialog på højeste niveau i overensstemmelse med artikel 8 i Cotonouaftalen. Det er rede til at yde støtte, herunder finansiel støtte, til en gennemsigtig valgproces på grundlag af en inklusiv politisk aftale og en klar tidsplan, der er godkendt af parterne, og såfremt alle betingelser er opfyldt i overensstemmelse med forfatningen og De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 2277. Under disse omstændigheder vil EU fortsat være engageret som medlem af støttegruppen og arbejde tæt sammen med sine partnere, navnlig i Afrika. Det glæder sig over regionens betydelige indsats for at bringe holdningerne tættere på hinanden, navnlig på det kommende topmøde om DRC, der afholdes i Luanda af den internationale konference om De Store Søers Område, De Forenede Nationer og Den Afrikanske Union, og på ministermødet i SADC.
Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 15. januar 2024