- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 3. april 2017 14.00
Den Europæiske Anklagemyndighed: 16 EU-lande går sammen om at bekæmpe svig i forbindelse med EU-budgettet
16 EU-lande har meddelt de tre institutioner, at de har til hensigt at iværksætte et forstærket samarbejde for at oprette en europæisk anklagemyndighed. Den Europæiske Anklagemyndighed skal være ansvarlig for efterforskning, retsforfølgning og domfældelse af gerningsmænd til strafbare handlinger, der skader EU's finansielle interesser.
Den meddelelsesskrivelse, der blev modtaget i dag, har 16 underskrivere: Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig, Grækenland, Kroatien, Litauen, Luxembourg, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Den Tjekkiske Republik og Tyskland.
Andre EU-lande forventes at tilslutte sig samarbejdet, hvilket de har ret til på et hvilket som helst tidspunkt før eller efter vedtagelsen af forordningen om en europæisk anklagemyndighed.
Forhandlingerne i Rådet vil nu blive genoptaget for at færdigbehandle teksten.
Minister Owen Bonnici udtalte på vegne af det maltesiske formandskab: "Selv om Malta ikke deltager i det forstærkede samarbejde, holder vi det løfte, vi gav i begyndelsen af vores formandskab, om, at vi vil optræde som en ærlig mægler. Vi giver tilsagn om hurtigt at genoptage arbejdet med forordningen for at nå til enighed i løbet af de kommende måneder."
Drøftelserne i Rådet vil finde sted på grundlag af den seneste kompromistekst til forordningen om en europæisk anklagemyndighed som fastlagt i januar 2017.
Udkastet til forordning skal godkendes af Europa-Parlamentet, inden det kan vedtages endeligt.
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024