- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 20. december 2018 11.45
Rådet fastlægger sin holdning til EU's fremtidige rumprogram
EU opretter sit fremtidige program for rumpolitik for 2021-2027. EU-ambassadørerne nåede på mødet i Coreper 19. december til enighed om Rådets holdning til udkastet til forordning om EU's rumprogram. Holdningen betyder, at der kan indledes forhandlinger med Europa-Parlamentet.
Den aftalte tekst omfatter ikke økonomiske og horisontale spørgsmål, der drøftes som led i forhandlingerne om den næste flerårige finansielle ramme (FFR) for perioden 2021-2027.
Rummet spiller en stadig større rolle i vores hverdag. Rumrelaterede opfindelser og tjenester ændrer allerede vores måde at leve og arbejde på. EU er fast besluttet på at bevare førerpositionen og den plads, det fortjener i den globale rumøkonomi. Norbert Hofer, Østrigs forbundsminister for transport, innovation og teknologi
Den nye forordning vil sikre:
- ajourførte og sikre rumrelaterede data og tjenester af høj kvalitet
- større socioøkonomiske fordele ved anvendelse af disse data og tjenester, f.eks. øget vækst og jobskabelse i EU
- øget sikkerhed og strategisk selvstændighed for EU
- en stærkere rolle for EU som førende aktør i rumsektoren.
Dette opnås ved:
- at forenkle og strømline EU's eksisterende retlige ramme for rumpolitik
- at give EU et rumbudget, der er tilstrækkeligt til at fortsætte og forbedre eksisterende rumflagskibsprogrammer såsom EGNOS, Galileo og Copernicus samt overvåge risici i rummet under programmet for kendskab til situationen i rummet (SSA) og sørge for adgang til sikker satellitkommunikation for nationale myndigheder (GOVSATCOM)
- at fastsætte reglerne for forvaltning af EU's rumprogram
- at standardisere sikkerhedsbestemmelserne for rumprogrammet.
Næste skridt
Denne aftale betyder, at formandskabet kan indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, så forordningen kan vedtages hurtigt. Europa-Parlamentet vedtog sit forhandlingsmandat 13. december 2018.
Baggrund
I juni 2018 forelagde Kommissionen sit forslag til forordning om EU's rumprogram. Den foreslåede forordning er en del af opfølgningen på Kommissionens meddelelse om en rumstrategi for Europa.
Kommissionen foreslår, at programmet får et samlet budget på 16 mia. € i løbende priser for perioden 2021-2027 med følgende vejledende fordeling: 9,7 mia. € til Galileo og EGNOS, 5,8 mia. € til Copernicus og 0,5 mia. € til SSA og GOVSATCOM.
Pressekontakter
-
Ferran Tarradellas Espuny Press officer
- +32 473 95 45 74
- +32 2 281 6291
- @TarradellasEU
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024