Cybersikkerhed
Læs om, hvordan EU arbejder på at beskytte kritiske sektorer og borgerne mod cyberangreb og cyberkriminalitet.
Med cybersikkerhed menes beskyttelse af computere, servere, netværk, data og systemer mod ondsindede angreb, uautoriseret adgang og skade.
For at opbygge et modstandsdygtigt digitalt landskab arbejder EU på at styrke Europas evne til at forebygge, bekæmpe og komme på fode igen efter cyberangreb.
Hvad EU gør for at styrke cybersikkerheden
Kritiske sektorer som transport, energi, sundhed og finans er afhængige af digitale teknologier.
Digitaliseringen skaber store muligheder, men udsætter også disse sektorer for forskellige cybertrusler, f.eks. cyberangreb og cyberkriminalitet.
EU har iværksat flere tiltag for at bekæmpe disse trusler og beskytte borgerne og virksomhederne.
EU's forordning om cybersikkerhed fastlægger en ramme for certificering af sikkerheden i forbindelse med digitale produkter, tjenester og processer og styrker den rolle, som EU's Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) spiller.
Forordningen om cyberrobusthed fastsætter cybersikkerhedskrav for internetforbundne produkter for at garantere deres sikkerhed i hele deres livscyklus.
Formålet med forordningen om cybersolidaritet er at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og forbedre evnen til at afsløre trusler og indsatsen ved cyberhændelser i hele Europa.
De mest almindelige cybertrusler i EU
En cybertrussel er enhver ondsindet aktivitet, der har til formål at kompromittere integriteten, fortroligheden eller tilgængeligheden af digitale systemer, netværk eller data.
I dagens stadig mere digitaliserede verden er cybertruslerne stigende. I EU er de tre største cybertrusler:
- trusler mod tilgængeligheden, dvs. angreb rettet mod tilgængeligheden af et system eller en tjeneste ved udtømning af ressourcer eller overbelastning af netinfrastrukturen
- ransomware, dvs. ondsindet software, som anvendes af angribere til at overtage kontrollen med aktiver og kræve løsepenge for at genoprette adgangen til dem eller forhindre eksponering af data
- trusler mod data, dvs. uautoriseret adgang til følsomme, fortrolige eller beskyttede data med det formål at manipulere, videregive eller ødelægge oplysninger
Hvad er de største cybertrusler i EU?
Sådan gør EU dit onlineliv sikrere
Den Europæiske Union forbedrer aktivt det digitale landskab for alle europæere.
Læs vores featurehistorie, der giver konkrete eksempler på, hvordan EU gør internettet sikrere for alle.
Seneste nyheder
Europæiske virksomhedstegnebøger: Rådet vedtager forhandlingsposition Erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om visse landes tilslutning til restriktive foranstaltninger til bekæmpelse af cyberangreb, der truer Unionen eller dens medlemsstater Cyberangreb: Rådet forlænger listeopførelser indtil maj 2027
Seneste explainere
Sanktioner på grund af cyberangreb
Hybride trusler
Hvad er de største cybertrusler i EU?
Seneste gennemgang: 15. april 2026