- Rådet for Landbrug og Fiskeri
Rådet for Landbrug og Fiskeri, 24. marts 2014
Rådet drøfter fornyede tiltag til at fremme salget af EU's landbrugsprodukter
På samlingen 24. marts drøftede Landbrugs- og Fiskerirådet fremme af salget af landbrugsprodukter og oprindelsesmærkning af kødprodukter
Fremme af salget af landbrugsprodukter
Ministrene havde en orienterende debat om et forslag til forordning om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter. Forslaget, der også blev drøftet på Landbrugs- og Fiskerirådets seneste samling i februar, har til formål at forny EU's salgsfremmepolitik i tråd med reformen af den fælles landbrugspolitik.
Under drøftelserne gav de fleste EU-lande deres støtte til et kompromisforslag fra formandskabet og også til en forøgelse af EU's finansieringssats. Specialkomitéen for Landbrug vil nu gennemgå de ændringer, Europa-Parlamentet har foreslået. Herefter vil den give formandskabet mandat til at forhandle med Parlamentet, så det endelige forslag kan vedtages inden udløbet af Parlamentets valgperiode.
Oprindelsesmærkning af kød anvendt som ingrediens
Kommissionen har fremlagt en rapport, som blev offentliggjort i december 2013, om en eventuel udvidelse af den obligatoriske oprindelsesmærkning for alt kød, der anvendes som ingrediens. Rapporten behandler forbrugernes behov for at blive informeret og mulighederne for at gennemføre obligatorisk oprindelsesmærkning. Den analyserer også den potentielle indvirkning på det indre marked og den internationale handel.
Drøftelserne i Rådet viste, at der fortsat er forskellige holdninger til de 3 scenarier for oprindelsesmærkning i rapporten. Mange delegationer går ind for obligatorisk mærkning, men nogle så gerne en angivelse af det specifikke EU-land eller tredjeland, mens andre foretrækker en generel angivelse af, om der er tale om oprindelse i EU eller uden for EU. Visse andre ønsker at fastholde status quo - dvs. bevare den frivillige oprindelsesmærkning.
Rapporten vil nu blive viderebehandlet i Rådets forberedende organer.
Forslaget om økologisk landbrug
Kommissionen orienterede ministrene om et forslag til revision af de retlige rammer for økologisk produktion og økologisk landbrug i Europa. Det nye forslag omfatter:
- harmoniserede bestemmelser om produktion
- krav om, at landbrugsingredienser i forarbejdede økologiske produkter udelukkende skal være økologiske
- et krav om, at andre økologiske erhvervsdrivende end landbrugere udvikler et system til forbedring af deres miljøpræstationer
- en enkelt lovgivningsmæssig tekst med nærmere bestemmelser om kontrolordningen
- en gruppecertificeringsordning for mindre landbrugsproducenter i EU
- specifikke bestemmelser med henblik på øget sporbarhed og forebyggelse af svig
Andre punkter på dagsordenen
Fiskeri
Ministrene noterede sig kyststatsdrøftelserne om makrel og de bilaterale konsultationer mellem EU og Norge. Kommissionen aflagde rapport til Rådet om den 5-årige ordning for makrel i det nordøstlige Atlanterhav, som der blev opnået enighed om mellem EU, Færøerne og Norge 12. marts. Rådet nåede også til enighed om de samlede tilladte fangstmængder(TAC) for tobis for 2014.
Landbrug
Ministrene drøftede fremtiden for mejerisektoren som led i mælkekvoteordningens ophør i 2015. Rådet gjorde også status over en rapport om frugt- og grøntsagssektoren siden reformen i 2007.
Ministrene drøftede også:
- et initiativ til fremme af honning som del af skolebørns morgenmad
- resultaterne af det globale forum vedrørende familielandbrug 4.-6. marts i Budapest
- vanskelighederne for EU's rissektor som følge af stigende import af forarbejdet ris
- handelsmæssige tiltag til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri
Mødedokumenter
Resultatdokumenter
Afstemningsresultater fra mødetPresseinformation
Pressekontakter
-
Miruna Georgescu Press officer
- +32 471 33 53 34
- +32 2 281 47 70
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
- Hashtag på X: #AGRIFISH
Øvrige samlinger: Rådet for Landbrug og Fiskeri
Afholdte møder
Seneste gennemgang: 13. januar 2025