"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Eurogruppen drøftede den makroøkonomiske og finanspolitiske udvikling i euroområdet og så på, hvordan tilpasningsmekanismerne fungerer. Ministrene vedtog også Eurogruppens arbejdsprogram for andet halvår af 2021 og hørte rapporterne fra formændene for ECB's tilsynsråd og Den Fælles Afviklingsinstans.
Udveksling af synspunkter om den makroøkonomiske og finanspolitiske udvikling
Eurogruppen udvekslede synspunkter med formanden for Europa-Parlamentets ECON-udvalg, Irene Tinagli, om den makroøkonomiske og finanspolitiske situation i euroområdet, også på grundlag af Kommissionens forårsprognose.
Vi kan se, at et opsving er ved at få fodfæste. Men vi ved også, at der fortsat er store udfordringer, og at der fortsat er en reel risiko for, at denne pandemi har en negativ indvirkning på og skader vores samfund, vores borgere og arbejdsgivernes regnskaber.
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Denne udveksling indgår i en løbende dialog, der har til formål at styrke udvekslingen af oplysninger mellem Europa-Parlamentet og Eurogruppen.
Højdepunkter fra Eurogruppens møde, 21. maj 2021 i Portugal
Tilpasningsmekanismernes virkemåde i euroområdet – erfaringer fra covid-19-pandemien
Finansministrene drøftede, hvordan tilpasningsmekanismerne i euroområdet fungerer, med fokus på covid-19-pandemien.
I september 2017 nåede Eurogruppen til enighed om at anvende økonomisk modstandsdygtighed som en generel ramme for fremtidige tematiske drøftelser om vækst og beskæftigelse. Som led i dette arbejdsforløb ser ministrene på tilpasningsmekanismer, som er et vigtigt element i den økonomiske modstandsdygtighed i euroområdet.
Vi planlægger en finanspolitik, der skal finde den rette balance mellem fortsat at støtte vores arbejdsgivere og vores borgere i retning af en bæredygtig genopretning, men dette skal også ske på bæredygtig og målrettet vis.
Paschal Donohoe, formand for Eurogruppen
Rapportering om bankunionens operationelle aspekter
13. høring af formanden for tilsynsrådet
Formanden for Den Europæiske Centralbanks tilsynsråd, Andrea Enria, orienterede Eurogruppen om de tilsynsopgaver, der er udført siden sidste rapport. Formanden fokuserede på kredit- og klimarisici og brexit.
En regelmæssig udveksling af synspunkter mellem Eurogruppen og formanden for ECB's tilsynsråd er fastsat i forordningen ((EU) nr. 1024/2013) om den fælles tilsynsmekanisme (FTM) og i aftalememorandummet mellem Rådet for Den Europæiske Union og ECB om samarbejde om procedurer vedrørende FTM.
Rapportering om de seneste aktiviteter i Den Fælles Afviklingsinstans
Formanden for Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), Elke König, orienterede Eurogruppen om de seneste aktiviteter, som SRB har udført, med særligt fokus på de fremskridt, der er gjort med hensyn til afviklingsmuligheder, minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede passiver (MREL) og opbygning af Den Fælles Afviklingsfond.
Dette er en regelmæssig præsentation, som finder sted to gange om året sideløbende med høringen af formanden for ECB's tilsynsråd.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.