Bankunionen
Bankunionen er Den Europæiske Unions politik for integration af euromedlemsstaternes banksektor.
Hvad er bankunionen?
Bankunionen er et afgørende skridt i retning af at opnå EU's Økonomiske og Monetære Union.
Den består af en ramme af regler, procedurer og værktøjer, der skal sikre, at bankerne i euroområdet er mere modstandsdygtige, bedre overvåget og i stand til at modstå finansielle kriser.
Bankunionens vigtigste mål er
- at styrke bankernes sikkerhed og soliditet for at sikre, at de kan modstå fremtidige finanskriser
- at banker, der ikke er levedygtige, afvikles uden brug af skatteydernes penge og med så få følger som muligt for realøkonomien
- at mindske markedsfragmenteringen ved at harmonisere bankregler og -tilsyn
Hvilke lande deltager?
Bankunionen omfatter automatisk euromedlemsstaterne.
Med Bulgariens og Kroatiens tiltrædelse, som fandt sted 1. oktober 2020, består bankunionen i øjeblikket af 21 medlemsstater.
Medlemsstater uden for euroområdet har mulighed for at tilslutte sig bankunionen ved at indgå i et tæt samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB). Dette giver dem mulighed for at deltage i bankunionens tilsyns- og afviklingsmekanismer uden at indføre euroen.
Hvorfor blev bankunionen oprettet?
Bankunionen blev oprettet som reaktion på finanskrisen i 2008 og den efterfølgende gældskrise i euroområdet.
Disse kriser viste de dybe indbyrdes forbindelser inden for euroområdets banksektor, hvor alvorlige finansielle vanskeligheder i ét land hurtigt kan sprede sig til andre lande, hvilket påvirker den finansielle stabilitet i hele regionen.
Bankunionen blev således oprettet i 2014 for at skabe en ny og bedre integreret europæisk struktur for banktilsyn og bankafvikling. De nye regler byggede på eksisterende bankreguleringsrammer.
Dens endelige formål er at styrke de europæiske bankers sikkerhed og soliditet for at gøre dem mere modstandsdygtige og øge tilliden i det finansielle system.
Hvad er bankunionens søjler?
Bankunionen er baseret på tre søjler. De første to er fuldt operationelle og gælder for eurolandene og for lande uden for euroområdet på frivillig basis:
- fælles tilsynsmekanisme
- fælles afviklingsmekanisme
- europæisk indskudsforsikringsordning
Den fælles tilsynsmekanisme
Den fælles tilsynsmekanisme (FTM) er EU's overnationale banktilsynsorgan.
Den Europæiske Centralbank har i tæt samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder ansvaret for at føre tilsyn med de kreditinstitutter, der er etableret i bankunionen. ECB og de nationale tilsynsmyndigheder arbejder sammen om
- at sikre, at bankerne overholder det fælles EU-regelsæt
- at håndtere potentielle trusler mod den finansielle stabilitet på et tidligt tidspunkt
Den fælles afviklingsmekanisme
Den fælles afviklingsmekanisme (SRM) er en ordning for effektivafvikling af kreditinstitutter, der ikke er levedygtige. Formålet er at sikre afvikling af nødlidende banker med minimale omkostninger for skatteyderne og realøkonomien.
Den fælles afviklingsmekanisme fungerer gennem:
- Den Fælles Afviklingsinstans
- Den Fælles Afviklingsfond
Sådan fungerer den fælles afviklingsmekanisme (Infografik)
Europæisk indskudsforsikringsordning
Indskudsgarantiordningen sikrer, at indskud i banker beskyttes op til 100 000 €, hvis banken går konkurs. Indskud er i øjeblikket beskyttede på medlemsstatsniveau af nationale indskudsgarantiordninger.
I 2015 fremsatte Europa-Kommissionen forslag om oprettelse af en fælles ordning for indskudsbeskyttelse, kendt som den europæiske indskudsforsikringsordning (EDIS). Ved at sikre et ensartet beskyttelsesniveau for bankindskud sigter EDIS mod
- at sikre, at indskyderne beskyttes på lige fod, uanset hvor deres bank befinder sig i euroområdet
- at bryde forbindelsen mellem banker og deres nationale regeringer og dermed mindske risikoen for finansiel afsmitning
- at forbedre evnen til at håndtere bankkriser mere effektivt og derved minimere den potentielle indvirkning på økonomien
EDIS er stadig på forslagsstadiet og er endnu ikke blevet vedtaget af medlovgiverne.
Seneste gennemgang: 19. juni 2024