Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet for Udenrigsanliggender, 3.3.2014, 3. marts 2014

EU fordømmer Ruslands handlinger i Ukraine, opfordrer til dialog og er parat til at tage yderligere skridt

EU's udenrigsministre holdt 3. marts en ekstraordinær samling i Udenrigsrådet om situationen i Ukraine.

Rådet fordømte "de russiske væbnede styrkers klare krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet gennem angrebshandlinger samt det russiske Føderationsråds godkendelse den 1. marts af brugen af væbnede styrker på ukrainsk område".

"Dette er klart et brud på Ruslands internationale forpligtelser og tilsagn", sagde Catherine Ashton, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Opfordring til fredelig løsning

"Vi er fast overbevist om, at der skal findes en fredelig løsning på den aktuelle krise under fuld overholdelse af folkeretten. Vi opfordrer derfor Rusland til øjeblikkeligt at trække sine styrker tilbage til de områder, hvor de er permanent stationeret, i overensstemmelse med aftalen om status for Sortehavsflådens tilstedeværelse i Ukraine", understregede den højtstående repræsentant.

EU er fortsat rede til at indgå i en konstruktiv dialog med alle parter og hilser en mulig factfindingmission fra OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i Ukraine velkommen.

Deltagelse i G8 suspenderet

EU og de lande, der deltager i G8, har besluttet her og nu at suspendere deres deltagelse i aktiviteter i forbindelse med forberedelserne af G8-topmødet i Sotji i juni, "indtil atmosfæren igen bliver sådan, at G8 kan føre meningsfulde drøftelser".

Mulige konsekvenser for de bilaterale forbindelser mellem EU og Rusland

"Såfremt Rusland ikke træffer deeskalerende foranstaltninger, vil EU træffe afgørelse om følgerne for de bilaterale forbindelser mellem EU og Rusland", udtalte Rådet.

Disse følger kan for eksempel omfatte en suspension af de bilaterale samtaler om visumspørgsmål og om den nye aftale. Rådet har desuden besluttet "fortsat at følge situationen for hurtigt at kunne træffe alle nødvendige foranstaltninger".

Støtte til Ukraine

Ministrene bekræftede, at EU er rede til at støtte landet sammen med andre internationale institutioner, navnlig IMF.

EU og medlemsstaterne vil "yde fuld støtte til en international hjælpepakke til dækning af Ukraines mest påtrængende behov på basis af et klart tilsagn om reformer". Med henblik herpå har Europa-Kommissionen allerede indledt en factfindingmission i Kiev sideløbende med IMF's mission.

EU bekræftede igen sit tilbud om en associeringsaftale, herunder et vidtgående og bredt frihandelsområde.

Det understreges desuden i konklusionerne, at der er behov for retfærdige reformer af forfatningen i Ukraineog for et frit, retfærdigt og gennemsigtigt præsidentvalg med observation fra OSCE-ODIHR.

Ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råds formand Herman Van Rompuy har indkaldt til ekstraordinært møde for EU's ledere 6. marts 2014 for at drøfte den seneste udvikling i Ukraine, og hvordan man kan fremme en nedtrapning af situationen.

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 15. januar 2025