Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender), 12. juli 2021

Vigtigste resultater

Rådet vedtog en afgørelse om EU's militære uddannelsesmission i Mozambique (EUTM Mozambique) med henblik på at uddanne og støtte de mozambiquiske væbnede styrker i at beskytte civilbefolkningen og genoprette sikkerheden i Cabo Delgado-provinsen.

Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
I dag oprettede vi formelt den nye europæiske uddannelsesmission for Mozambique på rekordtid. [...] Denne nye mission vil være en grundlæggende del af EU's reaktion på anmodningen fra Mozambiques regering om at håndtere krisen i Cabo Delgado og bidrage til at genoprette og styrke sikkerheden.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Geopolitik i forbindelse med nye digitale teknologier

Rådet (udenrigsanliggender) havde en første drøftelse om de eksterne og geopolitiske virkninger af nye digitale teknologier. Disse teknologier er af afgørende betydningfor EU's samfund og økonomi, men er i stigende grad en drivkraft for geopolitisk konkurrence og global indflydelse, idet de anvendes af udenlandske aktører til at manipulere informationsmiljøet, påvirke den offentlige debat og blande sig i demokratiske processer.

Ministrene understregede behovet for at bruge EU's kapacitet som regulerende myndighed til at påvirke globale normer og standarder på dette område og sikre, at systemet forbliver åbent, menneskecentreret og baseret på retsstatsprincippet. I den forbindelse udtrykte ministrene ønske om at samarbejde med ligesindede partnere, lige fra USA til Indo-Stillehavs-regionen og fra Afrika til Latinamerika.

Strategisk kompas

Udenrigsministrene drøftede for første gang det strategiske kompas – EU-initiativet, der skal forberede EU bedre på fremtidige kriser, styrke EU's modstandsdygtighed over for trusler, herunder i cyberspace, styrke EU's partnerskaber for at imødegå fælles udfordringer og udvikle en fælles strategisk kultur.

Et første udkast til det strategiske kompas vil blive forelagt medlemsstaterne i november 2021 med henblik på færdigbehandling i marts 2022.

Etiopien

Rådet havde lejlighed til at drøfte situationen i Etiopien og Tigre, hvor der på trods af våbenhvilen er en alvorlig humanitær krise, befolkninger risikerer hungersnød, og vold og voldtægt anvendes i vid udstrækning mod civile som krigsvåben.

Ministrene blev orienteret om initiativet til at oprette en humanitær luftbro for at yde støtte til befolkningen i Tigreregionen og drøftede de politiske prioriteter, som EU bør fokusere på, nemlig sikring af humanitær adgang og respekt for den humanitære folkeret, konsolidering af våbenhvilen og arbejdet hen imod en fuldstændig indstilling af fjendtlighederne fra alle parters side, sikring af fremmede styrkers tilbagetrækning fra det etiopiske område, øjeblikkelig standsning af menneskerettighedskrænkelser og indledning af en national dialog om forsoning for at bevare Etiopiens integritet og politisk sammenhold.

Aktuelle sager

Den højtstående repræsentant orienterede Rådet om den fastlåste situation i Libanon og meddelte, at der var opnået politisk forståelse om, at der skal indføres en sanktionsordning over for dem, der er ansvarlige for situationen.

Efter mit besøg i Libanon varer det politiske dødvande ved. Økonomien er i frit fald, og det libanesiske folks lidelser forværres til stadighed. [...] Ministrene nåede til politisk forståelse om, at der bør indføres en sanktionsordning over for dem, der er ansvarlige for situationen. Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Ministrene drøftede også situationen i Afghanistan i lyset af tilbagetrækningen af USA's og NATO's tropper og stigningen i etnisk motiverede målrettede angreb. I den forbindelse understregede den højtstående repræsentant behovet for indtrængende at opfordre Taleban til at deltage i omfattende og inklusive fredsforhandlinger og til at række ud til landene i regionen og det bredere internationale samfund for at spille en konstruktiv rolle til støtte for den afghanske fredsproces.

Arbejdsfrokost

Under frokosten havde udenrigsministrene en uformel drøftelse med den nye israelske udenrigsminister, Yair Lapid, med fokus på bilaterale forbindelser, men også på situationen i regionen.

I forbindelse med fredsprocessen i Mellemøsten understregede ministrene endnu en gang, at EU går stærkt ind for Israels sikkerhed og fordømmer terrorisme. Samtidig forventer EU, at Israel tilbyder et politisk perspektiv med henblik på at afslutte konflikten, og er fortsat rede og villig til at støtte Israel og palæstinenserne i deres bestræbelser på at genopbygge en meningsfuld politisk proces.

Rådets konklusioner

Rådet godkendte konklusioner om et globalt forbundet Europa og om EU's prioriteter på FN's 76. generalforsamling.

Udenrigsministrene drøfter Libanon, EUTM i Mozambique og Etiopien

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Afstemningsresultater fra mødet

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 5. februar 2025