Skip to content
  • Internationalt topmøde

EU's og Tyrkiets ledere mødes i Varna (Bulgarien), 26. marts 2018

Vigtigste resultater

EU's ledere var værter for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i Residence Evksinograd i Varna, Bulgarien.

EU var repræsenteret ved Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Kommissionen, og Bojko Borisov, Bulgariens premierminister.

Lederne havde en omfattende drøftelse om forbindelserne mellem EU og Tyrkiet og om den videre vej frem. Mere specifikt drøftede de:

  • samarbejdet om forvaltning af migrationsstrømme
  • den fælles interesse i at bekæmpe terrorisme
  • retsstatssituationen i Tyrkiet
  • Tyrkiets handlinger i det østlige Middelhavsområde og Det Ægæiske Hav i den seneste tid
  • Tyrkiets engagement i Syrien
Vores møde i dag viste, at vores forhold ganske vist er præget af vanskeligheder, men på de områder, hvor vi samarbejder, er samarbejdet godt. Vi bekræfter på ny, at vi er indstillet på at fortsætte dialogen og konsultationerne og arbejde sammen for at overvinde de nuværende vanskeligheder med henblik på at frigøre potentialet i vores partnerskab. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk

Migration

Fra begge sider var der enighed om at fortsætte det tætte samarbejde om migration. EU har gentaget sit tilsagn om at tilbyde yderligere støtte for at forbedre situationen for flygtninge i Tyrkiet.

"Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af det imponerende arbejde, som Tyrkiet har udført, og oprigtigt takke Tyrkiet og det tyrkiske folk for at have taget imod mere end 3 mio. syriske flygtninge i de seneste år’’, sagde formand Donald Tusk.

Syrien

EU gav udtryk for bekymring over Tyrkiets handlinger i Syrien, navnlig i den nordvestlige region Afrin, som nu kontrolleres af det tyrkiske militær og dets allierede.

I denne forbindelse anmodede EU Tyrkiet om at sikre beskyttelsen af civile og lette adgangen for humanitær bistand.

Forbindelserne mellem Tyrkiet og EU-landene

Formand Donald Tusk udtrykte bekymring over Tyrkiets handlinger i det østlige Middelhavsområde og Det Ægæiske Hav i den seneste tid, som EU's ledere beskrev som "ulovlige" på deres nylige EU-topmøde i Bruxelles.

De mindede også om Tyrkiets forpligtelse til at respektere gode naboskabsforbindelser og normalisere forbindelserne med alle EU-medlemsstater. Det er betingelsen for at sikre fremdrift i forbindelserne mellem EU og Tyrkiet, herunder tiltrædelsesprocessen.

"Den Europæiske Union står samlet bag Republikken Cypern", sagde formand Donald Tusk i Varna.

Retsstatssituationen i Tyrkiet

Lederne drøftede Tyrkiets handlinger i kølvandet på kupforsøget i juli 2016. De sagde, at de forstod Tyrkiets behov for at garantere sin sikkerhed. De understregede imidlertid, at som EU-kandidatland har Tyrkiet forpligtet sig til at opretholde de højeste demokratiske standarder.

"Vi er bekymrede for, at nogle af de anvendte metoder undergraver de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet i Tyrkiet", sagde formand Donald Tusk.

EU har anmodet Tyrkiet om at samarbejde med Europarådet, organisationen for demokrati og menneskerettigheder i Strasbourg, for at rette op på manglerne.

Baggrundsinformation

Mødet byggede på det foregående møde mellem lederne 25. maj 2017 og de drøftelser, der har fundet sted siden da. Der er afholdt dialoger på højt plan mellem EU og Tyrkiet vedrørende transport, økonomisk samarbejde, terrorbekæmpelse og udenrigspolitik.

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

  • Jüri Laas Pressemedarbejder

  • +32 2 281 55 23
  • +32 470 95 75 61

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 14. januar 2025