Skip to content
  • Internationalt topmøde

Topmøde mellem EU og Vestbalkan i Sofia, 17.5.2018, 17. maj 2018

Logo for topmødet om Vestbalkan

Vigtigste resultater

Topmødet mellem EU og Vestbalkan fandt sted 17. maj i Sofia, Bulgarien. Det samlede:

  • stats- og regeringschefer fra EU-landene
  • lederne fra de 6 partnere på Vestbalkan: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og Kosovo*
"I dag bekræftede vi vores fælles tilsagn om det europæiske perspektiv for hele regionen. Som jeg sagde under mit seneste besøg i regionen, er og bliver Den Europæiske Union hele det vestlige Balkans mest pålidelige partner. Og vi drøftede i meget konkrete vendinger, hvordan vi kan forbedre forbindelserne med og på det vestlige Balkan." Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter topmødet mellem EU og Vestbalkan

EU's ledere blev enige om Sofiaerklæringen, som partnerne på Vestbalkan har tilsluttet sig. De vedtog også som et bilag til erklæringen den prioriterede Sofiadagsorden, der skitserer nye foranstaltninger med henblik på et styrket samarbejde med regionen.

Det europæiske perspektiv

På topmødet bekræftede EU-lederne deres uforbeholdne støtte til det europæiske perspektiv for Vestbalkan. EU er fast besluttet på at styrke sin støtte til regionens politiske, økonomiske og sociale omstilling.

"Jeg ser ingen anden fremtid for det vestlige Balkan end EU. Der er ikke noget alternativ, der er ingen plan B. Det vestlige Balkan er en integreret del af Europa, og det hører hjemme i vores fællesskab." Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter topmødet mellem EU og Vestbalkan

Partnerne på Vestbalkan forpligtede sig på ny til dette perspektiv som deres klare, strategiske valg. De bekræftede desuden på ny deres tilslutning til de europæiske værdier og principper og til visionen om et stærkt, stabilt og forenet Europa.

EU understregede også betydningen af gode naboskabsforbindelser, regional stabilitet og indbyrdes samarbejde. Dette indebærer navnlig, at der skal findes løsninger på bilaterale tvister og gøres en yderligere indsats for forsoning.

Konnektivitet

Topmødet fokuserede på konnektivitet med henblik på at forbedre forbindelserne med Vestbalkan og inden for selve regionen. Øgede forbindelser vil støtte politisk stabilitet, økonomisk velstand, kulturel og social udvikling i og uden for regionen.

EU gav tilsagn om at forbedre alle dimensioner af konnektivitet, herunder:

  • transportforbindelser
  • energisikkerhed
  • den digitale økonomi
  • erhvervsklima
  • muligheder for unge

Den prioriterede Sofiadagsorden, der er knyttet som bilag til topmødeerklæringen, skitserer nye konkrete initiativer for at fremme konnektiviteten. F.eks. vil midlerne til programmet Erasmus+ blive fordoblet for at give flere unge mulighed for at studere i EU.

Sikkerhedssamarbejde

Topmødedeltagerne drøftede også fælles sikkerhedsmæssige udfordringer. "Når vi arbejder sammen, er vi i stand til at imødegå disse udfordringer effektivt", sagde EU's ledere.

De opfordrede til videreudvikling af samarbejdet for at dæmme op for ulovlige migrationsstrømme. EU's ledere blev også enige om at øge samarbejdet for at bekæmpe terrorisme og ekstremisme, herunder finansiering, radikalisering og tilbagevendte fremmedkrigere.

Deltagerne var enige om, at bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet er af afgørende betydning for regionens omstilling og for den regionale stabilitet og sikkerhed. De blev også enige om at arbejde tættere sammen for at bekæmpe desinformation og hybride trusler.

Det næste topmøde mellem EU og Vestbalkan finder sted under det kroatiske rådsformandskab i 2020.

Der findes også flere oplysninger om topmødet på Kommissionens websted:

Tilknyttede arrangementer

Den 16. maj, dagen inden topmødet, indbød formand Donald Tusk EU's ledere til en uformel middag. Middagen, der var en del af ledernes dagsorden, fokuserede på det digitale Europa, forskning og innovation.

"Vi blev enige om, at EU skal øge indsatsen med hensyn til det digitale og innovation for at komme på omgangshøjde med den teknologiske revolution. I kan forvente meget konkrete beslutninger, når vi mødes formelt i juni." Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter topmødet mellem EU og Vestbalkan

EU's ledere udvekslede også synspunkter om atomaftalen med Iran. De vedtog enstemmigt, at EU vil holde fast i aftalen, så længe Iran overholder den fuldt ud.

Stats- og regeringscheferne drøftede også handelen med USA:

"Vi er nået frem til en fælles tilgang, der vil styrke Kommissionen i dens igangværende forhandlinger med De Forenede Stater. EU er endda klar til at forhandle om handelsliberalisering med vores amerikanske venner, men kun, hvis USA beslutter sig for en ubegrænset fritagelse for told på stål og aluminium." Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter topmødet mellem EU og Vestbalkan

Inden middagen blev der udsendt en note vedrørende ledernes dagsorden med de vigtigste spørgsmål til drøftelse.

Det bulgarske formandskab for Rådet afholdt også flere arrangementer i tilknytning til topmødet. Arrangementerne gav mulighed for at vise bredden i forholdet mellem EU og Vestbalkan ud over de mellemstatslige aspekter.

16. maj afholdt European Council on Foreign Relations og Wilfried Martins Centre for European Studies konferencen "In dialogue with the Western Balkans: creating a region of growth, security and connectivity on the path to Europe" (I dialog med Vestbalkan: skabelse af en region med vækst, sikkerhed og konnektivitet på vejen mod Europa).

Samme dag afholdt det bulgarske forum for erhvervsledere et arrangement om et investeringspotentiale på Vestbalkan. Det fokuserede på Vestbalkans økonomiske potentiale og investeringshorisonter i regionen.

17. maj var Det Verdensøkonomiske Forum sammen med det bulgarske formandskab vært for en strategisk dialog om Vestbalkan. Formålet var at fremme offentlig-private partnerskaber for at støtte investeringer i regionen.

18. maj var Det Økonomiske Forum i Wien vært for "Sofia Talks 2018", der har fokus på regionalt økonomisk samarbejde.

Samme dag stod Bulgariens Ministerium for Miljø og Vandforvaltning og Cleantech Bulgaria for et arrangement om den cirkulære økonomi og rene teknologier.

Herudover har EU-Udenrigstjenesten lanceret kulturarvsruten for EU og Vestbalkan. Flere initiativer og arrangementer blev afholdt for at fremme den rige kulturarv på Vestbalkan som led i det europæiske år for kulturarv.

Formand Donald Tusks besøg i regionen forud for topmødet

24.-27. april rejste formand Donald Tusk til Tirana, Podgorica, Beograd, Pristina, Sarajevo og Skopje. Han mødtes med hver enkelt leder fra partnerne på Vestbalkan for at forberede det kommende topmøde og drøfte bilaterale forbindelser med EU. I slutningen af formand Donald Tusks rundrejse i regionen deltog han i topmødet om Brdo-Brijuni-processen i Skopje.

"Denne uge har jeg rejst gennem hele regionen. Jeg kom til Vestbalkan med et klart budskab fra lederne af alle Den Europæiske Unions medlemslande: Vi står urokkeligt fast på vores tilbud om et europæisk perspektiv for regionen. I kan regne med os." Formand Donald Tusk på pressekonferencen efter Brdo-Brijuni-topmødet, 27. april 2018
EU skaber stærke forbindelser til Vestbalkan gennem transportinvesteringer, økonomisk støtte til reformer, programmet Erasmus+, samhandel og solidaritet i krisetider.
Tættere forbindelser mellem EU og Vestbalkan (Infografik)

Tættere forbindelser mellem EU og Vestbalkan (Infografik)

EU's og Vestbalkans økonomier er indbyrdes forbundne. EU er den vigtigste handelspartner, investor og donor i regionen.
Tætte forbindelser mellem EU og Vestbalkan (Infografik)

Tætte forbindelser mellem EU og Vestbalkan (Infografik)

Baggrundsinformation

I marts 2017 bekræftede EU-lederne deres uforbeholdne støtte til det europæiske perspektiv for Vestbalkan:

"Det Europæiske Råd [...] bekræftede sin uforbeholdne støtte til det europæiske perspektiv for landene på Vestbalkan. Det Europæiske Råd glæder sig over de fremskridt, som landene i regionen har gjort, og understreger, at EU fortsat er engageret og involveret på alle niveauer med henblik på at støtte dem i at gennemføre EU-orienterede reformer og projekter." Konklusioner ved formanden for Det Europæiske Råd, 9. marts 2017

Europa-Kommissionen vedtog 6. februar 2018 en strategi for Vestbalkan. Den skitserer Europas perspektiv for regionen, reformer, der er behov for at gennemføre, og EU's øgede støtte til forandringsprocessen på Vestbalkan. Kommissionen bekendtgjorde også seks EU-initiativer for at støtte processen i regionen på områder af fælles interesse.

EU's indenrigsministre drøftede 8. marts 2018 samarbejdet med Vestbalkan om intern sikkerhed og terrorbekæmpelse på grundlag af den nye strategi, som Kommissionen har fremlagt. Resultatet af drøftelsen vil indgå i forberedelserne til topmødet.

"Sikkerheden i Vestbalkan har en direkte indvirkning på sikkerheden i EU. Vi er fast besluttet på at opnå et bedre samarbejde med regionen for at bekæmpe trusler fra organiseret kriminalitet og terror og dermed øge sikkerheden for EU's borgere." Valentin Radev, Bulgariens indenrigsminister

Udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen blev ikke drøftet under topmødet. I stedet vurderes den i overensstemmelse med fast praksis. Dette indebærer, at Rådet (almindelige anliggender) gør status over udvidelsesprocessen hvert år. I år offentliggjorde Europa-Kommissionen sine regelmæssige fremskridtsrapporter 17. april, og Rådet (almindelige anliggender) forventes at vedtage konklusioner i juni.

Topmødet mellem EU og Vestbalkan finder sted som en del af ledernes dagsorden. Den er et konkret arbejdsprogram, der er retningsgivende for EU's indsats frem til juni 2019. Du kan finde mere om ledernes dagsorden på følgende side:

For yderligere oplysninger om forholdet mellem EU og Vestbalkan se følgende websteder:

*Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/1999 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025