Skip to content
  • Internationalt topmøde

Asien-Europa-mødet (ASEM), 25.-26. november 2021

Vigtigste resultater

13. Asien-Europa-møde (ASEM13) fandt sted 25.-26. november 2021 via videokonference fra Phnom Penh, Cambodja.

Under det overordnede tema "styrkelse af multilateralisme med henblik på fælles vækst" samlede mødet lederne fra de 30 europæiske og 21 asiatiske medlemslande, EU og ASEAN's sekretariat. Det blev ledet af Cambodjas premierminister, Hun Sen.

Charles Michel, Det Europæiske Råds formand, og Ursula von der Leyen, Europa-Kommissionens formand, repræsenterede EU. Sloveniens premierminister, Janez Janša, repræsenterede det roterende formandskab for EU-Rådet. Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, deltog også i mødet.

Dette års topmøde var et af de vigtigste multilaterale møder i 2021. Vi drøftede, hvordan man kan sætte skub i den socioøkonomiske genopretning efter pandemien, sikre en grøn omstilling og styrke det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Formand Charles Michel efter ASEM13-topmødet

I anledning af ASEM's 25-års jubilæum hilste lederne dets fremskridt og resultater siden 1996 velkommen og forpligtede sig til yderligere at styrke samarbejdet, partnerskabet og forbindelserne mellem Asien og Europa.

Screenshot fra ledernes videokonference
"Styrkelse af multilateralisme med henblik på fælles vækst" er det overordnede tema for ASEM13

Socioøkonomisk genopretning efter covid-19

Lederne udvekslede synspunkter om den aktuelle politiske og socioøkonomiske situation i deres respektive regioner og i verden som helhed og om, hvordan ASEM-samarbejdet kan styrkes.

Heri indgik drøftelser om at sikre borgernes sundhed og socioøkonomiske velfærd og genopbygge deres landes økonomier på en bæredygtig måde med henblik på en bedre fremtid.

Multilateralt samarbejde og navnlig stærke forbindelser mellem Europa og Asien er afgørende for vores globale genopretning... Vi anser det for vigtigt for alle ASEM-partnere at samarbejde om en "bedre genopbygning" – på en mere grøn, digital, bæredygtig og inklusiv måde. Charles Michel, Det Europæiske Råds formand

Lederne understregede covid-19's uforholdsmæssigt store konsekvenser for deres samfund, herunder for kvinder, piger, familier og personer i sårbare situationer.

De understregede behovet for, at alle lande har retfærdig og rettidig adgang til sikker, effektiv og prisoverkommelig diagnosticering, behandling, medicin og vacciner af høj kvalitet med henblik på covid-19-indsatsen.

Lederne noterede sig, at den globale reaktion på pandemien gav mulighed for at fremskynde overgangen til en modstandsdygtig, digital, kulstoffattig socioøkonomisk genopretning og hen imod en grøn, cirkulær og mere bæredygtig økonomi.

De anerkendte betydningen af at holde markederne og de globale forsyningskæder åbne, stabile og tilgængelige.

De bekræftede også Parisaftalens mål og hilste resultatet af den 26. partskonference (COP26) velkommen.

Lederne bekræftede også deres stærke støtte til bevarelse og styrkelse af det åbne, gennemsigtige, inklusive og ikkediskriminerende regelbaserede multilaterale handelssystem med Verdenshandelsorganisationen (WTO) som centrum.

De understregede det presserende behov for at opretholde den internationale orden baseret på regler og principper i folkeretten med FN i centrum for at tackle globale og regionale udfordringer.

Bemærkninger fra formand Charles Michel ved åbningsmødet

Globale og regionale udfordringer

Lederne fremhævede betydningen af tillidsskabende foranstaltninger og forebyggende diplomati som bidrag til fred og stabilitet.

De drøftede specifikke situationer såsom bestræbelserne på at gøre Den Koreanske Halvø fri for atomvåben, gennemførelsen af den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA) vedrørende Iran, krisen i Myanmar og situationen i Afghanistan.

Formand Charles Michel lagde særlig vægt på den indopacifiske region og fremhævede dens stigende betydning som afspejlet i EU's strategi for samarbejde med regionen.

Vi er allerede en førende investor i denne region. Og vi er også en vigtig partner for udviklingssamarbejde og samhandel i denne region. "Vi har besluttet at styrke vores strategiske fokus, tilstedeværelse og indsats over for regionen. Vores nye EU-strategi for samarbejde i den indopacifiske region sender et stærkt politisk signal. Formand Charles Michel efter ASEM13-topmødet

Konnektivitet

I erkendelse af at bæredygtig konnektivitet er afgørende for regional økonomisk integration og global udvikling, vedtog lederne en erklæring om ASEM-konnektivitet.

Erklæringen indeholder en række anbefalinger, som medlemmerne kan gennemføre på frivillig basis. De vedrører tilrettelæggelse af møder, informationsudveksling og fremme af ASEM-forbindelser via ASEM's infosider.

Lederne fremhævede også betydningen af at styrke de sociale og kulturelle forbindelser mellem Europa og Asien. Disse omfatter unges deltagelse i politiske processer, men også frivilligt arbejde og økonomiske sektorer såsom bæredygtig turisme og den kreative økonomi.

Baggrund

Topmødet, der normalt afholdes hvert andet år, skulle have fundet sted i 2020, men måtte udskydes på grund af covid-19-pandemien.

Forberedelser til ASEM13

Det Europæiske Råds møde 21.-22. oktober 2021 drøftede EU's ledere forberedelserne til ASEM13. I denne sammenhæng støttede de EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region og opfordrede Rådet til at sikre en hurtig gennemførelse heraf.

EU' strategi for samarbejdet i den indopacifiske region

I april 2021 vedtog Rådet konklusioner om EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region.

I september 2021 udsendte Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en fælles meddelelse om strategien.

Konnektivitet

ASEM-konnektivitet er baseret på EU's strategi for at forbinde Europa og Asien, som Rådet godkendte forud for ASEM12-topmødet i 2018.

I oktober 2018 lancerede Europa-Kommissionen ASEM's portal for bæredygtig konnektivitet, en onlinedatabase med 49 indikatorer vedrørende konnektivitet og bæredygtighed.

Om ASEM

Asien-Europa-mødet, der blev oprettet i 1996, er en uformel platform for dialog og samarbejde mellem Asien og Europa.

Med sine 53 medlemmer (30 europæiske og 21 asiatiske lande samt EU og ASEAN's sekretariat) er det det største internationale møde af ledere efter FN's Generalforsamling. Den europæiske gruppe i ASEM omfatter de 27 EU-medlemsstater samt Norge, Schweiz og UK.

ASEM i tal

ASEM-partnerne udgør:

  • 68 % af den globale handel
  • 60 % af den globale befolkning
  • 65 % af det globale BNP
  • 75 % af den globale turisme

Flere fakta og tal om ASEM:

25 år med ASEM

Aktiviteter

2021 markerer 25-året for ASEM-processen, der fremmer dialog og samarbejde, gensidig respekt og ligeværdigt partnerskab mellem Asien og Europa.

ASEM-dagen

For at fejre 25-året for ASEM var EU sammen med Centre for Fine Arts i Bruxelles (BOZAR) og Asien-Europa-Fonden (ASEF) vært for ASEM-dagens virtuelle fejring 7. marts 2021.

Politisk dialog på højt plan

Josep Borrell, den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, holdt en tale ved den politiske dialog på højt plan for at markere 25-året for ASEM og drøfte fælles prioriteter for fremtiden.

Tidligere møder

ASEM's udenrigsministermøde

14. Asien-Europa-udenrigsministermøde blev afholdt 15.-16. december 2019 i Madrid, Spanien. Mødet samlede udenrigsministre fra europæiske og asiatiske lande under temaet "Asien og Europa: sammen om effektiv multilateralisme".

Foregående topmøde

12. Asien-Europa-møde, som Den Europæiske Union var vært for, fandt sted 18.-19. oktober 2018 i Bruxelles.

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025