Skip to content
  • Internationalt topmøde

Topmøde i Det Østlige Partnerskab, 15. december 2021

Vigtigste resultater

Lederne fra EU, EU-landene og landene i Det Østlige Partnerskab (Østpartnerskabet) mødtes til 6. topmøde i Det Østlige Partnerskab 15. december 2021 i Bruxelles.

Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd, ledte mødet. Formand Charles Michel og Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, repræsenterede EU.

Af østlige partnere deltog Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine i topmødet. Belarus har suspenderet sin deltagelse i Det Østlige Partnerskab, men EU samarbejder fortsat med det belarusiske folk.

Ved mødets afslutning vedtog lederne en fælles erklæring.

Lederne understregede, at deres partnerskab fortsat er baseret solidt på fælles grundlæggende værdier, gensidige interesser og fælles ejerskab, ansvar, inklusivitet, differentiering og gensidig ansvarlighed.

Det Østlige Partnerskab søger at fremme stabilitet, velstand og gensidigt samarbejde og at fremme tilslutningen til de nødvendige reformer og afhjælpe de globale og regionale udfordringer.

Republikken Aserbajdsjan udstedte en national erklæring.

Bemærkninger ved formand Charles Michel om EU's støtte til Ukraine

Fælles værdier

Lederne understregede deres fælles vilje til at værne om de grundlæggende værdier, de deler:

  • styrkelse af demokratiet og retsstatsprincippet
  • beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal
  • fremme af ligestilling mellem kønnene
  • fremme af inklusive samfund
  • sikring af fuld respekt for folkerettens principper og standarder

EU er fortsat fast besluttet på at støtte alle østlige partneres uafhængighed og suverænitet og deres territoriale integritet inden for deres internationalt anerkendte grænser.

Vi er fortsat dybt bekymrede over den fortsatte destabilisering og de fortsatte overtrædelser af folkerettens principper i mange dele af Østpartnerskabsregionen, der udgør en trussel mod fred, sikkerhed og stabilitet. Vi opfordrer til en fornyet indsats for at fremme en fredelig løsning af uløste konflikter i Østpartnerskabsregionen på grundlag af folkerettens principper og standarder. Fælles erklæring fra topmødet i Det Østlige Partnerskab

Lederne så med tilfredshed på EU's bestræbelser, forstærkede engagement og styrkede rolle inden for konfliktforebyggelse, konfliktløsning og tillidsskabelse.

De bekræftede på ny de enkelte partneres suveræne ret til at vælge deres ambitionsniveau og mål i deres forhold til EU. Østpartnerskabet er ikke rettet mod nogen, men har til formål at bidrage til fred og velstand for alle lande i naboskabsområdet.

Det Østlige Partnerskab er baseret på grundlæggende værdier og rettigheder

Partnerskab

Lederne hilste de aftaler velkommen, som de østlige partnere og EU har indgået eller er i færd med at forhandle om:

  • den fuldstændige ikrafttrædelse af associeringsaftalerne og de vidtgående og brede frihandelsområder med Georgien, Republikken Moldova og Ukraine
  • ikrafttrædelsen af den omfattende og udvidede partnerskabsaftale mellem EU og Armenien i marts 2021
  • fremskridtene i forhandlingerne mellem EU og Aserbajdsjan om en ny omfattende aftale

EU anerkendte initiativet fra trioen af associerede partnere (Georgien, Republikken Moldova og Ukraine) til at styrke samarbejdet med EU.

EU beklager de belarusiske myndigheders beslutning om at suspendere deres deltagelse i Østpartnerskabet og ser frem til at genoptage samarbejdet, så snart de nødvendige forudsætninger for en fredelig demokratisk overgang er på plads, med henblik på at bygge videre på en fælles dagsorden baseret på fælles værdier og delte interesser.

I mellemtiden samarbejder EU fortsat med og støtter Belarus' borgere, civilsamfund og uafhængige medier, herunder via en omfattende plan for økonomisk støtte til et demokratisk Belarus på op til 3 mia. €.

EU gentog tidligere erklæringer og fordømte de belarusiske myndigheders instrumentalisering af migranter og flygtninge og vel at mærke alle tilfælde af instrumentalisering af migranter til politiske formål.

Infografik – Stærkere sammen: Det Østlige Partnerskab
Stærkere sammen: Det Østlige Partnerskab (Infografik)

Stærkere sammen: Det Østlige Partnerskab (Infografik)

Robusthed og velstand

Lederne gav tilsagn om at øge modstandsdygtigheden ved at fokusere på at:

  • styrke retsstatsprincippet
  • etablere effektive, gennemsigtige og ansvarlige offentlige forvaltninger på alle forvaltningsniveauer
  • bekæmpe svig, korruption og økonomisk kriminalitet
  • bekæmpe organiseret kriminalitet
  • styrke sikkerhed samt cyberrobusthed, herunder over for hybride trusler

Lederne forpligtede sig til at fremme gradvis konvergens inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik i overensstemmelse med partnernes forpligtelser over for EU.

De bekræftede også på ny betydningen af at styrke strategisk kommunikation for opbygningen af robusthed, herunder bekæmpelse af desinformation og informationsmanipulation.

EU og interesserede partnere glædede sig over den nylige undertegnelse af aftalerne om et fælles luftfartsområde med Armenien og Ukraine, hvilket skaber nye muligheder for både forbrugere og operatører.

De glædede sig over aftalerne med Armenien, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine om deres associering med Horisont Europa, EU's forsknings- og innovationsprogram (2021-2027).

Lederne vil arbejde for at forbedre den klima- og miljømæssige modstandsdygtighed ved at fremme den grønne omstilling gennem investeringer i og samarbejde om den cirkulære økonomi, grøn vækst og klimatilpasning og styrke biodiversiteten.

EU støtter partnerlandenes indsats for at opnå klimaneutralitet i 2050 ved at udfase kul, yde mere ambitiøse nationalt bestemte bidrag og fremskynde deres gennemførelse i overensstemmelse med COP26-forpligtelserne.

Logo for Det Østlige Partnerskab

Politikken for Det Østlige Partnerskab efter 2020

Lederne forpligtede sig til at styrke deres samarbejde på grundlag af politikken for Østpartnerskabet efter 2020.

I de fem langsigtede mål for politikken for Det Østlige Partnerskab efter 2020 lægges vægt på genopretning, robusthed og reform som centrale byggesten i den fremtidige dagsorden. De langsigtede mål er:

  • at udvikle robuste, bæredygtige og integrerede økonomier
  • at sikre ansvarlige institutioner, retsstaten og sikkerhed
  • at udvikle den miljø- og klimamæssige modstandsdygtighed
  • at gennemføre en robust digital omstilling
  • at skabe robuste, kønsligestillede, retfærdige og inklusive samfund

Disse mål ledsages af en ambitiøs regional økonomi- og investeringsplan på 2,3 mia. € (herunder landespecifikke flagskibsinitiativer), der skal støtte den socioøkonomiske genopretning efter covid-19 og styrke robustheden på længere sigt ved at fremskynde den grønne og den digitale omstilling. Planen forventes at mobilisere op til 17 mia. € i offentlige og private investeringer.

De første investeringer, der bidrager til økonomi- og investeringsplanens mål, omfatter følgende:

  • 100 intelligente energieffektive busser vil blive leveret til Jerevan for at mindske trængsel og luftforurening (Armenien)
  • 1 000 lokalsamfund vil nyde godt af højhastighedsinternet i landdistrikter i Georgien
  • forbedring af forbindelserne og forankring af Moldova i det transeuropæiske transportnet
  • forøgelse af energieffektiviteten i bygninger i Moldova og Ukraine
  • og støtte til små og mellemstore virksomheder i Aserbajdsjan og Ukraine

Økonomi- og investeringsplanen kommer efter den betydelige støtte til håndtering af pandemien inden for rammerne af Team Europe-tilgangen og den fortsatte støtte til vaccination og til udvikling af digitale covid-19-certifikater.

Politikken for Det Østlige Partnerskab efter 2020 blev fastlagt i en fælles meddelelse fra Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik i marts 2020. Meddelelsen og målene blev hilst velkommen af Rådet i dets konklusioner fra maj 2020 og af Det Østlige Partnerskabs ledere, der mødtes via videokonference i juni 2020. Den nye dagsorden er beskrevet mere indgående i et fælles arbejdsdokument fra tjenestegrenene, der blev vedtaget i juli 2021.

Det Østlige Partnerskab: Genopretning – Reform – Robusthed
Det Østlige Partnerskab: Genopretning – Reform – Robusthed (Infografik)

Det Østlige Partnerskab: Genopretning – Reform – Robusthed (Infografik)

Solidaritet

Lederne mindede om, at den socioøkonomiske genopretning efter covid-19 og den langsigtede udvikling giver mulighed for at styrke robustheden ved at investere i bæredygtig konnektivitet og fremskynde den grønne og den digitale omstilling.

De anerkendte EU's og EU-landene fortsatte engagement i at bistå partnerlandene med at håndtere pandemien og sikre vaccinationsprocessen, bekæmpe desinformation om vacciner og fremme langsigtet sundhedsmæssig modstandsdygtighed.

Som led i Team Europes globale covid-19-indsats har EU og EU-landene ydet 2,5 mia. € til at støtte partnerlandene i håndteringen af sundhedskrisen som følge af coronavirus og deres langsigtede socioøkonomiske genopretning. Dette omfatter næsten 1,5 mia. € i makrofinansiel bistand til Georgien, Republikken Moldova og Ukraine.

Der blev stillet 75 mio. € til rådighed til at støtte vaccinationsprocessen og sikre adgang til vacciner. Dette omfatter 40 mio. € til et igangværende WHO-projekt om ibrugtagning af vacciner og en mekanisme på 35 mio. €, der koordineres af Polen, og som skal lette leveringen af vacciner fra EU-landene til landene i Det Østlige Partnerskab og supplere de mere end 13 millioner doser, der indtil videre er doneret gennem COVAX og EU-mekanismen for deling af vacciner. Det forventes, at Portugal allerede i løbet af de kommende uger donerer over 400 000 BioNTech/Pfizer-vacciner til Armenien under denne ordning.

Lederne glædede sig over den gensidige anerkendelse af de digitale covid-19-certifikater, der er indført af Armenien, Georgien, Republikken Moldova og Ukraine og snart indføres af Aserbajdsjan, hvilket giver mulighed for sikrere og lettere rejser til og fra EU.

Fælles ejerskab

Lederne opfordrede til styrket fælles ejerskab og bekræfter på ny vigtigheden af inklusiv inddragelse af alle dele af samfundet. De understregede behovet for at inddrage civilsamfundet yderligere, med fokus på de unge og ved at fremme ligestilling mellem kønnene, tolerance og tværkulturel dialog.

Dialog med civilsamfundet, herunder via Det Østpartnerskabets civilsamfundsforum, udvidet outreach samt målrettet støtte til civilsamfundsorganisationer på græsrodsplan og til arbejdsmarkedets parter, er fortsat en integreret del af Det Østlige partnerskab.

Yderligere initiativer

Der blev iværksat en række yderligere initiativer til støtte for Det Østlige Partnerskab forud for topmødet.

Den nye handelshelpdesk for Det Østlige Partnerskab er en del af EU4Business-initiativet. Den skal bidrage til at gøre mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i landene i Det Østlige Partnerskab og EU mere konkurrencedygtige handelsmæssigt.

En finansieringsaftale om budgetstøtte på 60 mio. € til Moldova skal hjælpe landet med at håndtere konsekvenserne af den alvorlige gaskrise. Den blev bekendtgjort på 6. møde i Associeringsrådet EU-Moldova 28. oktober 2021 og undertegnet 15. december 2021 og vil bidrage til at støtte de mest sårbare borgere, der er ramt af stigende energiregninger.

Europa-Kommissionen har mobiliseret en ny bistandspakke på 30 mio. € til støtte for befolkningen i Belarus, både i og uden for landet. Det primære mål med pakken er at yde støtte til unge, uafhængige medier, SMV'er i eksil og kulturelle aktører.

Østpartnerskabet har givet resultater

  • Handelen mellem EU og Det Østlige Partnerskab var på over 65 mia. € i 2020 (+ 22 % på 10 år)
  • EU er den største handelspartner for 4 ud af 6 lande i Det Østlige Partnerskab
  • EU har støttet over 185 000 SMV'er i landene i Det Østlige Partnerskab og skabt eller opretholdt 1,65 millioner arbejdspladser
  • Der er stillet over 80 000 udvekslingsmuligheder til rådighed for unge
  • Næsten 50 % af de lokale myndigheder i Det Østlige Partnerskab har forpligtet sig til at nedbringe CO2-emissionerne

Vigtige sideløbende arrangementer

Det Østlige Partnerskab handler om mere end forbindelserne mellem regeringer. Unge, lokale myndigheder, civilsamfundet, medierne, erhvervslivet og andre interessenter er tæt involveret i særlige sideløbende arrangementer i tilknytning til topmødet.

Deltagere i mødet mellem højtstående embedsmænd foreslog prioriteter og mål på grundlag af det fælles arbejdsdokument fra tjenestegrenene.

Det Østlige Partnerskabs udenrigsministre udvekslede synspunkter om, hvordan de kan fremme partnerskabet, med særligt fokus på spørgsmålene vedrørende regeringsførelse og investeringer og på at styrke partnerskabet med henblik på robusthed, genopretning og reform.

Det Østlige Partnerskabs 5. ungdomsforum, der fandt sted 23.-24. november online, bragte unge, ungdomsarbejdere og politiske beslutningstagere sammen for at deltage i debatter om værdier og unges deltagelse i demokratiske processer og drøfte vigtige resultater, udfordringer og muligheder for unges deltagelse i forbindelse med prioriteterne for Det Østlige Partnerskab efter 2020.

13. generalforsamling i Det Østlige Partnerskabs civilsamfundsforum blev holdt fra 30. november til 2. december 2021 online. Den samlede mere end 300 civilsamfundsorganisationer samt Det Østlige Partnerskabs og EU's beslutningstagere for at drøfte de sidste skridt og udfordringer forud for topmødet samt de ambitioner og politiske mål, der er fastsat i de nye politikdokumenter.

Europa-Kommissionen og Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik (DGAP) holdt et arrangement på højt plan i tænketanknetværket vedrørende Det Østlige Partnerskab. Det første arrangement fandt sted i september 2020 under temaet "EU's Østlige Partnerskab i tider med omvæltning".

10. årlige Konference af Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabet (CORLEAP) fokuserede på betydningen af at uddybe forbindelserne med de lokale myndigheder i landene i Det Østlige Partnerskab.

Baggrund

Seneste topmøde

5. topmøde i Det Østlige Partnerskab fandt sted i 2017.

20 delmål for 2020

På topmødet i 2017 vedtog lederne "20 delmål for 2020", en ambitiøs arbejdsplan, der skal forbedre borgernes tilværelse i de østlige partnerlande. Arbejdsplanen fokuserer på fire prioriterede samarbejdsområder.

En høring om fremtiden for Det Østlige Partnerskab, der blev gennemført i anledning af dets første ti år, viste, at disse 20 delmål er egnede til formålet og giver konkrete og håndgribelige resultater.

Unge europæiske ambassadører

Initiativet vedrørende unge europæiske ambassadører blev iværksat i juni 2016, hvor EU udnævnte de første 100 unge europæiske ambassadører. Det er et ikkepolitisk frivilligt netværk af proaktive unge fra de østlige partnerlande, EU og UK, som er interesserede i at knytte forbindelser, dele og arbejde sammen om en bedre fremtid. Der er i øjeblikket mere end 700 aktive unge europæiske ambassadører i 34 lande.

I forbindelse med 6. topmøde i Det Østlige Partnerskab arrangerer de unge europæiske ambassadører i hvert enkelt land i Det Østlige Partnerskab aktuelle debatter på førende mediekanaler, som livestreames til hundredtusinder af personer via populære platforme. De emner, der diskuteres, udvælges af de unge europæiske ambassadører selv og fokuserer på fremtidige EU-investeringer og -samarbejdsområder, der har betydning for unge, med udgangspunkt i dagsordenen for topmødet på højt plan.

Debatterne livestreames på EU Neighbours Easts facebookside.

Desinformationsnarrativer om Det Østlige Partnerskab

Det Østlige Partnerskab og dets medlemmer er udsat for desinformationskampagner med det resultat, at borgerne ikke har adgang til klare og verificerbare oplysninger om initiativet og dets fordele.

East StratCom-Taskforcen (EU-Udenrigstjenesten) har udarbejdet et faktablad med de mest almindelige desinformationsnarrativer vedrørende Det Østlige Partnerskab og partnerlandene.

Nyttige links

Mødedokumenter

Resultatdokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. juli 2025