- Internationalt topmøde
Topmøde mellem EU og UK, 19. maj 2025
Vigtigste resultater
António Costa, formand for Det Europæiske Råd, og Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, mødtes med Keir Starmer, Det Forenede Kongeriges premierminister, 19. maj 2025 i London til det første topmøde mellem EU og UK siden UK's udtræden af EU.
Dette topmøde er starten på et nyt kapitel i forbindelserne mellem Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union.
Formand António Costa
Topmødet var en lejlighed til at vise et fælles standpunkt i samarbejdet om fred og sikkerhed i Europa og til at etablere et nyt strategisk partnerskab.
Vi bekræftede vores fælles værdier og vores tilsagn om et tættere samarbejde i en situation med et skiftende og komplekst globalt geopolitisk landskab og blev enige om et nyt strategisk partnerskab mellem UK og EU.
Fælles erklæring fra EU og UK
EU's og UK's ledere bekræftede deres tilsagn om at behandle strategiske og geopolitiske spørgsmål og hilste aftalen om sikkerheds- og forsvarspartnerskabet mellem EU og UK velkommen.
EU's og UK's ledere så også med tilfredshed på en ny dagsorden for samarbejdet mellem EU og UK – en fælles forståelse, som UK og Europa-Kommissionen er blevet enige om, og som indeholder tilsagn på en række forskellige områder.
Globale prioriteter
EU og UK er ligesindede partnere, der deler fælles værdier, støtter multilateralisme og en regelbaseret international orden og engagerer sig i at fremme stabilitet og velstand i andre dele af verden.
Ruslands krig mod Ukraine
EU's og UK's ledere sluttede sig til Ukraine og internationale partnere, bl.a. USA, og opfordrede til en fuldstændig og betingelsesløs våbenhvile og meningsfulde forhandlinger om ægte fred med henblik på at bringe Ruslands angrebskrig til ophør og genoprette en omfattende, retfærdig og varig fred.
Som tidligere er det nu op til Rusland at vise sin vilje til at opnå fred.
Fælles erklæring fra EU og UK
Lederne anerkendte betydningen af UK's og EU's samarbejde, da de er vigtige partnere med hensyn til fortsat at støtte Ukraine, bekæmpe den russiske aggression og arbejde på at sikre en fred, som garanterer Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser.
De udtrykte også deres støtte til Moldovas territoriale integritet og suverænitet.
- Ruslands krig mod Ukraine (baggrundsinformation)
- EU's forbindelser med Moldova (baggrundsinformation)
Mellemøsten
EU's og UK's ledere bekræftede deres tilsagn om at søge en øjeblikkelig og permanent våbenhvile i Gaza, frigivelse af alle gidsler og en uhindret strøm af humanitær bistand til Gaza.
Vi understregede vigtigheden af at stræbe efter en varig og holdbar fred baseret på tostatsløsningen.
Fælles erklæring fra EU og UK
EU's og UK's ledere delte deres dybe bekymring over den farlige udvidelse af Irans atomprogram og over landets adfærd både i regionen og på europæisk jord.
EU og UK udtrykte også deres støtte til Syriens befolkning, imens landet arbejder hen imod en fredelig, inklusiv og stabil politisk fremtid.
Sikkerhed og forsvar
EU's og UK's ledere så med tilfredshed på etableringen af det sikkerheds- og forsvarspartnerskab mellem EU og UK, som der blev opnået enighed om på topmødet.
UK og EU har et fælles ansvar for Europas sikkerhed. UK's og EU's sikkerhed og velstand er også tæt forbundne og indbyrdes afhængige.
Sikkerheds- og forsvarspartnerskab
Etableringen af et omfattende, afbalanceret og gensidigt fordelagtigt partnerskab har til formål at strukturere samarbejdet på tværs af en lang række sikkerheds- og forsvarsområder såsom:
- regionale sikkerhedsspørgsmål
- fredsopbygning og krisestyring, bl.a. UK's samarbejde og eventuelle deltagelse i operationer under EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP)
- maritim sikkerhed
- sikkerhed i rummet
- cyberspørgsmål
- hybride trusler og kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed
- udenlandsk informationsmanipulation og indblanding
- ikkespredning, nedrustning og konventionelle våben
- kapacitetsopbygning for partnere
- uddannelse
- samarbejde i tredjelande og multilaterale fora
I deres fælles erklæring gentog lederne også, at NATO for UK og de EU-medlemsstater, der er NATO-allierede, fortsat er hjørnestenen i deres kollektive forsvar.
Vores mål vil være at bidrage til at nå vores kapacitetsmål, bl.a. ved hjælp af vores forsvarsindustrier, på hurtigere og mere økonomisk vis og med øget interoperabilitet på måder, der giver gensidige fordele og styrker det europæiske bidrag til NATO.
Fælles erklæring fra EU og UK
En ny dagsorden for samarbejdet mellem EU og UK
EU's og UK's ledere så med tilfredshed på den nye dagsorden for samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige, som UK og Europa-Kommissionen er nået til enighed om, og hvor der ses nærmere på, hvilke områder der potentielt kan styrke det bilaterale samarbejde mellem EU og UK.
For at styrke de bilaterale forbindelser bekræftede UK og Europa-Kommissionen deres engagement i en fuldstændig, rettidig og troværdig gennemførelse af udtrædelsesaftalen, herunder Windsorrammen, og handels- og samarbejdsaftalen.
Menneskecentrerede forbindelser
UK og Europa-Kommissionen blev enige om, at det er i deres fælles interesse at uddybe de mellemfolkelige bånd, især for den yngre generation.
De bør derfor arbejde hen imod:
- en afbalanceret ungdomserfaringsordning, hvor unge fra EU og UK i en begrænset periode kan deltage i aktiviteter såsom arbejde, studier, au pair-ansættelse, frivilligt arbejde eller blot rejser
- UK's associering med Erasmus+-programmet
UK og Europa-Kommissionen vil også fortsætte deres drøftelser om en smidig grænseforvaltning til gavn for deres borgere, bl.a. muligheden for at anvende elektronisk paskontrol, hvor det er relevant.
Styrke økonomierne og samtidig beskytte planeten og dens ressourcer
UK og Europa-Kommissionen bør arbejde hen imod:
- UK's eventuelle deltagelse i EU's indre marked for elektricitet
- et fælles område for sundhed og plantesundhed
- sammenkobling af begge emissionshandelssystemer (ETS)
- bedre gennemførelse af reglerne for fysiske personers indrejse og midlertidige ophold i forretningsøjemed og anerkendelse af erhvervskvalifikationer som fastsat i den eksisterende handels- og samarbejdsaftale
Indre sikkerhed og retligt samarbejde
Europa-Kommissionen og UK vil arbejde på at:
- styrke samarbejdet om retshåndhævelse og retligt samarbejde i straffesager
- færdiggøre udestående aftaler om samarbejde mellem Europol og UK's nationale kontor for kriminalitet
- styrke den fælles og gensidige udveksling af data vedrørende fingeraftryk, DNA og strafferegistre vedrørende tredjelandsstatsborgere
De foreslår også, at Den Europæiske Unions Narkotikaagentur og de relevante britiske myndigheder kan indgå en samarbejdsordning om narkotikarelaterede risici og trusler.
Irregulær migration
UK og Europa-Kommissionen bør arbejde hen imod at:
- uddybe samarbejdet om den eksterne dimension af migration
- finde praktiske og innovative løsninger på at mindske irregulær migration
- styrke UK's og EU's grænsesikkerhed
- håndtere tilfælde af visummisbrug
I deres fælles erklæring anerkendte EU's og UK's ledere også den fælles udfordring med irregulær migration og behovet for at håndtere den med en tilgang, hvor ruten ses som en helhed.
Vi anerkendte også, at der skal gøres mere for at sikre vores respektive ydre grænser, samtidig med at vi fortsat er fast besluttet på at sikre international beskyttelse for dem, der har brug for det.
Fælles erklæring fra EU og UK
Fiskeri
19. maj 2025 blev Europa-Kommissionen og UK også enige om fuld og gensidig adgang til farvande efter 30. juni 2026 og indtil 30. juni 2038.
Dette vil øge stabiliteten og forudsigeligheden for fiskere på begge sider af Kanalen.
Det videre arbejde
EU og UK understregede betydningen af regelmæssige udvekslinger og blev enige om at afholde:
- regelmæssige møder på højt plan om fælles strategiske interesser såsom økonomi og handel samt retlige og indre anliggender
- udenrigs- og sikkerhedspolitiske dialoger hver sjette måned
- topmøder hvert år
Baggrund
Forbindelserne mellem EU og Det Forenede Kongerige
Det Forenede Kongerige er en tidligere EU-medlemsstat, der trådte ud af Den Europæiske Union i januar 2020.
Efter UK's udtræden reguleres forbindelserne mellem EU og UK af aftaler, der sikrer respekt for borgernes rettigheder, fair konkurrence og fortsat samarbejde på områder af fælles interesse.
Pressemeddelelser
Presseinformation
Pressekontakter
-
Beatriz Navarro Deputy spokesperson for the European Council President
- +32 471 33 22 92
- +32 2 281 51 50
-
Maria Tomasik Spokesperson for the European Council President
- +32 470 88 23 83
- +32 2 281 51 50
-
Carlo Zarcone Press officer
- +32 471 33 31 73
- +32 2 281 70 66
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
Øvrige samlinger: Internationalt topmøde
Se flere møderSeneste gennemgang: 7. august 2025