Moldova
Republikken Moldova ansøgte om EU-medlemskab i marts 2022 og fik status som kandidatland i juni 2022. Tiltrædelsesforhandlingerne blev formelt indledt i juni 2024. EU og Moldova samarbejder også inden for rammerne af Det Østlige Partnerskab.
Udvidelse
Ansøgning om EU-medlemskab
3. marts 2022 ansøgte Moldova om EU-medlemskab.
17. juni 2022 afgav Europa-Kommissionen udtalelse om ansøgningen om EU-medlemskab.
23. juni 2022 tildelte Det Europæiske Råd Moldova status som kandidatland. Det opfordrede Europa-Kommissionen til at aflægge rapport til Rådet om opfyldelsen af de betingelser, der er angivet i Kommissionens udtalelse om ansøgningen om medlemskab.
Tiltrædelsesforhandlinger
I november 2023 fremsatte Europa-Kommissionen en henstilling om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Moldova. I december 2023 besluttede EU's ledere at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Moldova og opfordrede Rådet til at vedtage forhandlingsrammen, når de relevante skridt, der er fastsat i Kommissionens rapport af 8. november 2023, var taget.
I overensstemmelse med den reviderede udvidelsesmetode godkendte Rådet forhandlingsrammen 21. juni 2024, og fire dage efter holdt EU den første regeringskonference med Moldova for at indlede tiltrædelsesforhandlinger med landet.
- Rapport om Moldova (Europa-Kommissionen, 8. november 2023)
- Det Europæiske Råds konklusioner, 14.-15. december 2023
- EU indleder tiltrædelsesforhandlinger med Moldova (pressemeddelelse, 25. juni 2024)
Møder under tiltrædelseskonferencen
Tiltrædelsesforhandlingerne finder sted på regeringskonferencer (ofte kaldet "tiltrædelseskonferencer") mellem EU-medlemsstaternes og kandidatlandets ministre og ambassadører. Forhandlingerne omfatter en række fælles rettigheder og lovgivning ("gældende EU-ret") og er opdelt i forskellige kapitler eller klynger af kapitler, som dækker forskellige politikområder. Tiltrædelseskonferencerne kan finde sted på enten minister- eller stedfortræderplan.
EU holdt den første tiltrædelseskonference med Moldova 25. juni 2024 og åbnede dermed formelt tiltrædelsesforhandlingerne.
På den anden tiltrædelseskonference mellem EU og Moldova, der blev afholdt 15. juni 2026, indledte parterne forhandlinger om klynge 1, "grundprincipklyngen". Denne klynge dækker de demokratiske institutioners funktion, reform af den offentlige forvaltning og økonomiske kriterier og omfatter følgende forhandlingskapitler:
- kapitel 23 – Retsvæsen og grundlæggende rettigheder
- kapitel 24 – Retfærdighed, frihed og sikkerhed
- kapitel 5 – Offentlige udbud
- kapitel 18 – Statistikker
- kapitel 32 – Finansiel kontrol
På konferencen fastsatte EU foreløbige benchmarks for klynge 1 og for kapitel 23 og 24, som skal opfyldes, før forhandlingerne om denne klynge kan fortsætte. EU fastsatte også benchmarks for den foreløbige afslutning af kapitel 5, 18 og 32.
På Det Europæiske Råds møder forud for den anden tiltrædelseskonference opfordrede EU's ledere gentagne gange Rådet til straks at åbne forhandlingsklyngerne – begyndende med grundprincipklyngen – i overensstemmelse med udvidelsesmetoden og den meritbaserede tilgang.
Årlig statusrapport
Hvert år gør Rådet status over de hidtidige fremskridt, som de enkelte EU-kandidatlande og ‑partnerlande, herunder Moldova, har gjort på deres vej mod EU.
16. december 2025 udsendte det danske formandskab for Rådet konklusioner, der fik politisk støtte fra 26 EU-medlemsstater.
Det Østlige Partnerskab
Sideløbende med udvidelsesprocessen samarbejder EU og Moldova også om at styrke de politiske og økonomiske forbindelser, bl.a. gennem Det Østlige Partnerskab.
Associeringsaftale mellem EU og Moldova
Efter at associeringsaftalen mellem EU og Moldova havde fundet midlertidig anvendelse fra 1. september 2014, trådte den fuldt ud i kraft 1. juli 2016. Associeringsaftalen giver Moldova mulighed for at drage fordel af et frihandelsområde (vidtgående og bred frihandelsaftale).
Associeringsrådet
Associeringsrådet er et formelt organ, der er oprettet i henhold til associeringsaftalen mellem EU og Moldova for at overvåge og føre tilsyn med gennemførelsen af aftalen.
Niende møde i Associeringsrådet EU-Moldova, der fandt sted 4. juni 2025, havde fokus på Moldovas EU-tiltrædelsesproces, politisk dialog og reformer, samarbejde og konvergens på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område og økonomisk og sektorspecifikt samarbejde.
Visumliberalisering
Visumliberaliseringen trådte i kraft 28. april 2014. Den visumfrie ordning med Moldova fremmer rejser, erhvervsliv og mellemfolkelige kontakter. Den er et eksempel på de fremskridt, der er opnået for at styrke mobiliteten med partnerne i Det Østlige Partnerskab.
Roaming
1. januar 2026 blev Moldova integreret i EU's område for "roaming til hjemmetakst". Dette betyder, at moldovere i EU og EU-borgere i Moldova nu kan ringe, sende tekstbeskeder og bruge mobildata uden ekstra omkostninger.
Foranstaltningen vil bidrage til yderligere at integrere Moldova i EU's indre marked, som er et af hovedmålene med associeringsaftalen mellem EU og Moldova.
Handelsforbindelser mellem EU og Moldova
Handelsforbindelserne mellem EU og Moldova bestemmes af det frihandelsområde, der er oprettet i henhold til den vidtgående og brede frihandelsaftale (DCFTA), der er en del af associeringsaftalen.
Den vidtgående og brede frihandelsaftale:
- fjerner importtolden på de fleste varer, der handles mellem EU og Moldova
- giver begge parter bred gensidig adgang til handel med tjenesteydelser
Derudover kan både virksomheder i EU og Moldova oprette et datterselskab eller en filial på et ikkediskriminerende grundlag. Det betyder, at de ved etableringen af en virksomhed behandles som nationale virksomheder på partnerens marked.
De varer, der handles mest mellem EU og Moldova, omfatter maskiner og apparater, produkter fra kemiske eller beslægtede industrier, transportudstyr og mineralske produkter.
Handelstal
EU er Moldovas langt største handelspartner og tegnede sig for over halvdelen af dets samlede varehandel i 2025, som genererede en omsætning på over 7 mia. €. Moldovas næststørste handelspartner er Kina, der tegner sig for over 13 % af landets handel, efterfulgt af Ukraine (10 %).
Andelen af Moldovas varehandel med Rusland er faldet betydeligt og udgør nu kun 2,2 % af Moldovas samlede varehandel.
- EU: 55,9 %
- Kina: 13,1 %
- Ukraine 10,3 %
- Tyrkiet: 7,2 %
- Rusland: 2,2 %
- Andre: 11,3 %
Økonomisk støtte til Moldova
Makrofinansiel bistand
EU er den største yder af finansiel bistand til Moldova. Mere end 2,2 mia. € er blevet mobiliseret siden 2021.
Efter Ruslands militære aggression mod Ukraine og den negative indvirkning, den har på Moldovas økonomiske og finansielle stabilitet, besluttede Rådet 4. april 2022 at foretage en ny makrofinansiel bistandstransaktion på 150 mio. € i form af lån og gavebistand til Republikken Moldova.
Udbetalingen begyndte i 2022 og består af tre trancher, der frigives mellem 2022 og 2024.
Vækstplan
For at støtte Moldovas integration i EU forelagde Kommissionen 10. oktober 2024 en vækstplan for Moldova. Planen har til formål at fremme socioøkonomisk konvergens med EU og fremskynde grundlæggende reformer. Den bygger på tre søjler:
- støtte til Moldovas socioøkonomiske og grundlæggende reformer
- forbedring af Moldovas adgang til EU's indre marked
- forhøjelse af den finansielle støtte i 2025-2027 gennem en særlig reform- og vækstfacilitet for Moldova
18. marts 2025 gav Rådet endeligt grønt lys til planens finansielle søjle, reform- og vækstfaciliteten. Faciliteten vil støtte Moldova fra 2025 til 2027 og forventes at yde op til 385 mio. € i tilskud og 1,5 mia. € i lån.
Dette er EU's største finansielle støttepakke siden Moldovas uafhængighed og kommer oven i anden betydelig EU-støtte til landet.
Sikkerhed og forsvar
Sikkerheds- og forsvarspartnerskab
21. maj 2024 undertegnede EU og Moldova et sikkerheds- og forsvarspartnerskab på ottende møde i Associeringsrådet EU-Moldova. Moldova er det første land, der har undertegnet sådan et partnerskab med EU.
Dette partnerskab fremmer dialog og samarbejde på områder som:
- imødegåelse af hybride trusler
- cybersikkerhed
- bekæmpelse af desinformation
- uddannelse og kapacitetsopbygning
Det baner også vej for undersøgelse af nye muligheder og områder for samarbejde om sikkerhed og forsvar.
EU's partnerskabsmission i Moldova
EU iværksatte partnerskabsmissionen i Republikken Moldova (EUPM) i maj 2023. Missionens mandat er senest blevet forlænget indtil 31. maj 2027.
Målet med denne civile mission er at gøre landets sikkerhedssektor mere modstandsdygtig inden for områderne krisestyring og hybride trusler, herunder cybersikkerhed og imødegåelse af udenlandsk informationsmanipulation og indblanding.
EUPM hjælper Moldova og regionen som helhed med at styrke deres stabilitet og sikkerhed.
Den europæiske fredsfacilitet
Mellem 2021 og 2026 tildelte EU 317 mio. € i finansiering gennem den europæiske fredsfacilitet (EPF) til støtte for Moldovas væbnede styrkers modernisering og operationelle effektivitet.
Moldova er dermed den næststørste modtager af bistand inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet, kun overgået af Ukraine.
Støtte efter Ruslands militære aggression mod Ukraine
Humanitær bistand og civilbeskyttelse
Siden begyndelsen af Ruslands krig mod Ukraine er mere end 1,8 millioner mennesker på flugt fra krigen rejst til Moldova, som stadig huser over 127 000 ukrainske flygtninge. Mellem 2022 og 2025 har EU afsat 84 mio. € i humanitær bistand til Moldova.
Moldova aktiverede EU-civilbeskyttelsesmekanismen for at støtte ukrainere, der ankommer til Moldova. EU-medlemsstaterne har tilbudt Moldova forskellige former for bistand, bl.a. husly, hygiejnesæt og strømgeneratorer.
Grænseforvaltning
Rådet undertegnede en statusaftale med Moldova om operationelle aktiviteter, som udføres af Frontex. Aftalen gør det muligt for Frontex at indsætte personale til at bistå de moldoviske myndigheder med grænseforvaltningsopgaver såsom registrering og grænsekontrol.
Midlertidig handelsliberalisering
I 2022 vedtog Rådet en forordning om en midlertidig liberalisering af handelen med syv moldoviske landbrugsprodukter, som endnu ikke er fuldt ud liberaliserede: tomater, hvidløg, spisedruer, æbler, kirsebær, blommer og druesaft. Denne foranstaltning blev senest forlænget indtil 24. juni 2024 og betød, at Moldova som minimum kunne fordoble sin eksport af disse produkter til EU uden told.
18. september 2025 besluttede Rådet at øge markedsadgangen for de syv produkter. Målet er at gå fra en midlertidig ordning til en langsigtet aftale, der skaber økonomisk stabilitet og fremmer handelsstrømmene, samtidig med at følsomme landbrugssektorer i EU beskyttes.
Aftalen vil indeholde solide sikkerhedsforanstaltninger mod markedsforvridning. Markedsadgangen er betinget og vil være baseret på Moldovas gradvise tilpasning til specifikke EU-landbrugsfødevarestandarder senest i 2027.
- Moldova: EU tager skridt til at fjerne told på syv landbrugsprodukter (pressemeddelelse, 18. september 2025)
- Ukraine og Moldova: Rådet godkender fornyelse af EU's autonome handelsforanstaltninger (pressemeddelelse, 13. maj 2024)
Energi
16. marts 2022 blev der foretaget en vellykket synkronisering af Ukraines og Moldovas elnet med det europæiske kontinentale net.
Sanktioner som reaktion på handlinger, der destabiliserer Moldova
28. april 2023 vedtog Rådet en ny retlig ramme for målrettede restriktive foranstaltninger, som giver EU mulighed for at indføre sanktioner mod personer, der er ansvarlige for at støtte eller gennemføre handlinger, der underminerer eller truer:
- Republikken Moldovas suverænitet og uafhængighed
- demokratiet, retsstatsprincippet, stabiliteten eller sikkerheden i landet
Denne retlige ramme for målrettede restriktive foranstaltninger blev vedtaget efter anmodning fra Republikken Moldova.
I henhold til denne sanktionsordning kan EU f.eks. gå efter personer, der hindrer eller underminerer den demokratiske politiske proces (f.eks. afholdelse af valg) eller forsøger at omstyrte den forfatningsmæssige orden, bl.a. gennem voldshandlinger. Fremtidige restriktive foranstaltninger kan også være rettet mod personer, der begår alvorlige finansielle forseelser i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital.
Sanktionsordningen gælder for 29 personer og fem enheder og blev senest forlænget indtil 29. april 2027.
Sanktionerne består af indefrysning af aktiver, et forbud mod at stille pengemidler til rådighed for personer og enheder, der er omfattet af sanktioner, og et forbud mod indrejse i EU for fysiske personer, der er omfattet af sanktioner.
Bestræbelser på at destabilisere Republikken Moldova er steget mærkbart siden begyndelsen af den russiske angrebskrig mod Ukraine og udgør en direkte trussel mod stabiliteten og sikkerheden ved EU's ydre grænser.
Relaterede dokumenter og publikationer
Seneste gennemgang: 13. juli 2026