- Internationalt topmøde
Topmøde mellem EU og Indien, 27. januar 2026
Vigtigste resultater
Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, repræsenterede EU på 16. topmøde mellem EU og Indien i New Delhi. Indiens premierminister, Narendra Modi, var vært for topmødet.
Topmødet sender et klart budskab til verden.
I en tid, hvor verdensordenen er under gennemgribende forandring, står Den Europæiske Union og Indien sammen som strategiske og pålidelige partnere.
Formand António Costa
Topmødet var en lejlighed til at levere resultater i forbindelse med det strategiske partnerskab mellem EU og Indien i form af afslutningen af forhandlingerne om frihandelsaftalen og undertegnelsen af sikkerheds- og forsvarspartnerskabet mellem EU og Indien.
Yderligere samarbejde på tværs af centrale politikområder som omstillingen til ren energi og mellemfolkeligt samarbejde samt regionale og multilaterale spørgsmål var også på dagsordenen.
Lederne vedtog en fælles erklæring ved topmødets afslutning.
Det strategiske partnerskab mellem EU og Indien
Lederne understregede deres tilsagn om at opgradere det strategiske partnerskab mellem EU og Indien til et højere niveau baseret på fælles værdier og principper, herunder demokrati, menneskerettigheder, pluralisme, retsstatsprincippet og den regelbaserede internationale orden med FN i centrum.
Handel
Lederne glædede sig over den vellykkede afslutning af forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og Indien.
Handel er en afgørende geopolitisk stabiliserende faktor. Og en grundlæggende kilde til økonomisk vækst. Handelsaftaler styrker den regelbaserede økonomiske orden og fremmer fælles velstand.
Formand António Costa
Den Europæiske Union og Indien udgør tilsammen næsten en femtedel af verdenshandelen og ca. 25 % af verdens befolkning. EU er Indiens næststørste handelspartner – lige efter Kina og foran USA – og tegner sig for 11,5 % af Indiens varehandel.
Handel mellem EU og Indien: fakta og tal
Sikkerheds- og forsvarspartnerskab
Lederne hilste undertegnelsen af sikkerheds- og forsvarspartnerskabet mellem EU og Indien velkommen.
Denne ramme vil bidrage til at uddybe forbindelserne inden for bl.a. maritim sikkerhed, forsvarsindustri og -teknologi, cybertrusler og hybride trusler, rummet og terrorbekæmpelse.
Velstand eksisterer ikke uden sikkerhed. Styrkelse af vores samarbejde for bedre at beskytte vores borgere og vores fælles interesser. Samarbejde om at imødegå alle de sikkerhedstrusler, vi står over for i den indopacifiske region, i Europa og resten af verden. Opnåelse af et nyt niveau af strategisk tillid mellem os. Det er betydningen af vores aftale om et sikkerheds- og forsvarspartnerskab.
Formand António Costa
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Regionalt og multilateralt samarbejde
Multilateralisme
Lederne understregede vigtigheden af et effektivt multilateralt system med De Forenede Nationer i centrum.
De fremhævede, at det er nødvendigt med en omfattende reform af FN's Sikkerhedsråd for at gøre det mere repræsentativt, inkluderende, gennemsigtigt, effektivt, demokratisk og ansvarligt og sikre, at det afspejler de aktuelle geopolitiske realiteter bedre.
Fælles erklæring
De understregede også Verdenshandelsorganisationens centrale rolle i det multilaterale handelssystem og den globale handelsstyring og påpegede, at organisationen bør reformeres, så den er bedre tilpasset alle medlemmers mål.
Den indopacifiske region
Lederne understregede vigtigheden af et tæt samarbejde om regionale og globale sikkerhedsspørgsmål og anerkendte, at Europas og den indopacifiske regions sikkerhed og velstand er indbyrdes forbundne.
Som verdens største demokratier og fortalere for multilateralisme har Den Europæiske Union og Indien et medansvar for at opretholde folkeretten med De Forenede Nationers pagt i centrum.
Formand António Costa
Rådet godkendte i oktober 2025 konklusioner om gennemførelsen af EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region, hvori det understreges, at EU bør yderligere intensivere sit strategiske fokus, sin tilstedeværelse, sin synlighed og sin indsats i den indopacifiske region med henblik på at bidrage til fælles stabilitet, sikkerhed, velstand og bæredygtig udvikling.
Ruslands krig mod Ukraine
Lederne udtrykte bekymring over den igangværende krig, som bliver ved med at forårsage enorme menneskelige lidelser og har globale konsekvenser.
EU og Indien vil fortsætte med at støtte bestræbelserne på at opnå en omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine gennem dialog og diplomati på grundlag af principperne i FN-pagten og folkeretten, herunder uafhængighed, suverænitet og territorial integritet.
Mellemøsten
Sikkerheds- og forsvarspartnerskaber
Lederne noterede sig vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 2803 af 17. november 2025 og opfordrede alle parter til at gennemføre resolutionen i sin helhed.
De gentog, at de er rede til at støtte bestræbelserne på at opnå en retfærdig og varig fred, og understregede behovet for uhindret humanitær adgang.
De opfordrede også til en retfærdig og varig løsning baseret på gennemførelsen af tostatsløsningen gennem dialog og diplomati.
EU's og Indiens ledere drøftede også den seneste foruroligende udvikling i Iran og regionen. De understregede vigtigheden af dialog og diplomati med henblik på at løse problemer på en fredelig måde.
EU's holdning til situationen i Mellemøsten
På vej mod 2030: fælles omfattende strategisk dagsorden mellem Indien og EU
Lederne vedtog en fælles omfattende strategisk dagsorden, der har til formål at øge og uddybe samarbejdet for at levere gensidigt fordelagtige, konkrete og forandringsskabende resultater for både partnere og for resten af verden.
Velstand og bæredygtighed
I en situation med global usikkerhed og forstyrrelser er tættere økonomiske bånd mellem Indien og EU vigtigere end nogensinde for at fremme vækst, jobskabelse, grøn omstilling, industriel udvikling og mere robuste, bæredygtige og pålidelige forsyningskæder.
Fælles erklæring
EU's og Indiens ledere forpligtede sig til at sikre fuld gennemførelse af frihandelsaftalen. De vil også arbejde på at øge de bilaterale investeringer for at fremskynde den private sektors engagement i at styrke udvalgte værdikæder.
Teknologi og innovation
EU og Indien vil øge samarbejdet i hele værdikæden og knytte øget forskning og innovation til virksomhedsengagement og markedsoperationalisering.
De vil også fortsætte med at fremme digital offentlig infrastruktur, udveksle bedste praksis om reguleringsmæssige rammer og samarbejde om nye teknologier med henblik på at opbygge cybersikre pålidelige digitale økosystemer og fremme samarbejdet inden for ren teknologi.
EU og Indien vil yderligere styrke samarbejdet om fremspirende teknologier, innovation og forskning, bl.a. ved at oprette innovationsknudepunkter mellem EU og Indien og lancere et opstartspartnerskab mellem EU og Indien. Lederne blev også enige om at indlede sonderende drøftelser om Indiens associering med Horisont Europa.
Klimaindsats
Lederne bekræftede også på ny vigtigheden af Parisaftalen og blev enige om at arbejde tæt sammen for at sikre en effektiv gennemførelse heraf og øge den globale indsats.
EU og Indien afgav tilsagn om at fremskynde samarbejdet om omstillingen til ren energi og energimodstandsdygtighed inden for rammerne af partnerskabet mellem EU og Indien om ren energi og klima.
Lederne blev også enige om at styrke samarbejdet om miljøspørgsmål og uddybe samarbejdet om den cirkulære økonomi, biodiversitet, vandresiliens og sikkerhed.
Sikkerhed og forsvar
Geopolitiske realiteter og voksende tværregionale sikkerhedstrusler kræver et tættere samarbejde mellem EU og Indien.
Fælles erklæring
EU og Indien vil øge beredskabet på tværs af områder – fra maritim sikkerhed til hybride trusler, terrorbekæmpelse, rumsikkerhed og grænseoverskridende kriminalitet – og samtidig uddybe krisestyringsengagementet og det gensidigt fordelagtige samarbejde mellem forsvarsindustrien.
Konnektivitet og globale spørgsmål
EU og Indien vil samarbejde om at forbedre den regionale konnektivitet. Begge parter vil gennemføre trilaterale samarbejdsprojekter på områder som ren energi, modstandsdygtighed over for klimaændringer, grøn mobilitet og digitalisering.
Mellemfolkeligt samarbejde
Lederne fremhævede, at uddannelse og mellemfolkelige bånd er blevet afgørende katalysatorer for det strategiske partnerskab mellem Indien og EU.
De så med tilfredshed på indgåelsen af den omfattende samarbejdsramme for mobilitet mellem Indien og EU og bekræftede på ny deres tilsagn om at styrke samarbejdet om sikker og regulær migration for højt kvalificeret arbejdskraft, studerende, forskere og sæsonarbejdere i erhverv med mangel på arbejdskraft og samtidig styrke samarbejdet om bekæmpelse af irregulær migration.
Indiens nationaldag
26. januar var formand António Costa og formand Ursula von der Leyen æresgæster ved fejringen af Indiens 77. nationaldag.
Det skal ses som udtryk for den voksende nærhed, dybde og dynamik i forbindelserne mellem Indien og EU og deres fælles engagement og fælles interesse i at forme en modstandsdygtig multipolær verdensorden, der understøtter fred og stabilitet, økonomisk vækst og bæredygtig udvikling.
Fælles erklæring
Dette var første gang, at EU's ledere deltog som æresgæster i nationaldagens fejring og parade, hvilket signalerer en styrkelse af de bilaterale forbindelser mellem EU og Indien.
Baggrund
Topmødet fandt sted under stadig mere positive forbindelser mellem EU og Indien i de seneste år og det vedvarende engagement på højt plan på alle områder.
I oktober 2025 godkendte EU-Rådet den nye strategiske dagsorden mellem EU og Indien og dens mål om at videreudvikle forbindelserne mellem EU og Indien.
Pressemeddelelser
Presseinformation
Pressekontakter
-
Maria Tomasik Spokesperson for the European Council President
- +32 470 88 23 83
- +32 2 281 51 50
-
Beatriz Navarro Deputy spokesperson for the European Council President
- +32 471 33 22 92
- +32 2 281 51 50
-
Symeon Piperidis Press officer
- +32 478 83 12 21
- +32 2 281 84 72
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
Øvrige samlinger: Internationalt topmøde
Se flere møderSeneste gennemgang: 8. juni 2026