- Internationalt topmøde
Topmøde mellem EU og Republikken Korea, 10. juni 2026
Vigtigste resultater
11. topmøde mellem EU og Republikken Korea var en lejlighed til at fremme det strategiske partnerskab mellem EU og Republikken Korea i alle dets dimensioner. Topmødet viste, at begge partnere er forudsigelige og pålidelige og skaber konkrete fordele for hinanden.
António Costa, formand for Det Europæiske Råd, og Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, repræsenterede EU. Præsident Lee Jae Myung repræsenterede Republikken Korea.
På vores topmøde i dag fremmede vi det strategiske partnerskab mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea yderligere, styrkede vores samarbejde over hele linjen og bidrog yderligere til vores borgeres velstand og sikkerhed.
Formand António Costa
Lederne gjorde status over de fremskridt, der er gjort de seneste tre år siden sidste topmøde mellem EU og Republikken Korea, for yderligere at uddybe deres bilaterale samarbejde på områder af strategisk betydning som handel, investeringer, forsvar og sikkerhed, digitale teknologier, energi og forskning.
De drøftede også den aktuelle geopolitiske udvikling.
Ved topmødets afslutning udsendte EU og Republikken Korea en fælles erklæring.
Velstand og økonomi
EU og Republikken Korea blev enige om at lancere partnerskabet mellem EU og Republikken Korea om konkurrenceevne for at øge konkurrenceevnen og den økonomiske modstandsdygtighed på en struktureret måde. For at uddybe samarbejdet yderligere godkendte lederne også etableringen af den økonomiske dialog på højt plan mellem EU og Republikken Korea.
Lederne fremhævede betydningen af deres solide og blomstrende økonomiske partnerskab, som er baseret på frihandelsaftalen mellem EU og Republikken Korea.
Siden frihandelsaftalens ikrafttræden er den bilaterale handel og de bilaterale investeringer steget betydeligt. I gennemsnit steg varehandelen med 5,3 % hvert år mellem 2011 og 2025.
EU og Republikken Korea vil fortsætte med at samarbejde om økonomisk sikkerhed og nye handelsspørgsmål og fremme diversificerede og robuste forsyningskæder gennem strategisk diversificering.
Aftale om digital handel
Lederne glædede sig over undertegnelsen af aftalen om digital handel mellem EU og Republikken Korea, som vil styrke deres digitale partnerskab yderligere og fremme innovationsdrevet vækst.
Formålet med aftalen, der supplerer frihandelsaftalen, er at skabe fælles regler på områder som grænseoverskridende datastrømme, elektroniske kontrakter, digitale signaturer, forbrugerbeskyttelse og onlinehandel.
Handel mellem EU og Republikken Korea: fakta og tal
Internationale spørgsmål
EU og Republikken Korea bekræftede på ny deres fælles engagement i multilateralisme, den regelbaserede internationale orden og et mere effektivt og omkostningseffektivt FN. Topmødet viste værdien af et åbent og konstruktivt samarbejde om at håndtere de aktuelle geopolitiske udfordringer.
Vi er ligesindede partnere og deler overbevisningen om, at internationalt samarbejde, stabilitet og forudsigelighed samt en åben, fri og regelbaseret orden fortsat er den bedste måde at styrke vores fælles sikkerhed og velstand på.
Formand António Costa
Ruslands angrebskrig mod Ukraine
Lederne fordømte Ruslands krig mod Ukraine, understregede vigtigheden af en fuldstændig våbenhvile og bekræftede på ny deres støtte til retfærdig og varig fred.
EU og Republikken Korea er fast besluttet på at støtte Ukraines genopretning og genopbygning og drøftede, hvordan de kan øge deres støtte til Ukraine.
Lederne opfordrede også indtrængende Rusland og Nordkorea til øjeblikkeligt at indstille alt militært samarbejde og overholde FN-pagten og alle relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.
Den Koreanske Halvø
Lederne udtrykte alvorlig bekymring over Nordkoreas gentagne ulovlige affyringer af ballistiske missiler og bekræftede på ny deres engagement i en fuldstændig atomafrustning af Den Koreanske Halvø.
EU og Republikken Korea gentog også deres engagement i fred og stabilitet på Den Koreanske Halvø.
Vi støtter Republikken Koreas bestræbelser på at genoptage dialogen mellem de to Koreaer gennem proaktive nedtrapnings- og tillidsskabende tiltag, der har til formål at opnå fredelig sameksistens og fælles vækst på Den Koreanske Halvø ved at udvide udvekslingerne mellem de to Koreaer, normalisere forbindelserne og opnå atomafrustning.
Fælles erklæring
Mellemøsten
Lederne drøftede den seneste udvikling i Mellemøsten og opfordrede til:
- nedtrapning og tilbageholdenhed
- fri sejlads og sikker transitpassage i Hormuzstrædet
- beskyttelse af civile og civil infrastruktur
- alle parters fulde overholdelse af folkeretten
Den indopacifiske region
Lederne gentog deres støtte til retten til fri sejlads og overflyvning, bl.a. i Det Sydkinesiske Hav.
De understregede, at det er vigtigt at opretholde fred og stabilitet i hele Taiwanstrædet, og var imod ensidige forsøg på at ændre status quo i den indopacifiske region.
Sikkerhed og forsvar
Lederne så med tilfredshed på de første skridt i gennemførelsen af sikkerheds- og forsvarspartnerskabet mellem EU og Republikken Korea, der blev undertegnet i november 2024.
EU og Republikken Korea understregede deres vilje til at forstærke deres samarbejde inden for:
- maritim sikkerhed
- cybertrusler og hybride trusler
- bekæmpelse af udenlandsk informationsmanipulation og indblanding
- styrkelse af den nukleare nedrustnings-, ikkesprednings- og våbenkontrolarkitektur
- sikker og bæredygtig udnyttelse og udforskning af rummet
- forsvarsinitiativer, bl.a. forsvarsindustrispørgsmål
Sikkerheds- og forsvarspartnerskaber
Digital og grøn omstilling
Lederne drøftede, hvordan de sammen kan iværksætte konkrete tiltag for at sætte skub i:
- AI-innovation og -konkurrenceevne
- det digitale partnerskab mellem EU og Republikken Korea, der blev undertegnet i 2022
- den internationale udvidelse af nystartede deep tech-virksomheder fra EU og Republikken Korea
- samarbejde inden for forskning og innovation
- energisikkerhed og -omstilling, herunder bestræbelser med henblik på sikre og bæredygtige lavemissionsteknologier
- bestræbelser på at holde målet om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 °C inden for rækkevidde
- omstilling til en mere cirkulær økonomi
- maritimt samarbejde og beskyttelse af havene
Mellemfolkelige udvekslinger
De stærkeste partnerskaber opbygges ikke kun af institutioner, men af mennesker. Og dette topmøde finder sted på et tidspunkt, hvor vores befolkningers bånd inden for uddannelse, kultur og innovation er tættere end nogensinde.
Formand António Costa
EU og Republikken Korea anerkendte vigtigheden af mellemfolkelige udvekslinger for at fremme gensidig forståelse og bekræftede, at de vil fortsætte med at arbejde tæt sammen inden for uddannelse, kultur, forskning og færdigheder.
De sigter mod yderligere at fremme udvekslinger på uddannelsesområdet og samarbejdsprojekter mellem videregående uddannelsesinstitutioner, især som led i Erasmus+-programmet og Marie Skłodowska-Curie-aktiviteterne.
Forrige topmøde
Det forrige topmøde i 2023 sendte et stærkt budskab om øget samarbejde mellem to ligesindede partnere.
EU's og Koreas ledere lancerede også det grønne partnerskab mellem EU og Republikken Korea.
Pressemeddelelser
Presseinformation
Pressekontakter
-
Beatriz Navarro Deputy spokesperson for the European Council President
- +32 471 33 22 92
- +32 2 281 51 50
-
Maria Tomasik Spokesperson for the European Council President
- +32 470 88 23 83
- +32 2 281 51 50
-
Magdalena Buchowska Press officer
- +32 470 88 16 32
- +32 2 281 42 02
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
Øvrige samlinger: Internationalt topmøde
Se flere møderSeneste gennemgang: 11. juni 2026