Skip to content

EU-sanktioner mod Nordkorea

EU har indført sanktioner over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea som reaktion på landets nukleare aktiviteter og aktiviteter vedrørende ballistiske missiler og dets militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Nordkoreas aktiviteter i forbindelse med masseødelæggelsesvåben

Siden 2006 har EU gradvist indført restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea) som reaktion på landets aktiviteter vedrørende udvikling af atomvåben og ballistiske missiler, som udgør en alvorlig trussel mod international fred og sikkerhed.

Hvorfor sanktioner?

Nordkoreas programmer vedrørende atomvåben, ballistiske missiler og andre masseødelæggelsesvåben underminerer den globale ikkesprednings- og nedrustningsordning, som EU har været en urokkelig fortaler for i årtier.

EU fordømmer Nordkoreas nukleare aktiviteter og aktiviteter vedrørende ballistiske missiler og opfordrer Nordkorea til at opfylde sine forpligtelser i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolutioner ved at give afkald på alle sine atomvåben, andre masseødelæggelsesvåben, programmer for ballistiske missiler og eksisterende nukleare programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde samt indstille alle relaterede aktiviteter.

Restriktive foranstaltninger har til formål at lægge pres på Nordkorea for at få landet til at indstille sine destabiliserende handlingerog opfylde internationale forpligtelser.

Hvori består sanktionerne?

EU gennemfører ikke blot FN's sanktioner, men har også sin egen autonome sanktionsordning over for Nordkorea, som supplerer og skærper FN's sanktioner.

EU's sanktionsordning over for Nordkorea er nu en af de mest restriktive ordninger, der er i kraft.

FN-sanktioner

Det første sæt restriktive foranstaltninger blev indført efter FN's Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006), der blev vedtaget kort efter Nordkoreas første atomprøvesprængning 9. oktober 2006. FN's Sikkerhedsråd har gentagne gange vedtaget nye foranstaltninger og efterfølgende forlænget de eksisterende foranstaltninger.

I FN's resolutioner opfordres Nordkorea også til igen at tilslutte sig traktaten om ikkespredning af kernevåben (NPT), som landet havde tilsluttet sig i 1985, men trak sig ud af i 2003.

EU gennemfører FN's sanktioner ved EU-lovgivning.

EU-sanktioner

I 2016 vedtog EU-Rådet yderligere autonome restriktive foranstaltninger over for Nordkorea som supplement til FN's sanktioner med den begrundelse, at Nordkoreas handlinger udgør en alvorlig trussel mod den internationale fred og sikkerhed i og uden for regionen.

EU's sanktioner over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea omfatter rejseforbud for enkeltpersoner, indefrysning af aktiver for enkeltpersoner og enheder og forbud mod at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for dem, der er opført på listen.

Sanktionerne omfatter også handel, varer og teknologi, der kan støtte Nordkoreas våbenprogram:

  • eksport- og importforbud (f.eks. af våben, ædelmetaller, nye helikoptere og fartøjer)
  • restriktioner vedrørende finansiel støtte til handel
  • investeringsbegrænsninger
  • et forbud mod finansiel bistand
  • obligatoriske inspektioner af al fragt til eller fra Nordkorea ad land-, sø- eller luftvejen
  • suspension af videnskabeligt og teknisk samarbejde
  • indrejse- og opholdsrestriktioner

Sanktionerede personer og enheder omfatter:

  • personer, der har haft ledende stillinger i institutioner, der er involveret i udviklingen af de ulovlige våbenprogrammer
  • personer, der er ansvarlige for at støtte eller fremme de ulovlige programmer
  • personer og enheder, der har deltaget i sanktionsomgåelsesaktiviteter, som kan generere pengemidler til de ulovlige programmer

Nordkoreas militære støtte til Rusland

Den Europæiske Union opfordrer indtrængende Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Rusland til at afstå fra enhver udveksling af militært udstyr, missilteknologi eller ammunition og til at overholde FN's Sikkerhedsråds flere på hinanden følgende resolutioner, som udtrykkeligt forbyder enhver form for våbeneksport eller -import, der involverer Nordkorea.

EU fordømmer enhver militær støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine fra Nordkoreas side.

I den forbindelse omfatter EU's foranstaltninger som reaktion på Ruslands angrebskrig mod Ukraine sanktioner mod:

  • personer og enheder, der er involveret i Nordkoreas våbenforsyning til Rusland
  • Den Demokratiske Folkerepublik Koreas forsvarsminister, Kang Sun-nam

Se også

Hvorfor EU vedtager sanktioner

Hvorfor EU vedtager sanktioner

Sanktionstyper, som EU vedtager

Sanktionstyper, som EU vedtager

Ikoner fra de tre EU-institutioner, der er involveret i vedtagelsen af sanktioner: Kommissionen, Rådet og Parlamentet.
Sådan vedtager og reviderer EU sanktioner

Sådan vedtager og reviderer EU sanktioner

Seneste gennemgang: 15. december 2024