Det europæiske semester i 2022
-
2022
-
12. juli Proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer: Rådet vedtager konklusioner
12. juli 2022 vedtog Rådet konklusioner om de dybdegående undersøgelser for 2022 under proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer.
Rådet (økonomi og finans) understreger, at proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer er en central procedure i det europæiske semester, og opfordrer til fortsat gennemførelse af proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer, herunder nøje overvågning af eksisterende og eventuelle nye ubalancer, idet der skelnes mellem cykliske og strukturelle faktorer, og af politiske fremskridt og behov.
Rådet gentog også, at proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer bør udnyttes fuldt ud og på en gennemsigtig og konsekvent måde, der sikrer medlemsstaternes engagement i proceduren, herunder aktivering af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer, hvor det er relevant.
-
21. juni Rådet godkender de landespecifikke henstillinger for 2022
Ministrene godkendte de landespecifikke henstillinger for 2022, der indeholder landespecifikke politiske retningslinjer for makroøkonomiske, finanspolitiske og budgetmæssige reformer, og sendte dem til Det Europæiske Råd til godkendelse.
Det europæiske semester er en cyklus til koordinering af de økonomiske politikker og finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitikkerne i EU. Det er en del af Den Europæiske Unions ramme for økonomisk styring.
I løbet af det europæiske semester tilpasser medlemsstaterne deres budgetpolitikker og økonomiske politikker til de regler, der er aftalt på EU-plan.
-
17. juni Det europæiske semester 2022: landespecifikke henstillinger godkendt
Rådet godkendte sine henstillinger for 2022 om medlemsstaternes økonomi-, beskæftigelses- og finanspolitikker.
Det Europæiske Råd forventes at godkende de landespecifikke henstillinger på et af sine kommende møder.
Derefter kan Rådet gå videre med den formelle vedtagelse, hvorved sidste fase af processen med det europæiske semester 2022 afsluttes.
-
22. marts Sammenfattende rapport 2022 og ajourført køreplan
På samlingen i Rådet (almindelige anliggender) forelagde det franske formandskab en sammenfattende rapport om Rådets bidrag til det europæiske semester i 2022, særligt bidrag til "efterårspakken", der blev offentliggjort i november 2021, og drøftelser, der har fundet sted i forskellige rådssammensætninger.
Formandskabet forelagde også en ajourført køreplan, der fastsætter datoerne for de vigtigste drøftelser.
Ministrene blev desuden enige om at fremsende udkastet til henstilling om den økonomiske politik i euroområdet til Det Europæiske Råd til godkendelse.
-
17. marts Forgrønnelse af det europæiske semester
Ministrene drøftede, hvordan det europæiske semester bedre kan integrere udfordringerne i forbindelse med en inklusiv og retfærdig grøn omstilling, samtidig med at det sikres, at de europæiske mål i kampen mod klimaændringer og for bevarelse af biodiversiteten nås.
Ministrene drøftede også, hvilke centrale principper og gode praksisser der bør styrkes i det europæiske semester for at tage hensyn til en retfærdig omstilling i de økonomiske politikker, navnlig hvad angår analyse af, hvordan virkningerne fordeler sig.
-
18. januar Rådet vedtager konklusioner om rapporten om varslingsmekanismen og om den årlige vækstundersøgelse
Økonomi- og finansministrene vedtog konklusioner om rapporten om varslingsmekanismen 2022 og om den årlige vækstundersøgelse 2022 og indledte derved den årlige proces med det europæiske semester for overvågning af medlemsstaternes økonomiske politikker, finanspolitikker og arbejdsmarkeds- og socialpolitikker. Ministrene godkendte også henstillingen om den økonomiske politik i euroområdet 2022, som vil blive forelagt Det Europæiske Råd til godkendelse i marts 2022.