Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 9. oktober 2015 11.00

Databeskyttelse i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager: Rådet parat til forhandlinger med EP

9. oktober 2015 vedtog Rådet sin forhandlingsposition til et udkast til direktiv om databeskyttelse. Det foreslåede direktiv skal beskytte personoplysninger, der behandles med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge straffelovsovertrædelser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner eller beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed. Denne enighed gør det muligt for det luxembourgske formandskab at indlede drøftelser med Europa-Parlamentet også om denne del af databeskyttelsespakken. Den anden del af pakken er den generelle forordning om databeskyttelse, som der allerede er indledt forhandlinger om med Parlamentet, efter at Rådet vedtog sin holdning 15. juni 2015. Der er kontakter i gang med Europa-Parlamentet med henblik på at tilrettelægge et første trepartsmøde med det mål at nå til enighed om hele databeskyttelsespakken inden årets udgang.

"Dagens enighed er et vigtigt skridt i retning af at afslutte EU's databeskyttelsesreform inden årets udgang"

Félix Braz, Luxembourgs justitsminister og formand for Rådet.

Formålet med udkastet til direktiv er at sikre et højt beskyttelsesniveau for personoplysninger og at lette udvekslingen af personoplysninger mellem retshåndhævende myndigheder i Den Europæiske Union. Beskyttelsen af personer i forbindelse med behandlingen af deres personoplysninger er en grundlæggende ret, der er fastlagt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Det nye direktiv finder anvendelse på både grænseoverskridende behandling af personoplysninger og politiets og retslige myndigheders behandling af personoplysninger på rent nationalt niveau. "Dette anvendelsesområde er vigtigt for en omfattende databeskyttelsesramme for borgere og myndigheder i alle 28 EU-lande", sagde Félix Braz. I modsætning hertil finder de nuværende EU-regler kun anvendelse på grænseoverskridende overførsel af personoplysninger. Dette har skabt vanskeligheder for politiet og andre retshåndhævende myndigheder inden for strafferetligt samarbejde og politisamarbejde. De nye regler vil øge den gensidige tillid mellem politiet og retslige myndigheder i EU.

Principperne i direktivudkastet er i overensstemmelse med de nuværende regler. Dette gælder også for landenes mulighed for at fastsætte højere beskyttelsesforanstaltninger end dem, der er fastlagt i direktivet. Sammenlignet med de nuværende regler udvides direktivudkastets anvendelsesområde til at dække beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed. Reglerne vil fortsat omfatte overførsel af personoplysninger til lande uden for EU og internationale organisationer. Den tilsynsmyndighed, der oprettes i henhold til den generelle forordning om databeskyttelse, vil kunne være den samme som den, der skal behandle spørgsmål, der henhører under direktivet. Det nye direktiv giver også registrerede ret til at modtage kompensation, hvis de har lidt skade som følge af en behandling, der er sket i strid med reglerne.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 13. januar 2024