- Det Europæiske Råd
- Erklæringer og bemærkninger
- 7. marts 2018 14.00
Erklæring fra formand Donald Tusk om udkastet til retningslinjer om rammen for de fremtidige forbindelser med UK
God eftermiddag. Jeg er meget glad for at være tilbage i Luxembourg. Og meget glad for at være her med min kollega og gode ven, premierminister Xavier Bettel, for at drøfte dagsordenen for Det Europæiske Råds møde i marts.
For to timer siden sendte jeg mit udkast til retningslinjer for vores forbindelser med UK til EU-27-landene. Jeg er her i Luxembourg for at høre premierministeren om disse retningslinjer, som jeg håber vil blive vedtaget på Det Europæiske Råds møde i marts. Det er ikke tilfældigt, at jeg endnu engang indleder mine høringer forud for et møde i Det Europæiske Råd her i Luxembourg med premierminister Xavier Bettel. Jeg værdsætter virkelig dine råd - altid meget konstruktive og ansvarlige.
Mit forslag viser, at vi ikke ønsker at opføre en mur mellem EU og UK. Tværtimod vil UK være vores nærmeste nabo, og vi ønsker at forblive venner og partnere også efter brexit. Partnere, der er så nære som muligt, ligesom vi har sagt fra den allerførste dag efter folkeafstemningen.
Og i denne ånd foreslår jeg et tæt samarbejde på følgende områder.
Da vi konfronteres med lignende sikkerhedstrusler, foreslår jeg for det første, at EU og UK fortsætter vores fælles kamp mod terrorisme og international kriminalitet. Den stigende globale ustabilitet kræver vores uafbrudte samarbejde om forsvar og udenrigsanliggender. Det handler om vores borgeres sikkerhed, der skal opretholdes efter brexit.
For det andet opfordrer vi UK til at deltage i EU's programmer inden for forskning og innovation samt uddannelse og kultur. Dette er afgørende for at bevare gensidigt fordelagtige og berigende personlige netværk på disse vigtige områder og for, at vores værdifællesskab også kan blomstre i fremtiden.
For det tredje er jeg fast besluttet på at undgå en særlig absurd konsekvens af brexit, nemlig forstyrrelser i flydriften mellem UK og EU. Med henblik herpå skal vi hurtigst muligt indlede drøftelser om dette spørgsmål.
Nu kommer vi så til det centrale for vores fremtidige økonomiske forbindelser. Under vores drøftelser sidste torsdag i London og i sin tale sidste fredag bekræftede premierminister Theresa May, at UK vil forlade det indre marked, toldunionen og Domstolens (EU-Domstolens) jurisdiktion. Det bør derfor ikke komme som en overraskelse, at den eneste tilbageværende mulige model er en frihandelsaftale. Jeg håber, at den vil være ambitiøs og avanceret – og vi vil gøre vores bedste, ligesom vi gjorde for nylig med andre partnere såsom Canada – men under alle omstændigheder vil det kun være en handelsaftale.
Jeg foreslår, at vi sigter mod en handelsaftale, der omfatter alle sektorer, og med toldfrihed for varer. I lighed med andre frihandelsaftaler bør den vedrøre tjenesteydelser. Og inden for fiskeri bør gensidig adgang til fiskerifarvande og -ressourcer bevares.
Denne positive tilgang ændrer ikke ved, at vi på grund af brexit glider fra hinanden. Dette vil faktisk være den første frihandelsaftale nogensinde, der løsner de økonomiske bånd i stedet for at styrke dem. Vores aftale vil ikke gøre handelen mellem UK og EU gnidningsfri eller mere smidig. Den vil gøre den mere kompliceret og dyr end i dag, for os alle. Dette er essensen af brexit.
For at opsummere vil vi indlede forhandlingerne om de fremtidige forbindelser med UK med en åben, positiv og konstruktiv indstilling, men også med realisme. Efter min opfattelse skal resultatet af forhandlingerne opfylde to vigtige krav:
– kravet om balance mellem rettigheder og forpligtelser. EU kan for eksempel ikke acceptere at tildele UK Norges rettigheder og Canadas forpligtelser
– kravet om det indre markeds integritet. Intet EU-land kan frit vælge udelukkende de sektorer i det indre marked, det synes om, eller kun acceptere Domstolens rolle, når det er til gavn for landet. En tilgang, hvor et ikke-EU-land kan vælge og vrage, er ligeledes udelukket. Vi vil ikke give afkald på disse principper. Det er ganske enkelt ikke i vores interesse.
Til sidst et par ord om et andet emne på topmødet i marts. Som følge af præsident Donald Trumps udtalelser er der risiko for en alvorlig handelsstrid mellem USA og resten af verden, bl.a. EU. Præsident Donald Trump har for nylig sagt, og jeg citerer: "Handelskrige er gode og nemme at vinde". Men sandheden er lige modsat: Handelskrige er dårlige og nemme at tabe. Jeg er derfor overbevist om, at tiden nu er inde til, at politikere på begge sider af Atlanterhavet handler ansvarligt.
I betragtning af at præsident Donald Trumps udtalelser kan have konsekvenser for vores borgere og de europæiske virksomheder, for ikke at nævne den globale økonomi, vil jeg foreslå, at EU's ledere på det kommende topmøde har en ekstraordinær handelsdebat. Vi bør have et klart mål for øje: at holde liv i verdenshandelen. Og om nødvendigt at beskytte europæerne mod uro på handelsmarkederne, herunder ved forholdsmæssige reaktioner i overensstemmelse med WTO. Tak.
Pressekontakter
-
Beatriz Navarro Deputy spokesperson for the European Council President
- +32 471 33 22 92
- +32 2 281 51 50
- @beanavarro
- @beanavarro.bsky.social
-
Maria Tomasik Spokesperson for the European Council President
- +32 470 88 23 83
- +32 2 281 51 50
- @maria_tomasik
- @mariatomasik.bsky.social
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024