Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 3. marts 2022 16.38

Rådet giver grønt lys til at indlede forhandlinger om international pandemitraktat

Rådet har vedtaget en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en international aftale om pandemiforebyggelse, -beredskab og -indsats. Afgørelsen baner også vej for forhandlinger om supplerende ændringer af det internationale sundhedsregulativ.

Olivier Véran, solidaritets- og sundhedsminister
Covid-19 har demonstreret betydningen af internationalt samarbejde om at bekæmpe globale trusler mod menneskers sundhed. Dette nye internationale instrument er derfor afgørende for, at vi kan reagere bedre i tilfælde af, at vi bliver ramt af andre pandemier. Det internationale samfund må og skal samarbejde om at sikre lige adgang til vacciner og behandlinger, garantere rettidig udveksling af data og oplysninger og håndtere sammenhængen mellem menneskers og dyrs og miljøets sundhed.
Olivier Véran, solidaritets- og sundhedsminister
Olivier Véran, solidaritets- og sundhedsminister

Afgørelsen bemyndiger Kommissionen for så vidt angår spørgsmål, der henhører under Unionens kompetence, til at forhandle en international aftale om pandemiforebyggelse, -beredskab og -indsats. Forhandlingsdirektiverne, der er knyttet som bilag til afgørelsen, beskriver aftalens mål og principper. Forhandlingsdirektiverne kan revideres og videreudvikles efter behov afhængigt af udviklingen i forhandlingerne.

Indsatsen over for covid-19

Covid-19 har illustreret behovet for øget beredskab og tættere samarbejde på globalt plan. Bedre samarbejde mellem forskningscentre overalt i verden og bedre koordinering af den internationale finansiering kan forbedre risikoovervågningen og vidensdelingen om nye smitsomme sygdomme. Global koordinering af lageropbygningen kan sikre, at landene har adgang til livsvigtige forsyninger. En pandemiaftale kan også medføre bedre indsatsmekanismer og tackle uligheder i adgangen til vacciner, lægemidler og diagnostik.

Baggrund

1. december 2021 nåede medlemmerne af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) til enighed om at starte processen med at udarbejde og forhandle sig frem til en konvention, en aftale eller et andet internationalt instrument i henhold til Verdenssundhedsorganisationens statutter for at styrke pandemiforebyggelse, ‑beredskab og ‑indsats.

Forslaget til en international pandemitraktat blev første gang bekendtgjort af formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, på Paris Peace Forum i Paris i november 2020. Opfordringen til en international pandemitraktat blev også fremhævet af G7-lederne i deres erklæring af 19. februar 2021.

På Det Europæiske Råds møde 25. februar 2021 fremhævede EU's ledere behovet for globalt multilateralt samarbejde for at imødegå nuværende og fremtidige sundhedstrusler og blev enige om at arbejde på en international pandemitraktat inden for rammerne af WHO og fremme den globale sundhedssikkerhed.

Næste skridt

Efter Verdenssundhedsforsamlingens beslutning 1. december blev det første møde i et mellemstatsligt forhandlingsorgan afholdt 24. februar 2022 for at nå til enighed om arbejdsmetoder og tidsfrister. Det mødes igen senest 1. august 2022 for at drøfte fremskridtene med et arbejdsudkast. Det vil derefter fremlægge en statusrapport på 76. verdenssundhedsforsamling i 2023 med henblik på at vedtage instrumentet senest i 2024.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 24. april 2025