"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Let adgang til selskabsoplysninger for investorer: foreløbig enighed opnået om det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP)
EU er tæt på at skabe et fælles adgangspunkt til offentlige finansielle og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om EU-selskaber og EU-investeringsprodukter. Forhandlere fra Rådet og Europa-Parlamentet nåede i dag til foreløbig enighed om 3 forslag om oprettelse af det fælles europæiske adgangspunkt (ESAP), som er en del af handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen.
Dagens enighed er en god nyhed for både europæiske virksomheder og investorer i hele verden. Vi er tæt på at skabe en platform, der vil gøre det meget lettere at finde og sammenligne investeringsprodukter og -virksomheder, bl.a. SMV'er, som er bæredygtige og har en klar finansiel fremtid. Dette vil hjælpe europæiske virksomheder med at blive endnu mere attraktive for investorer.
Elisabeth Svantesson, Sveriges finansminister
Gratis, brugervenlig, centraliseret og digital adgang til finansielle og bæredygtighedsrelaterede oplysninger, der offentliggøres af europæiske virksomheder, herunder små virksomheder, vil lette beslutningsprocessen for mange investorer, bl.a. detailinvestorer. Ved at øge informationsstrømmen, også på tværs af grænserne, og ved at øge den digitale anvendelse af disse oplysninger vil ESAP yderligere fremme integrationen af finansielle tjenesteydelser og kapitalmarkeder i Unionen og bidrage til at nå målene i kapitalmarkedsunionen.
ESAP pålægger ikke europæiske virksomheder yderligere oplysningskrav. Det skyldes, at ESAP vil give adgang til oplysninger, der allerede er offentliggjort i henhold til de relevante EU-direktiver og -forordninger. Oplysninger om bæredygtighed vil blive gjort tilgængelige tidligt på ESAP, hvilket vil understøtte målene i den europæiske grønne pagt.
I henhold til den foreløbige aftale forventes det, at ESAP-platformen bliver tilgængelig fra sommeren 2027, og at den bliver gradvist indfaset for at muliggøre en effektiv gennemførelse. Denne indfasning skal på grundlag af sammenhængende faser sikre, at EU-forordninger og -direktiver bliver omfattet af ESAP inden for 4 år under hensyn til deres prioritet. Det sikrer, at der er nok tid til at fastlægge og gennemføre de nødvendige tekniske aspekter af projektet. I løbet af denne periode vil der også blive foretaget en regelmæssig vurdering af ESAP's funktion og en revisionsklausul, der bør sikre, at platformen imødekommer brugernes behov og er effektiv teknisk set.
Fra starten (fase 1) blev medlovgiverne enige om, at anvendelsesområdet bør omfatte oplysninger i henhold til short selling-forordningen (EU) nr. 236/2012, prospektforordningen (EU) 2017/1129 og gennemsigtighedsdirektivet 2004/109/EF.
6 måneder efter offentliggørelsen af ESAP (48 måneder efter ikrafttrædelsen) indledes fase 2. Anvendelsesområdet for fase 2 vil være ret stort og bl.a. omfatte oplysninger i henhold til bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (SFDR-forordningen), forordningen om kreditvurderingsbureauer og benchmarkforordningen.
I 3. og sidste fase tilføjes relevante oplysninger fra omkring 20 yderligere retsakter til anvendelsesområdet, herunder kapitalkravsforordningen (CRR), forordningen om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR) og forordningen om europæiske grønne obligationer (EuGB).
Enigheden er foreløbig, da den stadig skal bekræftes af Rådet og Parlamentet, før den kan vedtages formelt.
Baggrund
Dette forslag er en del af pakken om kapitalmarkedsunionen, som Kommissionen fremlagde 25. november 2021. Rådet nåede til enighed om sin holdning til forslaget 29. juni 2022. Trepartsforhandlingerne med Europa-Parlamentet begyndte 8. marts 2023 og sluttede med dagens foreløbige enighed.