Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 28. juli 2023 17.45

Den Demokratiske Republik Congo: EU listeopfører ni personer, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne og for at holde gang i den væbnede konflikt, ustabiliteten og usikkerheden

Rådet indførte i dag restriktive foranstaltninger over for nicongolesiske og rwandiske personer, der er ansvarlige for handlinger, som udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), og for at holde gang i den væbnede konflikt, ustabiliteten og usikkerheden i DRC.

Listeopførelserne omfatter medlemmer af ikkestatslige væbnede grupper, der er aktive i den østlige og nordøstlige del af landet, nemlig M23, Twirwaneho, ADF, APCLS, CODECO/ALC, FDLR/FOCA samt et medlem af de congolesiske væbnede styrker (FARDC) og et medlem af de rwandiske forsvarsstyrker (RDF).

Samlet set finder EU's restriktive foranstaltninger vedrørende krænkelser af menneskerettighederne og hindringer af valgafviklingen i DRC nu anvendelse på i alt 24 personer. De listeopførte personer er omfattet af rejseforbud og indefrysning af aktiver. EU's borgere og virksomheder har desuden forbud mod at stille pengemidler til rådighed for dem.

EU vil fortsat nøje overvåge situationen i landet. EU er parat til at listeopføre alle yderligere personer, der er involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, samt personer, der hindrer valgafviklingen og er ansvarlige for at holde gang i den væbnede konflikt, ustabiliteten og usikkerheden eller for at tilskynde til vold.

De relevante retsakter er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

Baggrund

EU's selvstændige individuelle restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i DRC blev vedtaget af Rådet for første gang i 2016 som reaktion på alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og hindringer af valgafviklingen.

5. december 2022 besluttede Rådet at ændre udpegelseskriterierne for at gøre det muligt at anvende individuelle restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der opretholder, støtter eller drager fordel af den væbnede konflikt, ustabiliteten eller usikkerheden i DR Congo, samt dem, der er ansvarlige for tilskyndelse til vold eller udnyttelse af den væbnede konflikt, ustabiliteten og usikkerheden i DR Congo, herunder gennem ulovlig udnyttelse af og handel med naturressourcer.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 4. februar 2025