Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 12. januar 2024 13.00

Guatemala: Rådet fastlægger en særlig ramme for restriktive foranstaltninger til støtte for demokrati

Rådet fastlagde i dag en særlig ramme for restriktive foranstaltninger til støtte for demokrati og en fredelig og velordnet magtoverdragelse i Guatemala.

Dagens afgørelse vil gøre det muligt for Den Europæiske Union at drage dem, der lægger hindringer i vejen for en demokratisk overgang efter parlamentsvalget i 2023, til ansvar. Valget resulterede i en klar sejr for den tiltrædende præsident Bernardo Arévalo, som bekræftet af EU's valgobservationsmission (EOM) i Guatemala.

Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
EU fastholder sin stærke og utvetydige støtte til demokratiet i Guatemala. Vedtagelsen af denne ramme er en del af denne forpligtelse. Den viser, at vi står sammen med befolkningen i Guatemala og mod dem, der undergraver landets demokrati. EU ser frem til at arbejde tæt sammen med præsident Arévalos fremtidige administration, og det glæder mig at rejse til Guatemala for personligt at være vidne til magtoverdragelsen.
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Josep Borrell, højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

Takket være denne nye ramme vil EU kunne indføre restriktive foranstaltninger over for enkeltpersoner og enheder, der er ansvarlige for handlinger, der underminerer demokratiet, retsstatsprincippet og en fredelig magtoverdragelse i Guatemala, bl.a. gennem forfølgelse eller intimidering af embedsmænd, demokratisk valgte myndigheder, civilsamfundet, medier og retlige aktører, samt gennem finansielle uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige midler og uautoriseret eksport af kapital.

Alle målrettede restriktive foranstaltninger skal bestå af en rejserestriktioner for enkeltpersoner og indefrysning af aktiver for enkeltpersoner og enheder. Endvidere har personer og enheder i EU forbud mod at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed for dem, der er opført på listen.

Som Guatemalas mangeårige partner er EU fortsat fast besluttet på at støtte inklusiv og bæredygtig udvikling i landet til gavn for alle. Fremme og styrkelse af demokratisk regeringsførelse og retsstatsprincippet er altid en uundværlig del af denne indsats.

Baggrund

28. august 2023 erklærede Guatemalas øverste valgdomstol det officielle resultat af anden runde af præsidentvalget i landet 20. august 2023.

5. oktober 2023 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en erklæring på EU's vegne, hvori han udtrykte dyb bekymring over de vedvarende forsøg på at undergrave valgresultaterne gennem selektive og vilkårlige retlige og proceduremæssige handlinger, der hverken er i overensstemmelse med Guatemalas forfatning eller med de internationale og regionale standarder, som Guatemala har tilsluttet sig, og hvori det hedder, at yderligere handlinger for at omstøde valgresultatet og undergrave demokratiet og retsstatsprincippet vil få betydning for Guatemalas forbindelser med EU.

8. december 2023 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en erklæring, hvori han fordømte forsøgene på at annullere resultaterne af parlaments- og præsidentvalget i Guatemala på grundlag af falske påstande om svig, og påpegede, at dem, der lægger hindringer i vejen for en demokratisk overgang, bør stilles til ansvar herfor. EU nåede til principiel enighed om at vedtage en ramme, der giver mulighed for målrettede restriktive foranstaltninger over for dem, der er ansvarlige for disse handlinger.

EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, deltager i indsættelsen af præsident Bernardo Arévalo søndag 14. januar 2024.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 28. januar 2025