Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 17. oktober 2025 16.05

Erklæring fra den højtstående repræsentant på EU's vegne om visse landes tilslutning til restriktive foranstaltninger over for Iran

Den 29. september 2025 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2025/19781 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran.

Efter at alle atomrelaterede FN-sanktioner og -restriktioner vedrørende Iran blev genindført den 28. september 2025, besluttede Rådet at genindføre EU's atomrelaterede sanktioner over for Iran, som har været suspenderet eller ophævet i henhold til den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA). Rådet besluttede navnlig at genindføre restriktive foranstaltninger over for 11 personer og 101 enheder, der er opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413/FUSP, hvis navne tidligere var nævnt i bilag VI til nævnte afgørelse, og at ajourføre de tilsvarende oplysninger. Oplysningerne om de øvrige personer og enheder, hvis navne tidligere var nævnt i bilag VI, og for hvilke Rådet besluttede ikke at genindføre restriktive foranstaltninger, udgår af bilag II. Bilag VI udgår.

Albanien, Bosnien-Hercegovina, Island, Liechtenstein, Moldova (Republikken), Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Serbien og Ukraine tilslutter sig denne rådsafgørelse.

De vil sikre, at deres nationale politikker er i overensstemmelse med denne afgørelse.

Den Europæiske Union noterer sig dette tilsagn og hilser det velkommen.


1 EUT L, 2025/1978, 29.9.2025,ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1978/oj.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 20. oktober 2025