"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik
Videokonference mellem sundhedsministrene, 12. juni 2020
Vigtigste resultater
EU4Health-programmet 2021-2027
EU's sundhedsministre havde en første udveksling af synspunkter om Europa-Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af det fjerde sundhedsprogram (EU4Health-programmet) for perioden 2021-2027.
Vores drøftelser i dag bekræftede den vigtigste lære, der kan drages af covid-19-pandemien – Europa er nødt til at prioritere sundhed meget højere. For at sikre borgernes beskyttelse er vi nødt til at opbygge stærkere og mere modstandsdygtige sundhedsvæsener i hele EU. Vi har brug for bedre adgang til lægemidler, medicinsk udstyr, værnemidler og medicinske nødhjælpshold, bedre datadeling og stærkere samarbejde mellem medlemsstaterne.
Tomislav Dulić, Kroatiens statssekretær for sundhed
På grundlag af et baggrundsnotat fra formandskabet blev ministrene opfordret til at udpege, hvilke prioriteter programmet skal dække, og hvilke mål og tiltag der er de vigtigste med henblik på dettes gennemførelse. De udvekslede også synspunkter om samspillet mellem EU4Health-programmet og andre finansieringsinstrumenter og -programmer i forbindelse med næste EU-budget og genopretningsplanen for Europa.
Ministrene hilste generelt det nye EU4Health-program og dets mål velkommen og understregede, at det er vigtigt at sikre effektiv styring og aktiv deltagelse fra medlemsstaternes side. I den forbindelse nævnte mange delegationer, at det er nødvendigt at vedtage og gennemføre årlige arbejdsprogrammer.
Ministrene fremhævede en række særlig vigtige prioriteter i det nye EU4Health-program:
en langsigtet styrkelse af sundhedsvæsenerne, som går langt ud over de aktuelle sundhedsudfordringer
bedre deling af data om grænseoverskridende sundhedstrusler
øget digitalisering af sundhedsvæsenerne, bl.a. sikring af, at de nationale systemer kan fungere sammen
tilgængelighed og prisoverkommelighed for så vidt angår lægemidler, medicinsk udstyr og andre sundhedsprodukter
begrænsning af forsyningskædernes afhængighed af ikke-EU-lande
styrket forebyggelse og screening af ikkeoverførbare sygdomme, bl.a. kræft
beskyttelse af mennesker i sårbare situationer, f.eks. ældre og mennesker med kroniske sygdomme
gennemførelse af EU's kræfthandlingsplan og lægemiddelstrategien for Europa
styrkelse af EU-agenturernes rolle og funktion, f.eks. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)
Ministrene understregede også, at det er vigtigt at sikre komplementaritet og koordinering mellem EU4Health-programmet og EU's andre finansieringsinstrumenter og -programmer, f.eks. den forbedrede EU-civilbeskyttelsesmekanisme (rescEU), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), Horisont Europa, programmet for et digitalt Europa og programmet Connecting Europe-facilitetens digitale område (CEF's digitale område). Mange delegationer gav udtryk for, at det er afgørende at sikre, at alle instrumenter og programmer på sundhedsområdet har samme mål.
Europa-Kommissionen forelagde sin vaccinestrategi, der skal sikre EU-borgere hurtig adgang til sikre og effektive vacciner mod covid-19.
Ministrene fremhævede strategiens betydning og opfordrede til fuld gennemsigtighed og inddragelse af medlemsstaterne. Mange delegationer understregede især, at det er vigtigt at sikre gennemsigtighed i forbindelse med forhandlingerne, anvendelsen af midler og distributionen af sikre vacciner, når de findes. Ministrene understregede, at det er vigtigt at sikre, at medlemsstaterne er behørigt og lige repræsenteret i alle processens faser, og at de regelmæssigt orienteres af Kommissionen. Delegationerne fremhævede også, at det er afgørende at sikre en retfærdig fordeling af vacciner blandt medlemsstaterne.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.