Skip to content
  • Rådet for Udenrigsanliggender

Rådet (udenrigsanliggender (handel)), 9.11.2018, 9. november 2018

Vigtigste resultater

Modernisering af WTO

I over 20 år har WTO spillet en vigtig rolle i forbindelse med at skabe en fremgangsrig, fredelig og forudsigelig økonomisk orden. Men i de seneste år har verden ændret sig, og WTO har ikke holdt trit. Derfor vil EU bringe WTO ud af det nuværende dødvande og arbejder for en ambitiøs dagsorden, hvor et reformeret og moderniseret WTO fortsat kan være centrum i et regelbaseret multilateralt system. Margarete Schramböck, Østrigs forbundsminister for digitalisering og erhverv og formand for Rådet

Rådet drøftede det igangværende arbejde med at modernisere Verdenshandelsorganisationen (WTO). Kommissionen briefede ministrene om den seneste udvikling i dens initiativ om at udvikle og fremme EU's omfattende tilgang, der sigter mod at revidere alle organisationens vigtigste funktioner: fastsættelse af regler, overvågning og tvistbilæggelse.

Ministrene udtrykte deres stærke støtte til Kommissionens igangværende bestræbelser på at puste nyt liv i samarbejdet inden for den multilaterale ramme. De slog til lyd for en ambitiøs og hurtig reform af WTO's appelinstans for at løse det nuværende dødvande i forbindelse med proceduren for udnævnelse af nye dommere. De glædede sig også over det seneste fælles forslag fra EU, Japan og USA om at forbedre overholdelse af medlemmernes meddelelse af handelsforanstaltninger.

Rådet tilskyndede Kommissionen til at fortsætte arbejdet med vigtige partnere og det bredere WTO-medlemsskab om at reformere organisationen.

Highlights from the Economic and Foreign Affairs Council (Trade) of 9 November 2018, held in Brussels

Forbindelser med vigtige handelspartnere

Rådet gjorde status over en række vigtige igangværende bilaterale forhandlinger, navnlig forhandlinger med MERCOSUR, Indonesien, Chile, Australien, New Zealand, Kina og Tunesien. Rådet blev også orienteret om de seneste fremskridt med hensyn til drøftelserne af projektet om den multilaterale investeringsret og om EU's mulige tiltrædelse af Mauritiuskonventionen om gennemsigtighed.
Ministrene bekræftede deres engagement i fri og fair handel og deres støtte til en positiv handelsdagsorden. De opfordrede Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at opnå rettidige og afbalancerede resultater af alle igangværende forhandlinger.

Rådet noterede sig den nylige vedtagelse af Kommissionens forslag om undertegnelse og indgåelse af handels- og investeringsaftaler med Vietnam. Rådets forberedende organer er allerede begyndt at gennemgå de to aftaler.

Kommissionen forelagde også sin anden rapport om gennemførelsen af frihandelsaftaler og gjorde opmærksom på deres positive virkning for EU's eksport og økonomiske vækst. Ifølge Kommissionen omfatter frihandelsaftaler næsten 70 markeder i hele verden, de er effektive med hensyn til at fjerne handelshindringer, og de fremmer høje standarder for beskyttelse af arbejdstagerne og miljøet. Ministrene hilste rapporten velkommen og mindede om deres interesse i at overvåge gennemførelsen af frihandelsaftaler.

Andre punkter på dagsordenen

Ministrene blev også orienteret om fremskridtene i forhandlingerne med Europa-Parlamentet om forordningerne om screening af udenlandske direkte investeringer og horisontale bilaterale beskyttelsesforanstaltninger.

Under frokosten drøftede ministrene den seneste udvikling i EU's handelsforbindelser med USA.

Rådet vedtog uden drøftelse en forordning om fjernelse af hindringer for fri bevægelighed for andre data end personoplysninger og nye regler om styrkelse af IT-arkitektur inden for retlige og indre anliggender. De gav også grønt lys for flytningen efter brexit af Det Europæiske Lægemiddelagentur og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed til henholdsvis Amsterdam og Paris.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Udenrigsanliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025