Skip to content
  • Rådet for Almindelige Anliggender

Rådet (almindelige anliggender), 27. juni 2023

Vigtigste resultater

Det Europæiske Råds junimøde

Ministrene fortsatte forberedelserne af Det Europæiske Råds møde 29.-30. juni 2023 og drøftede udkastet til konklusioner.

På mødet vil EU's ledere især beskæftige sig med:

  • Ruslands angrebskrig mod Ukraine
  • økonomiske spørgsmål
  • samarbejde inden for sikkerhed og forsvar
  • migration
  • Kina og det kommende topmøde mellem EU og CELAC

Lederne vil også blive orienteret om processen hen imod den strategiske dagsorden 2024-2029.

Jessika Roswall, Sveriges europaminister
Der er i de seneste måneder blevet arbejdet meget med de vigtigste spørgsmål på den europæiske politiske dagsorden. Nu hvor vi overdrager formandskabet til vores spanske kolleger, er jeg meget stolt af de fremskridt, der er gjort. EU har ydet stærk støtte til Ukraine og er rede til fortsat at gøre det, så længe det er nødvendigt. Vi har indgået en historisk aftale om migrationspagten, og EU's konkurrenceevne på lang sigt er nu det faste fokus for vores arbejde.
Jessika Roswall, Sveriges europaminister
Jessika Roswall, Sveriges europaminister

Den europæiske valglov

På en offentlig samling gjorde Rådet status over arbejdet med Europa-Parlamentets forslag om revision af EU-reglerne om valg til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev senest drøftet af ministrene på samlingen i Rådet (almindelige anliggender) i oktober 2022. Siden da har formandskabet foretaget en undersøgelse af medlemsstaternes detaljerede syn på de forskellige bestemmelser i Europa-Parlamentets forslag.

Under drøftelserne på samlingen i Rådet fremhævede ministrene de vigtigste bestemmelser, som de er villige til at drøfte yderligere, samt de forslag, som de finder vanskelige at støtte.

Debatten bekræftede medlemsstaternes solide støtte til indsatsen for at styrke den europæiske dimension af parlamentsvalget og deres forskellige holdninger til specifikke elementer i parlamentsforslaget.

Flere ministre understregede, hvor vigtigt det er at respektere særlige nationale forhold, når man tilrettelægger valg, og var forbeholdne over for forskellige forslag om at harmonisere valgprocessen på tværs af EU. De største vanskeligheder vedrørte forslagene vedrørende spidskandidatprocessen og en fælles EU-valgkreds baseret på tværnationale lister.

Det kommende spanske formandskab meddelte, at det havde til hensigt at fortsætte arbejdet med den foreslåede revision af den europæiske valglov på grundlag af resultaterne af undersøgelsen.

Rådets arbejdsprogram

Rådet godkendte sit 18-månedersprogram, der dækker perioden fra 1. juli 2023 til 31. december 2024.

Programmet blev udarbejdet af det spanske, belgiske og ungarske formandskab og den højtstående repræsentant med hensyn til Rådet (udenrigsanliggender) i samarbejde med Kommissionen.

På baggrund af Ruslands angrebskrig mod Ukraine, kombineret med stigende global usikkerhed, fokuserer programmet på:

  • styrkelse af EU's globale konkurrenceevne gennem en styrkelse af Europas industrielle grundlag
  • sikring af, at den dobbelte omstilling er fair, retfærdig og inklusiv ved at fremme Europas sociale dimension
  • styrkelse af internationale partnerskaber, multilateralt samarbejde og sikkerhed i alle dets dimensioner

Det europæiske semester

Som led i det europæiske semester 2023 godkendte Rådet de integrerede landespecifikke henstillinger og besluttede at videresende dem til Det Europæiske Råd til godkendelse.

De landespecifikke henstillinger giver medlemsstaterne årlig vejledning om nationale reformer. De tilpasser de prioriteter, der er fastlagt på EU-plan, til det nationale niveau.

Efter at de er blevet godkendt af EU's ledere i juni, skal de formelt vedtages i Rådet i juli.

EU's CO₂-marked

Rådet blev af Polen orienteret om EU's emissionshandelssystem, de stigende energipriser og de dermed forbundne socioøkonomiske udfordringer.

Eventuelt

Under "Eventuelt" orienterede formandskabet ministrene om Stockholmsymposiet om demokrati og retsstatsprincippet, der fandt sted 21.-22. juni 2023.

Rådet godkendte også punkterne på listerne over lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige A-punkter uden debat.

Uformel drøftelse med Nicolae Popescu

Under frokosten havde ministrene en uformel drøftelse med Nicolae Popescu, Moldovas vicepremierminister og minister for udenrigsanliggender og europæisk integration, om Moldovas integration i EU og reformer i retning af EU-medlemskab.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Almindelige Anliggender

Se flere møder

Seneste gennemgang: 8. januar 2025