Skip to content
  • Internationalt topmøde

Topmøde mellem EU og Kina, 9.4.2019, 9. april 2019

Vigtigste resultater

EU og Kina gav på det 21. topmøde mellem EU og Kina tilsagn om at styrke det strategiske partnerskab mellem EU og Kina yderligere.

Begge parter blev enige om en fælles erklæring om retningen for forbindelserne mellem EU og Kina de kommende år:

"Forhandlingerne har været vanskelige, men har i sidste ende båret frugt. Det lykkedes os at blive enige om en fælles erklæring, som udstikker retningen for vores partnerskab baseret på gensidighed. Det har været en fælles indsats og er en fælles succes." EU-formand Donald Tusks bemærkninger efter topmødet mellem EU og Kina

Lederne udtrykte deres fælles støtte til multilateralisme og regelbaseret handel. De bekræftede igen deres fælles engagement i at reformere Verdenshandelsorganisationen. EU og Kina blev enige om at arbejde sammen om at adressere industrielle subsidier.

De drøftede også udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål i deres respektive naboområder.

EU-formand Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker repræsenterede EU på topmødet. Kinas premierminister, Li Keqiang, repræsenterede Kina.

Lederne blev enige om en fælles erklæring, som udstikker retningen for partnerskabet mellem EU og Kina baseret på respekt og gensidighed

Samarbejde mellem EU og Kina

EU og Kina gav tilsagn om at uddybe det strategiske partnerskab mellem EU og Kina. De vil inden det næste topmøde vedtage en ny dagsorden for samarbejdet efter 2020.

EU og Kina gav tilsagn om at bygge deres økonomiske forbindelser på åbenhed, ikkediskrimination og fair konkurrence. Begge parter gentog deres vilje til at give hinanden bredere, lettere og ikkediskriminerende markedsadgang.

Topmødet var også en lejlighed til at drøfte samarbejdet om menneskerettigheder. EU og Kina glædede sig over afholdelsen af deres menneskerettighedsdialog 1. og 2. april i Kina.

"Jeg understregede, at det er nødvendigt at opretholde menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. Jeg gav igen udtryk for EU's alvorlige bekymringer med hensyn til menneskerettigheder og tog en række enkeltsager op." EU-formand Donald Tusks bemærkninger efter topmødet mellem EU og Kina

Lederne bekræftede på ny betydningen af at bekæmpe klimaændringer. Begge parter var enige om at intensivere samarbejdet om gennemførelsen af Parisaftalen. EU og Kina blev også enige om at samarbejde om andre miljøspørgsmål, herunder tab af biodiversitet og havforurening.

Ud over den fælles erklæring undertegnede parterne også:

Handel

EU's og Kinas ledere udtrykte deres stærke engagement i det regelbaserede handelssystem med Verdenshandelsorganisationen (WTO) som kerne.

Begge parter var enige om at samarbejde om reformen af WTO og om at støtte WTO i at imødegå nye handelsudfordringer. EU og Kina vil med henblik herpå intensivere drøftelserne for at styrke internationale regler om industrielle subsidier.

"Både Kina og Europa har en stærk økonomisk interesse i at opretholde betydelige handelsstrømme, hvilket kan lade sig gøre takket være det regelbaserede handelssystem. Hvis dette system fortsat skal fungere, er det dog nødvendigt at opdatere det hurtigt. For EU betyder det først og fremmest en gennemgribende reform af WTO, der omfatter industrielle subsidier." EU-formand Donald Tusks bemærkninger efter topmødet mellem EU og Kina

Lederne bekræftede også deres støtte til G20, det vigtigste forum for økonomisk samarbejde. Begge parter var enige om, at tvungen teknologioverførsel ikke bør finde sted.

Med hensyn til overkapacitet på stålområdet blev lederne enige om at opretholde kommunikationen i det globale forum om overkapacitet på stålområdet.

EU og Kina vil desuden fortsætte med at skabe synergieffekter mellem Kinas "ét bælte, én vej"-initiativ og EU's initiativer med henblik på at forbedre konnektiviteten mellem Europa og Asien.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

EU og Kina drøftede udenlandske sikkerhedsspørgsmål på topmødet.

Med hensyn til Iran bekræftede de igen deres engagement i gennemførelsen af atomaftalen.

Hvad angår Den Koreanske Halvø, støtter begge parter dialogen mellem Den Demokratiske Folkerepublik Korea (DPRK) og USA med henblik på en fredelig løsning. De opfordrede til alle parters fulde gennemførelse af de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd.

EU og Kina blev enige om at samarbejde og koordinere i forbindelse med den igangværende fredsproces i Afghanistan.

De følger også situationen i Venezuela tæt. Begge parter blev enige om at arbejde sammen med andre parter om en fredelig og demokratisk vej ud af krisen.

Hvad angår Ukraine, opfordrede lederne til fuld gennemførelse af Minskaftalerne.

EU-flaget, Kinas flag og en globus med mønter og en pil, der peger opad, som symbol på økonomisk vækst.
Handel mellem EU og Kina: fakta og tal (Infografik)

Handel mellem EU og Kina: fakta og tal (Infografik)

Baggrundsinformation

På det seneste møde i Det Europæiske Råd havde EU's ledere en strategisk drøftelse om forbindelserne mellem EU og Kina som forberedelse til topmødet:

"Vores mål er at fokusere på at opnå en afbalanceret forbindelse, som sikrer fair konkurrence og lige adgang til markedet. I den forbindelse håber vi at kunne overtale Kina til at medtage industrielle subsidier som et afgørende element i reformen af WTO." Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, 22.3.2019

Forud for topmødet udsendte Kommissionen og den højtstående repræsentant en fælles meddelelse, hvori det understreges, at hverken EU eller nogen af EU's medlemslande reelt kan indfri deres mål i forbindelse med Kina uden at handle samlet.

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

  • Jüri Laas Pressemedarbejder

  • +32 2 281 55 23
  • +32 470 95 75 61

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025