Skip to content
  • Internationalt topmøde

Topmøde mellem EU og Kina via videokonference, 1. april 2022

Vigtigste resultater

23. topmøde mellem EU og Kina fandt sted 1. april 2022 via videokonference.

Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, og Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil sammen med den højtstående repræsentant, Josep Borrell, der repræsenterer EU, mødtes med Kinas premierminister, Li Keqiang, om formiddagen og Kinas præsident, Xi Jinping, om eftermiddagen.

EU og Kina drøftede indgående Ruslands militære aggression mod Ukraine, som bringer den globale sikkerhed og verdensøkonomien samt fødevare- og energisikkerheden i fare.

Som globale stormagter skal EU og Kina samarbejde om hurtigst muligt at bringe Ruslands krig i Ukraine til ophør. Vi har et fælles ansvar for at opretholde fred og stabilitet og en sikker og bæredygtig verden. Charles Michel, Det Europæiske Råds formand

EU's og Kinas ledere drøftede også status for de bilaterale forbindelser og områder af fælles interesse såsom klimaændringer, biodiversitet og sundhed samt metoder til at sikre mere afbalancerede og gensidige handelsforbindelser.

Ruslands militære aggression mod Ukraine

EU fremhævede, at det har øverste prioritet at standse Ruslands uberettigede og uprovokerede invasion af Ukraine, og understregede betydningen af, at Rusland tillader humanitær adgang og sikrer humanitære korridorer samt afholder sig fra at angribe civilbefolkningen og infrastrukturen.

EU opfordrede Kina til at støtte bestræbelserne på øjeblikkeligt at standse blodsudgydelserne i Ukraine i overensstemmelse med Kinas rolle som fast medlem af FN's Sikkerhedsråd og landets enestående tætte forbindelser med Rusland.

EU påpegede, at de internationale sanktioner mod Rusland blev indført med det ene formål at standse Ruslands aggression, selv om de har en betydelig økonomisk indvirkning på EU og dets partnere på globalt plan. Enhver omgåelse af virkningerne af sanktionerne eller bistand til Rusland vil forlænge blodsudgydelserne og føre til endnu støtte tab af civile liv og økonomiske forstyrrelser.

EU vil samarbejde med sine partnere om at drage Rusland og dem, der har ansvaret for Ruslands krig mod Ukraine og enhver overtrædelse af den humanitære folkeret, til ansvar. Alle forsøg på at omgå sanktionerne eller bistå Rusland på anden vis skal standses.

Det indre marked

EU bemærkede, at det er skuffet over Kinas uberettigede sanktioner, herunder mod medlemmer af Europa-Parlamentet, og landets tvangsforanstaltninger over for EU's indre marked og medlemsstater.

EU's ledere opfordrede Kina til at bringe disse tiltag til ophør med henblik på et mere produktivt samarbejde til gavn for begge parter.

Covid-19-genopretning

Genopretningen efter covid-19-pandemien er fortsat en fælles prioritet. EU's og Kinas ledere drøftede samarbejdet om vaccinationskampagnen og genåbningen af økonomien.

EU bekræftede sit tilsagn om at samarbejde med Kina og andre medlemsstater i Verdenssundhedsorganisationen om en ny aftale om pandemiforebyggelse, -beredskab og -indsats.

Handel

EU påpegede behovet for at tage hånd om de vedvarende betænkeligheder med hensyn til markedsadgangen og investeringsklimaet i Kina med henblik på at sikre afbalancerede handelsforbindelser og økonomiske forbindelser.

EU's og Kinas ledere bemyndigede aktørerne i dialogen på højt plan om handel og økonomi til at finde konkrete metoder til at gøre fremskridt med disse spørgsmål inden sommeren.

Klimaændringer

Lederne enedes om at fortsætte samarbejdet om klimaændringer og energiomstilling.

EU understregede betydningen af yderligere tiltag, bl.a. med hensyn til udfasning af kul, forud for COP27 i Sharm el-Sheikh.

EU og Kina vil samarbejde om at sikre en solid og ambitiøs ny global ramme for biodiversitet på COP15 i Kunming.

Aktørerne i dialogen om miljø og klima på højt plan mødes senere i år.

Den digitale økonomi

EU fremhævede betydningen af et gennemsigtigt og konkurrencedygtigt miljø for den digitale økonomi samt af en troværdig og etisk anvendelse af kunstig intelligens.

EU's ledere gav udtryk for betænkeligheder ved de tiltagende cybersikkerhedstrusler og opfordrede til en ansvarlig statslig adfærd i cyberspace.

EU og Kina vil genoptage den digitale dialog på højt plan.

Menneskerettigheder og udenrigsanliggender

EU gentog sin bekymring over menneskerettighedssituationen i Kina, herunder behandlingen af personer, der tilhører mindretal, og menneskerettighedsforkæmpere med henvisning til individuelle sager, samt afviklingen af "et land, to systemer" i Hongkong.

EU forventer genoptagelse af en væsentlig menneskerettighedsdialog for at håndtere disse spørgsmål.

EU bekræftede på ny sit engagement i sin ét-Kina-politik og udtrykte samtidig bekymring over de øgede spændinger hen over Taiwanstrædet.

EU's og Kinas ledere kom også ind på situationen i Afghanistan, Myanmar og på Den Koreanske Halvø.

Nyttige link

Pressekonference efter 23. topmøde mellem EU og Kina

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Internationalt topmøde

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025