Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Videokonference mellem telekommunikationsministrene, 7. december 2020

Vigtigste resultater

Forordning om datastyring

Telekommunikationsministrene havde på deres uformelle videokonference en orienterende debat om forslaget til forordning om datastyring, som Kommissionen forelagde 25. november, og som er det første lovgivningsinitiativ inden for rammerne af den europæiske datastrategi fra 2020. Dette vigtige forslag skal fremme tilgængeligheden af data til videreanvendelse på tværs af sektorer og grænser. Det forventes at få en central betydning med hensyn til at muliggøre og styre oprettelsen af fælles interoperable dataområder, der dækker hele EU, inden for strategiske sektorer som energi, mobilitet og sundhed.

Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi og mødeformand
Dagens drøftelse viste, at data har stadig større betydning for vores samfund og økonomi, og at det er bydende nødvendigt at gøre dem mere tilgængelige. Til det formål har vi brug for sikre og pålidelige strukturer og processer, og det er i bund og grund, hvad datastyring handler om.
Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi og mødeformand
Peter Altmaier, Tysklands forbundsminister for økonomi og energi og mødeformand

Under drøftelsen hilste ministrene generelt forslaget velkomment som en vigtig katalysator for en stærk europæisk dataøkonomi og øget konkurrenceevne.

Ministrene anså det generelt for vigtigt at tilskynde enkeltpersoner og virksomheder til at dele data. Med henblik herpå er det afgørende at styrke borgernes og virksomhedernes tillid til at dele data. En væsentlig forudsætning for at skabe tillid er, at der er klare og gennemsigtige lovgivningsmæssige rammer, som beskytter privatlivets fred og sikkerheden.

Mange ministre understregede behovet for at anlægge en menneskecentreret tilgang, hvor borgerne har kontrollen over deres data.

En række delegationer understregede interoperabilitetens betydning for deling af data og for at undgå fastlåsningsvirkninger.

Flere ministre nævnte internationale datastrømme og behovet for at overholde EU's handelsforpligtelser i den henseende og sikre lige konkurrencevilkår. Nogle af dem pegede på samarbejde med ligesindede handelspartnere på dette område.

Dagens debat bliver retningsgivende for de kommende drøftelser om forslaget i Gruppen vedrørende Telekommunikation. Den portugisiske minister nævnte, at forordningen om datastyring bliver en vigtig prioritet for det kommende portugisiske formandskab.

Eventuelt

Under eventuelt ajourførte formandskabet ministrene om en fælles erklæring fra medlemsstaterne om et europæisk initiativ vedrørende processorer og halvlederteknologier. Erklæringen skal styrke Europas kapacitet til at udvikle den næste generation af computerchips med henblik på at opfylde databehandlingskravene til sikker 5G- og 6G-konnektivitet, supercomputere, kunstig intelligens og mange andre anvendelsesformål. Da videokonferencen sluttede, havde 17 medlemsstater undertegnet erklæringen.

Formandskabet orienterede om en række aktuelle lovgivningsforslag.

Der skal arbejdes videre med e-databeskyttelsesforordningen.

Vedrørende en midlertidig undtagelse fra e-databeskyttelsesdirektivet med henblik på at bekæmpe seksuelt misbrug af børn online godkendte De Faste Repræsentanters Komité 28. oktober et mandat til forhandlinger med Europa-Parlamentet. Formandskabet forklarede, at det stadig har til hensigt at afslutte denne sag i de kommende uger.

Forhandlingerne med Europa-Parlamentet om programmet for et digitalt Europa og oprettelsen af et Europæisk Kompetencecenter for Cybersikkerhed og et netværk af koordinationscentre er i de afsluttende faser. Afgørelsen om centrets hjemsted vil blive truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer i tilknytning til mødet i De Faste Repræsentanters Komité 9. december.

Formandskabet orienterede også ministrene om Rådets konklusioner om cybersikkerheden ved forbundet udstyr, som blev vedtaget 2. december.

Den polske delegation fremlagde oplysninger vedrørende spørgsmålet om de retlige rammer for sikkerheden ved net- og informationssystemer.

Kommissionen orienterede ministrene om sit arbejdsprogram for 2021.

Det kommende portugisiske formandskab præsenterede sit arbejdsprogram for første halvår af 2021.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025