Skip to content
  • Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Videokonference mellem transportministrene, 8. december 2020

Vigtigste resultater

Vejafgifter (eurovignet)

Ministrene indledte den uformelle videokonference med en orienterende debat om forslaget om revision af EU's vejafgiftsregler (eurovignetdirektivet). Forslagets sigte er at tackle vigtige spørgsmål som drivhusgasemissioner og andre miljøpåvirkninger, trafikbelastning og finansiering af vejinfrastruktur.

Formandskabet havde i sit baggrundsnotat opfordret ministrene til at udveksle deres syn på to spørgsmål:

  • om medlemsstaterne bør kunne fritage køretøjer med en totalvægt på mellem 3,5 ton og 7,5 ton fra forpligtelsen til at betale vejafgift eller brugsafgift på særlige betingelser
  • om medlemsstaternes mulighed for at opkræve en forhøjet infrastrukturafgift for bestemte vejafsnit i områder med stærk trafikbelastning bør kræve samtykke fra alle berørte medlemsstater (dem som er en del af korridoren og grænser op til det afsnit af korridoren, som forhøjelsen vedrører).

Ved drøftelsernes afslutning konkluderede formandskabet, at de havde vist, at formandskabet var på rette spor i begge spørgsmål. Formandskabet vil derfor igangsætte forberedelsen af et udkast til forhandlingsmandat til mødet i Rådets Faste Repræsentanters Komité 18. december.

Andreas Scheuer, Tysklands forbundsminister for transport og digital infrastruktur, mødeformand
Ajourførte vejafgiftsregler vil spille en nøglerolle i EU's indsats for at gøre transportsektoren grønnere og mere bæredygtig og i at nå CO₂-reduktionsmålene for 2030 inden for vejtransport. Det har haft høj prioritet for det tyske formandskab at komme videre med denne sag, og jeg er overbevist om, at vi vil være i stand til at nå til enighed om Rådets holdning, før vores formandskab er slut.
Andreas Scheuer, Tysklands forbundsminister for transport og digital infrastruktur, mødeformand
Andreas Scheuer, Tysklands forbundsminister for transport og digital infrastruktur, mødeformand

Det fælles europæiske luftrum

Ministrene havde en uformel orienterende debat om Kommissionens forslag om det fælles europæiske luftrum (SES), som blev fremlagt i september 2020. Formålet med forslagene er at forbedre den europæiske luftrumsstyring og luftfartstjenestesystemet for at øge kapaciteten, forbedre omkostningseffektiviteten og øge systemets evne til at tilpasse sig udsving i trafikken og samtidig reducere luftfartsektorens CO₂-aftryk. Formandskabet havde forberedt et oplæg med spørgsmål til ministrene for at styre debatten.

Medlemsstaterne udtrykte under drøftelserne støtte til SES' overordnede mål, navnlig i forbindelse med den digitale dagsorden og målene i den grønne pagt, og de så generelt positivt på sigtet om at forenkle og forbedre den eksisterende retlige ramme. Mange ministre ser imidlertid en risiko for, at nogle af de foreslåede bestemmelser kan resultere i yderligere administrative byrder og omkostninger.

Nogle medlemsstater mener ikke, at forslagene fuldt ud respekterer medlemsstaternes suverænitet og ansvar for eget luftrum i overensstemmelse med Chicagokonventionen og lufttrafiktjenesternes suveræne karakter. De understregede, at der er behov for fuldt ud at afspejle nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i reglerne samt deres militære, sikkerhedsmæssige og forsvarsmæssige dimension.

Selv om medlemsstaterne udtrykte kraftig støtte til styrkelse af netperspektivet og Eurocontrols rolle, påpegede nogle ministre, at netforvalterens funktioner og opgaver skal præciseres yderligere.

Reformen bør tage hensyn til de forskellige medlemsstaters specifikke forhold. Mange ministre udtrykte i den forbindelse betænkeligheder ved det hensigtsmæssige i EU-dækkende mål for tårn- og indflyvningskontroltjenester og medlemsstaternes begrænsede rolle i præstationsplanlægningen og fastsættelsen af enhedsrater.

Medlemsstaterne mener også, at der er behov for at præcisere fordelene ved, at der med forslaget indføres en uafhængig europæisk tilsynsmyndighed, præstationsvurderingsorganet, inden for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA).

Ministrene anerkendte de effektivitetsgevinster, som digitalisering og en markedsbaseret tilgang kan bidrage med ved levering af støttedatatjenester. Ikke desto mindre bør muligheden for, at staterne kan bevare en integreret lufttrafikstyring for civil og militær luftfart, bibeholdes.

En række ministre påpegede, at de nye regler bør tage hensyn til alle interessenters behov og sigte mod at forfølge målene uden at skabe unødige administrative byrder og omkostninger. Nogle ministre beklagede i den forbindelse, at forslaget ikke tager hensyn til covid-19-pandemiens dramatiske konsekvenser for branchen og indfører strukturelle ændringer, der vil kunne skabe yderligere fragmentering og større kompleksitet i en tid, hvor branchen har behov for stabilitet til at komme på fode igen.

Medlemsstaterne skønnede det nødvendigt, at luftfartsindustrien reducerer sine CO₂-emissioner. Flere delegationer nævnte imidlertid, at visse tiltag som den obligatoriske graduering af afgifterne på europæisk niveau eller en fælles enhedsrate vil kræve yderligere cost-benefit-analyser.

Dagens orienterende debat skal udstikke vigtige retningslinjer for det videre arbejde med forslagene om det fælles europæiske luftrum.

Eventuelt

Formandskabet orienterede ministrene om drøftelserne om en ny tilgang til mobilitet, som skal supplere strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet, som Europa-Kommissionen fremlagde 9. december. Formandskabet orienterede ligeledes ministrene om status for de aktuelle forslag om jernbanetransport og konsekvenserne af covid-19 for flypassagerers rettigheder.

Den luxembourgske delegation gentog sin opfordring til samordnet investering i udvidelsen af det europæiske jernbanenet, og den finske delegation orienterede ministrene om et møde på højt plan om opkoblet og automatiseret mobilitet. Den østrigske delegation fremlagde en fælles erklæring sammen med Belgien, Danmark, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Portugal, hvori Kommissionen og alle interessenter opfordres til at arbejde sammen om en socialt ansvarlig genopretning af luftfartsindustrien. Den polske delegation orienterede ministrene om en fælles erklæring fra Visegradgruppen om den kommende revision af det transeuropæiske transportnet (TEN-T).

Kommissionen orienterede ministrene om besætningsændringskrisen inden for skibsfart, som skyldes covid-19-pandemien. Den gav også en opdatering om platformen for udveksling af kontaktopsporingsformularer fra luftfartspassagerer, som hjælper medlemsstaterne med at foretage risikovurderinger af passagerer ved ankomst og gør dem i stand til at kontaktopspore under covid-19-pandemien. Den opfordrede indtrængende medlemsstaterne til at deltage i EASA's pilotprojekt.

Det kommende portugisiske formandskab præsenterede sit arbejdsprogram for første halvår af 2021.

Alle punkter på dagsordenen for denne videokonference blev behandlet i offentlighed.

Mødedokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Transport, Telekommunikation og Energi

Se flere møder

Seneste gennemgang: 16. januar 2025