Pagt om migration og asyl
EU har indført et sæt regler for at forvalte migrationen mere effektivt og etablere et fælles europæisk asylsystem. Med dette system sikres effektive og ensartede procedurer samt solidaritet og en retfærdig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne.
Pagten kort fortalt
Pagten om migration og asyl indfører et sæt regler til migrationsstyring og etablering af et fælles asylsystem på EU-plan, der skaber balance mellem medlemsstaternes krav og beskyttelsen af de personer, der har behov for det.
Pagten, der bygger på tidligere regler, indeholder en samlet tilgang, der samler de centrale EU-politikker om migration, asyl, grænseforvaltning og integration.
Formålet med pagten er at:
- håndtere ankomster på en velordnet måde
- skabe effektive og ensartede procedurer
- sikre en rimelig balance mellem solidaritet og ansvar mellem medlemsstaterne
Pagten som helhed blev vedtaget af Rådet 14. maj 2024, og reglerne trådte i kraft 12. juni 2026.
Hvad dækker pagten?
Pagten dækker en bred vifte af spørgsmål, der omfatter alle aspekter af migrations- og asylsystemerne. Tilsammen sikrer de, at EU har stærke og sikre ydre grænser, at borgernes rettigheder garanteres, og at intet EU-land skal klare migrationspresset alene. Pagten forankrer også nøje migration i internationale partnerskaber og bidrager til at forhindre irregulære udrejser og til at bekæmpe smugling af migranter.
Pagtens vigtigste lovgivningsområder
Asylforvaltning og migrationsstyring
Krisesituationer og force majeure-situationer
EU's biometriske database (Eurodac)
Kvalifikation
Screening
En fælles asylprocedure
Bedre modtagelsesforhold
Genbosætning
Støtte til pagtens gennemførelse
EU har foreslået forskellige tiltag for at støtte medlemsstaterne i gennemførelsen af pagten og dens regler.
Efter pagtens vedtagelse fremlagde Kommissionen en fælles gennemførelsesplan 12. juni 2024. Den skitserede de nødvendige skridt, der skal tages for at omsætte pagtens nye regler til praksis. På grundlag af planens ti byggesten har Kommissionen overvåget medlemsstaternes fremskridt med pagtens gennemførelse gennem regelmæssige statusrapporter.
29. januar 2026 fremlagde Kommissionen den første europæiske strategi for asylforvaltning og migrationsstyring. Med udgangspunkt i de nationale strategier udstikker den EU's strategiske kurs for migrations- og asylpolitikken for 2026-2031.
Seneste gennemgang: 12. juni 2026