EU-genbosætningsramme
EU-reglerne om genbosætning og indrejse af humanitære årsager styrker sikre og lovlige adgangsveje for personer med behov for international beskyttelse. De støtter også partnerskaber med lande, der huser flygtninge, og etablerer en fælles EU-ramme.
Hvad forstås ved genbosætning?
Genbosætning og indrejse af humanitære årsager gør det muligt for personer med behov for international beskyttelse at rejse fra et land uden for EU, hvor de har søgt tilflugt, til en EU-medlemsstat, der yder dem beskyttelse.
Genbosætning sker generelt på grundlag af henvisninger fra FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). Indrejse af humanitære årsager kan ske efter anmodning fra en EU-medlemsstat og kan bygge på henvisninger fra Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA), UNHCR eller andre relevante internationale organisationer.
Erstatning af ad hoc-genbosætningsordninger
I 2016 foreslog Europa-Kommissionen en permanent EU-ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager, der erstatter de ad hoc-ordninger, som medlemsstaterne tidligere anvendte.
EU-genbosætningsrammens mål er at:
- udvide sikre og lovlige adgangsveje til EU for personer med behov for international beskyttelse
- understøtte den langsigtede forvaltning af migration og bidrage til at reducere antallet af irregulære indrejser
- fastsætte fælles EU-regler og -procedurer for genbosætning og indrejse af humanitære årsager
- bidrage til internationale tiltag til genbosætning og indrejse af humanitær årsager
- støtte lande uden for EU, der huser store flygtningegrupper
Rammen er en del af pagten om migration og asyl. Den blev vedtaget i maj 2024 og trådte i kraft 11. juni 2024. En bestemmelse i forbindelse med den operationelle udrulning af Eurodac trådte i kraft 12. juni 2026.
Rammens vigtigste elementer
EU's genbosætningsramme fastlægger en fælles tilgang til genbosætning og indrejse af humanitære årsager i hele EU. Med udgangspunkt i den nuværende praksis indføres der harmoniserede definitioner, adgangskriterier, indrejseprocedurer og grunde til at nægte indrejse.
Rammen skaber større sammenhæng og forudsigelighed for medlemsstaterne og styrker samtidig EU's bidrag til indsatsen for international beskyttelse.
Den forstærker også samarbejdet med lande uden for EU, der huser store flygtningegrupper. Ved at tilbyde beskyttelsesmuligheder i EU viser den solidaritet med partnerlande og understøtter internationale bestræbelser på genbosætning og indrejse af humanitære årsager sammen med andre globale aktører.
EU-genbosætningsplan
Inden for genbosætningsrammen vedtog Rådet den første EU-plan for genbosætning og indrejse af humanitære årsager for 2026 og 2027 på grundlag af et forslag fra Kommissionen.
Denne plan omfatter:
det maksimale samlede antal personer, der skal have indrejsetilladelse
nærmere oplysninger om medlemsstaternes frivillige deltagelse og deres andel af dette antal
de overordnede geografiske prioriteter
Seneste gennemgang: 16. juli 2026