Skip to content

EU's asyl- og grænseprocedurer

EU har fælles regler for asylprocedurer. Find ud af, hvordan asylansøgninger behandles, hvilke rettigheder og forpligtelser asylansøgere har, og hvordan sikre lande tages i betragtning.

Sådan fungerer asylprocedurer i EU

Pagten om migration og asyl fastlægger en fælles EU-ramme for asyl og migration. Den har til formål at sikre, at asylansøgninger behandles efter fælles standarder i hele EU, så systemet er mere effektivt og forudsigeligt.

Et centralt aspekt af pagten er forordningen om asylproceduren, som fastsætter, hvordan ansøgninger om international beskyttelse behandles. Den indfører også regler for procedurer ved EU's ydre grænser.

Disse bestemmelser fastsætter tilsammen, hvordan ansøgningerne registreres og behandles, asylansøgeres rettigheder og forpligtelser, særlige proceduremæssige garantier for sårbare personer såsom uledsagede mindreårige, og hvornår der gælder særlige procedurer ved grænsen.

EU-reglerne indeholder også særlige ordninger for krisesituationer eller force majeure, der gør det muligt at anvende undtagelser under ekstraordinære omstændigheder og i det kortest mulige tidsrum.

Ansøgning om asyl

Forordningen om asylproceduren fastsætter proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse. Den har til formål at gøre asylprocedurerne mere retfærdige og mere effektive og samtidig mindske incitamenterne for personer til at flytte mellem EU-landene for at søge asyl.

Forordningen fastsætter klare regler og frister for hver fase af proceduren. Den præciserer trinnene fra at fremsætte et ønske om at søge international beskyttelse til at registrere og formelt indgive en ansøgning. Ansøgere har normalt 21 dage til at indgive deres ansøgning efter registreringen. En afgørelse bør normalt træffes inden for seks måneder, men denne periode kan under visse omstændigheder forlænges med op til yderligere seks måneder. Efter hasteproceduren skal der træffes afgørelse inden for tre måneder. Forordningen fastsætter også frister for vurdering af, om en ansøgning kan afvises, fra ti dage til to måneder alt efter omstændighederne.

Forordningen:

  • fastsætter også forpligtelser for asylansøgere til at samarbejde med myndighederne og fastsætter konsekvenser, hvis disse forpligtelser ikke opfyldes
  • indeholder særlige proceduremæssige garantier for sårbare personer såsom uledsagede mindreårige
  • styrker foranstaltningerne til forebyggelse af misbrug og sekundære bevægelser, f.eks. særlige regler for fornyede ansøgninger og for personer, der ansøger om asyl i mere end ét EU-land
  • præciserer, hvornår en ansøgning kan afvises, f.eks. når begreberne sikkert tredjeland eller første asylland finder anvendelse
  • forbinder asyl- og tilbagesendelsesprocedurerne tættere, så en negativ asylafgørelse kan ledsages af en afgørelse om tilbagesendelse, og klager over begge afgørelser kan behandles inden for de samme tidsfrister

Asylprocedurer ved grænsen

Grænseproceduren ved asyl giver EU-landene mulighed for at behandle visse asylansøgninger ved eller i nærheden af EU's ydre grænser uden at give ansøgeren tilladelse til at rejse ind på området. Proceduren er obligatorisk i særlige tilfælde, f.eks. når en ansøger har vildledt myndighederne, anses for at udgøre en risiko for sikkerheden eller den offentlige orden eller kommer fra et land med en lav anerkendelsesprocent for international beskyttelse, dvs. at personens chancer for at få tildelt international beskyttelse er lave.

Grænseproceduren ved asyl kan vare op til 12 uger. Hvis en ansøgning afvises, vil ansøgeren blive henvist til grænseproceduren ved tilbagesendelse, som kan vare i yderligere 12 uger. Denne procedure har til formål at lette hurtig tilbagesendelse af personer, der ikke har ret til at opholde sig i EU.

Grænseproceduren kan kun anvendes, hvis medlemsstaten har tilstrækkelig kapacitet, herunder passende infrastruktur og uddannet personale, til at behandle asylansøgninger og tilbagesendelser. Den tilstrækkelige kapacitet i hele EU er fastsat til 30 000 pladser opdelt i nationale kapaciteter.

Grænseprocedurerne ved asyl og tilbagesendelse er tæt forbundne, men reguleres af særskilte EU-regler. Grænseproceduren ved tilbagesendelse er fastsat i forordningen om grænseproceduren ved tilbagesendelse, som er en del af EU's fælles regler om tilbagesendelse.

Asylansøgeres rettigheder og forpligtelser

EU-reglerne fastsætter standarder for rettigheder og forpligtelser for personer, der søger international beskyttelse, og giver garantier under hele asylproceduren.

Asylansøgere har ret til:

  • at modtage klare og rettidige oplysninger om proceduren, deres rettigheder og forpligtelser, og hvordan de indgiver en ansøgning
  • at modtage tolkning og blive hørt under en personlig samtale som led i behandlingen af deres ansøgning
  • at få adgang til gratis juridisk rådgivning i den administrative fase af proceduren samt gratis juridisk bistand og repræsentation under en klage
  • at forblive i det ansvarlige EU-land, mens ansøgningen behandles, på de betingelser, der er fastsat i EU-retten

Reglerne giver også yderligere garantier for personer med særlige proceduremæssige behov, f.eks. uledsagede mindreårige og familier med børn.

De grundlæggende rettigheder skal respekteres under hele asylproceduren. EU-landene skal overholde EU's charter om grundlæggende rettigheder og princippet om non-refoulement, som beskytter folk mod at blive sendt tilbage til et land, hvor de ville blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast. En uafhængig mekanisme overvåger også overholdelsen af de grundlæggende rettigheder under screeningen og grænseproceduren ved asyl.

Sikre lande

EU's asylregler fastsætter to yderligere begreber, der også kan påvirke, hvordan en asylansøgning behandles:sikre tredjelande og sikre oprindelseslande.

Sikre tredjelande

Begrebet sikkert tredjeland giver et EU-land mulighed for at afvise en asylansøgning, hvis ansøgeren kunne have ansøgt om og, hvis personen er berettiget hertil, modtaget international beskyttelse i et sikkert land uden for EU. Et tredjeland kan betragtes som sikkert, hvis ansøgeren kan få adgang til effektiv beskyttelse, herunder retten til at blive, en passende levestandard, sundhedspleje og undervisning samt beskyttelse, indtil der er fundet en varig løsning.

Begrebet anvendes, hvis der er en forbindelse mellem ansøgeren og tredjelandet, hvis ansøgeren er rejst gennem landet, eller hvis der foreligger en aftale eller ordning om, at ansøgerens asylansøgning vil blive behandlet dér. Begrebet kan ikke anvendes på grundlag af en sådan aftale eller ordning i forbindelse med uledsagede mindreårige.

Sikre oprindelseslande

Ved begrebet sikkert oprindelsesland forstås lande, hvor mennesker generelt anses for at være beskyttet mod forfølgelse eller alvorlig overlast. Ansøgninger fra statsborgere fra sådanne lande kan behandles efter en hasteprocedure.

24. februar 2026 undertegnede Rådet og Europa-Parlamentet forordningen med den første EU-dækkende liste over sikre oprindelseslande, der omfatter Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Kosovo, Marokko og Tunesien. EU-kandidatlande udpeges også som sikre oprindelseslande på EU-plan med visse undtagelser, f.eks. Ukraine. Der er i øjeblikket tale om Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Tyrkiet.

Medlemsstaterne kan føre deres egne nationale lister med yderligere lande.

En illustration af et stykke papir, der er stemplet med flere ind- og udrejsestempler ligesom et pas, og som ligger på en blå og beige baggrund, samt en pen, der tegner en stiplet linje hen over siden, hvilket symboliserer en migrationsrejse.
Pagt om migration og asyl

Pagt om migration og asyl

A group of people with rucksacks and hooded coats walk towards a large temporary tent, with stylised coloured cogs in the sky above, suggesting systems and regulations around asylum and migration.
Asylum and migration management

Asylum and migration management

Akvarelagtige silhuetter af tre børn og en voksen, der går sammen langs en kyst, med stiplede stier, der fører hen til en fugl, som flyver ind i en kreds af stjerner.
Hvem er berettiget til asyl i EU?

Hvem er berettiget til asyl i EU?