Nordmakedonien
Nordmakedonien ansøgte om EU-medlemskab i marts 2004 og fik status som EU-kandidatland i december 2005. EU afholdt sin første regeringskonference med Nordmakedonien i juli 2022.
Udvidelse
Ansøgning om EU-medlemskab
Nordmakedoniens ansøgning om EU-medlemskab blev indgivet 22. marts 2004.
9. november 2005 afgav Kommissionen udtalelse om ansøgning fra Nordmakedonien om medlemskab af Den Europæiske Union og anbefalede at give Nordmakedonien status som kandidatland.
Nordmakedonien fik status som EU-kandidatland i december 2005.
- Udtalelse om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens ansøgning om EU-medlemskab (EUR-Lex)
- Det Europæiske Råds konklusioner, 15.-16. december 2005
18. februar 2008 vedtog Rådet det reviderede tiltrædelsespartnerskab med Nordmakedonien, som pegede på nye og eksisterende prioriteter, der krævede handling, og som var tilpasset landets specifikke behov og forberedelsesniveau.
Tiltrædelsesforhandlinger
Europa-Kommissionen anbefalede første gang at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Nordmakedonien i oktober 2009. I 2015 og 2016 blev anbefalingen gjort betinget af væsentlige fremskridt med gennemførelsen af de "hastende reformprioriteter" og den fortsatte gennemførelse af Pržinoaftalen, en politisk aftale, hvori de vigtigste parter i Nordmakedonien forpligtede sig til at respektere de demokratiske principper og vedtog at fastsætte en overgangsperiode, der skulle udmønte sig i frie og retfærdige valg.
Rådet vedtog konklusioner i juni 2018, hvori det var enigt om at reagere positivt på de fremskridt, som Nordmakedonien har gjort, og udstak vejen hen mod indledningen af tiltrædelsesforhandlinger i juni 2019. Rådet understregede Nordmakedoniens afgørende behov for fortsat at gøre konkrete fremskridt på visse centrale områder såsom bekæmpelse af korruption, reform af retsvæsenet, reform af efterretnings- og sikkerhedstjenesterne og reform af den offentlige forvaltning.
- Rådets konklusioner om udvidelsen og stabiliserings- og associeringsprocessen, 26. juni 2018
- Rådet (almindelige anliggender), 26. juni 2018
24. marts 2020 gav europaministrene politisk samtykke til at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien. Dette blev formelt vedtaget ved skriftlig procedure og godkendt af medlemmerne af Det Europæiske Råd 26. marts 2020.
Møder under tiltrædelseskonferencen
Tiltrædelsesforhandlingerne finder sted på regeringskonferencer (en såkaldt "tiltrædelseskonference") mellem EU-medlemsstaternes og kandidatlandets ministre og ambassadører. Forhandlingerne omfatter en række fælles rettigheder og lovgivning ("gældende EU-ret") og er opdelt i forskellige kapitler eller klynger af kapitler, som dækker forskellige politikområder. Tiltrædelseskonferencer kan afholdes på enten minister- eller stedfortræderplan.
19. juli 2022 afholdt EU sin første regeringskonference med Nordmakedonien.
Stabiliserings- og associeringsprocessen
Alle partnere på Vestbalkan har en "stabiliserings- og associeringsaftale", som fastlægger de overordnede rammer for deres forbindelser med EU. Den løber parallelt med og støtter EU-tiltrædelsesforhandlingerne.
Nordmakedoniens stabiliserings- og associeringsaftale er blevet ratificeret og trådte i kraft 1. april 2004.
Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Nordmakedonien
For at gennemgå fremskridtene i forbindelserne mellem EU og Nordmakedonien inden for rammerne af stabiliserings- og associeringsprocessen mødes repræsentanter fra EU og Nordmakedonien i Stabiliserings- og Associeringsrådet EU-Republikken Nordmakedonien.
Frem til marts 2023 har der været 16 møder i Stabiliserings- og Associeringsrådet mellem EU og Nordmakedonien. På det seneste møde, der blev holdt 17. marts 2023 i Skopje, drøftede deltagerne forbindelserne mellem EU og Nordmakedonien og gjorde status over fremskridtene med tiltrædelsesstrategien, herunder de politiske, økonomiske og EU-retlige kriterier for EU-medlemskab.
Årlig statusrapport
Hvert år gør Rådet status over de hidtidige fremskridt, som de enkelte EU-kandidatlande og ‑partnerlande, herunder Nordmakedonien, har gjort på deres vej mod EU.
16. december 2025 udsendte det danske formandskab for Rådet konklusioner, der fik politisk støtte fra 26 EU-medlemsstater.
Grænseforvaltningssamarbejde
For at styre migrationsstrømme, bekæmpe ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet har EU og Nordmakedonien indgået en aftale om et bredere samarbejde om operationelle aktiviteter, der udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex). Aftalen giver Frontex og Nordmakedonien mulighed for at gennemføre fælles operationer og giver Frontex' personale mulighed for at foretage ind- og udrejsekontrol og registrere personer.
Aftalen med Nordmakedonien trådte i kraft 1. april 2023.
Den europæiske fredsfacilitet
Under den europæiske fredsfacilitet, som er et instrument, der har til formål at forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed, har EU vedtaget bistandsforanstaltninger til støtte for Nordmakedoniens hær. Foranstaltningerne vil også bidrage til at styrke Nordmakedoniens kapacitet til at deltage i EU's sikkerheds- og forsvarsoperationer og afspejler landets fulde tilpasning til EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Siden 2023 har EU afsat 38 mio. € gennem den europæiske fredsfacilitet til støtte for hærens modernisering. I juni 2022 vedtog Rådet også en bistandsforanstaltning til fordel for Balkan Medical Task Force, som omfattede indkøb af det nødvendige udstyr og materiel til sanitetsenheder i Nordmakedoniens væbnede styrker.
- Den europæiske fredsfacilitet: Rådet vedtager den tredje bilaterale bistandsforanstaltning til støtte for Republikken Nordmakedoniens hær (pressemeddelelse, 25. april 2025)
- Den europæiske fredsfacilitet: Rådet vedtager bistandsforanstaltning til støtte for Balkan Medical Task Force (pressemeddelelse, 10. juni 2022)
Seneste gennemgang: 16. december 2025