- Nyheder
- 17. januar 2022 10.52
Fejring af 60 år med den fælles landbrugspolitik
2022 markerer 60-året for EU's fælles landbrugspolitik. For at fejre dette øjeblik har vi indsamlet vidnesbyrd fra Europas landbrugere og støttemodtagere.
I midten af januar 1962 blev forordningen om oprettelse af den fælles landbrugspolitik undertegnet, hvilket førte til de første fælles regler nogensinde om EU's landbrug. Siden da har politikken udviklet sig og er blevet tilpasset nye markedsvilkår samt efterspørgsel og udfordringer såsom klimaændringer.
Med 60 år på bagen støtter EU's fælles landbrugspolitik et åbent marked for Europas landbrugsfødevarer og sørger for fødevarer af høj kvalitet og til overkommelige priser til borgerne. Den bidrager også til at opretholde nogle af verdens højeste sikkerheds- og miljøstandarder for landbrugsfødevarer og bidrager til dynamiske landbosamfund.
Siden begyndelsen af covid-19-pandemien har EU's landbrugssektor vist sin robusthed. EU har hurtigt tilpasset nogle af reglerne i forordningerne om den fælles landbrugspolitik for at give en hånd til kriseramte landbrugere i hele EU og har vedtaget foranstaltninger til at opretholde fødevaredistributionen.
Disse foranstaltninger har været afgørende for at sikre, at EU's landbrugere kunne fortsætte med at producere sikre fødevarer af høj kvalitet og til overkommelige priser, selv under krisen.
Landbrugere og støttemodtageres erfaringer
Takket være EU-midler har vi været i stand til at udvikle vores bedrift. Midlerne var også en tilskyndelse for os til at blive på landet. Milena Chodnicka, som sammen med sin mand driver en malkekvægbedrift i Polen
Milena er en af dem, der modtager direkte betalinger fra den fælles landbrugspolitik, som har til formål at støtte landbrugere i deres offentlige tjeneste som fødevareleverandører.
For mig som ung landbruger, især i et bjergområde, er det meget vigtigt at modtage støtte. Elisabeth Huber, en ung landbruger fra Østrig
Kun 11 % af EU's landbrugsbedrifter drives af en driftsleder under 40 år. Den fælles landbrugspolitik yder særlig støtte til unge, der beslutter sig for at begynde en karriere i landbrugssektoren.
Leadermetoden gavner vores lokalområde ved at stille betydelige finansielle ressourcer til rådighed, som gør det muligt at gennemføre ambitiøse projekter, som kommunerne ikke ville være i stand til at gennemføre. Xavier Sohet, der koordinerer en lokal aktionsgruppe som led i Leadertiltagene under den fælles landbrugspolitiks område for udvikling af landdistrikter
Siden begyndelsen af 00'erne har den fælles landbrugspolitik omfattet foranstaltninger til bevarelse og udvikling af landdistrikterne i EU. Den finansielle støtte samt etableringen af netværk i lokalsamfundene efter Leadermetoden er vigtige redskaber til at sikre, at Europas mest fjerntliggende områder kan forblive befolkede, have gode serviceydelser og også kan tiltrække turisme.
Seneste gennemgang: 11. januar 2024