- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 12. februar 2016 12.55
Rådets konklusioner om bekæmpelse af finansiering af terrorisme
Rådet:
1. ERINDRER OM, at Det Europæiske Råd på sit møde den 17.-18. december 2015 konkluderede, at Rådet og Kommissionen hurtigt vil træffe yderligere foranstaltninger mod finansiering af terrorisme på alle de områder, som Rådet fastlagde på samlingen den 20. november[1];
2. NOTERER SIG det igangværende arbejde i Rådet og De Forenede Nationer, Europol, Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF), Det Globale Forum for Terrorbekæmpelse, den globale koalition over for Da'esh og andre internationale organer med hensyn til bekæmpelse af finansiering af terrorisme;
3. UDTRYKKER TILFREDSHED MED Kommissionens handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af finansieringen af terrorisme af 2. februar 2016[2], som tager hensyn til medlemsstaternes besvarelser af et spørgeskema fra Kommissionen og indeholder både lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige tiltag og initiativer, som bør gennemføres under fuld efterlevelse af traktaterne;
4. UNDERSTREGER betydningen af, at der hurtigt gøres fremskridt med hensyn til de lovgivningsmæssige tiltag, som Kommission har indkredset, især, men ikke udelukkende, på følgende områder:
- virtuelle valutaer
- styrkelse af finansielle efterretningsenheders (FIU'ers) adgang til oplysninger, såsom adgang til bank- og betalingskontooplysninger
- egnede foranstaltninger vedrørende forudbetalte instrumenter og
- foranstaltninger mod ulovlige kontantbevægelser;
OPFORDRER derfor Kommissionen TIL på grundlag af en passende analyse at fremsætte forslag til målrettede ændringer af fjerde hvidvaskningsdirektiv[3] og om nødvendigt andet betalingstjenestedirektiv[4] snarest muligt og senest i andet kvartal af 2016 samt forordningen om kontrol med likvide midler[5] senest i fjerde kvartal af 2016;
5. OPFORDRER INDTRÆNGENDE medlemsstaterne TIL hurtigt at gennemføre fjerde pakke til bekæmpelse af hvidvaskning af penge[6], idet der sigtes mod gennemførelse inden udgangen af 2016, ER ENIGT OM regelmæssigt at gøre status over fremskridtene på sine samlinger og UNDERSTREGER, at de målrettede ændringer af fjerde hvidvaskningsdirektiv ikke bør gribe forstyrrende ind i den aktuelle gennemførelse heraf;
6. FORPLIGTER SIG TIL at intensivere arbejdet med yderligere at forbedre samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaternes FIU'er, navnlig ved at:
- udveksle bedste praksis om udveksling af oplysninger med henblik på effektiv og konsekvent gennemførelse af de respektive bestemmelser i fjerde hvidvaskningsdirektiv i løbet af det igangværende arbejde med gennemførelse heraf
- tilskynde FIU'erne til at fremskynde deres kortlægning, og OPFORDRER afhængigt af resultaterne af denne kortlægning Kommissionen TIL at overveje passende foranstaltninger til at overvinde eventuelle hindringer for effektivt samarbejde og udveksling af oplysninger;
HILSER i denne forbindelse Kommissionens engagement i Egmontgruppen af FIU'er og FATF VELKOMMEN;
7. UNDERSTREGER også vigtigheden af, at der hurtigt gøres fremskridt med hensyn til de ikkelovgivningsmæssige tiltag, som Kommissionen har indkredset i sin handlingsplan, såsom fremskyndet og effektiv gennemførelse af De Forenede Nationers indefrysningskendelser og kortlægning af, hvilke tredjelande der har strategiske mangler på området bekæmpelse af finansiering af terrorisme, senest den 1. maj 2016;
8. OPFORDRER TIL, at der omgående med bistand fra EU-Udenrigstjenesten/Kommissionen og under alle omstændigheder senest den 1. maj 2016 oprettes en EU-platform, så vidt muligt med anvendelse af eksisterende infrastruktur og informationsværktøjer, for at gøre det muligt for medlemsstaterne frivilligt at dele offentligt tilgængelige oplysninger om personer og enheder, som de hver især har indført en terrorrelateret indefrysning af aktiver over for efter medlemsstaternes nationale lovgivning i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001);
9. HENSTILLER TIL Kommissionen, at den i den overnationale risikovurdering i henhold til fjerde hvidvaskningsdirektiv prioriterer terrorfinansieringsrisici, som forekommer operationelt relevante, og samtidig tager hensyn til relevant arbejde og relevante oplysninger fra internationale organisationer og standardsættere på området bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, såsom FATF, og OPFORDRER Kommissionen TIL fra september 2016 og inden fristens udløb den 26. juni 2017 regelmæssigt og mindst hver sjette måned at underrette medlemsstaterne om de relevante foreløbige resultater af denne vurdering;
10. OPFORDRER INDTRÆNGENDE medlemsstaterne TIL at foretage de nationale risikovurderinger, idet de prioriterer operationelt relevante terrorfinansieringsrisici og tager hensyn til relevant arbejde og relevante oplysninger fra internationale organisationer og standardsættere på området bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, såsom FATF, og TIL i denne henseende at stille deres resultater til rådighed inden udgangen af 2016;
11. OPFORDRER Kommissionen TIL at undersøge behovet for passende begrænsninger for kontantbetalinger over visse grænseværdier og TIL i samarbejde med Den Europæiske Centralbank at overveje passende foranstaltninger vedrørende sedler med høj pålydende værdi, navnlig 500-eurosedlen, under hensyntagen til Europols analyse og aflægge rapport til Rådet om resultaterne heraf senest den 1. maj 2016;
12. MINDER OM betydningen af hurtigt at styrke bekæmpelsen af ulovlig handel med kulturgoder og OPFORDRER Kommissionen TIL at foreslå lovgivningsmæssige foranstaltninger om dette spørgsmål så hurtigt som muligt;
13. HENSTILLER TIL Kommissionen, at den aflægger rapport til Rådet om de fremskridt, der gøres med gennemførelsen af handlingsplanen, første gang i juni og derefter mindst hver sjette måned.
[1] Dok. 28/15.
[2] Dok. 5782/16 + ADD1.
[3] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.
[4] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked.
[5] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet.
[6] Fjerde hvidvaskningsdirektiv og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler.
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024