- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 28. juni 2017 17.00
Enklere regler for brugerne af EU-midler
Rådet vil gøre tingene lettere for modtagere og bestyrere af EU-midler. 28. juni 2017 bemyndigede Rådet formandskabet til at indlede drøftelser med Europa-Parlamentet om et forslag fra Kommissionen om at gøre EU's finansielle regler enklere og mere resultatorienterede. Udkastet til den såkaldte omnibusforordning vil ændre finansforordningen om gennemførelsen af EU’s budget samt 15 sektorspecifikke retsakter, bl.a. inden for landbrug og samhørighedspolitik.
"Rådets forhandlingsposition er en indtrængende opfordring til at gøre tingene lettere. Det vil gøre det muligt for Kommissionen at udbetale midler hurtigere og med mindre bureaukratisk kontrol af støtteberettigede omkostninger. Samtidig vil vi sikre, at EU's midler fortsat forvaltes fornuftigt."
Edward Scicluna, Maltas finansminister og formand for Rådet
Fokus på resultater
I sin forhandlingsposition støttede Rådet muligheden for at basere EU-betalingerne på resultater snarere end på godtgørelse af omkostninger. Det vil spare modtagere og myndigheder meget tid og mange omkostninger i forbindelse med gennemførelsen af EU-midler og nedsætte risikoen for fejl.
De nye regler vil også gøre det lettere at bruge faste beløb og forenklede omkostningsmuligheder. Det vil eksempelvis betyde, at forskere vil kunne bruge mere tid i laboratoriet og mindre tid på at dokumentere deres rejseudgifter.
Mindskelse af den administrative byrde
I et forsøg på at nedbringe antallet af kontroller støttede Rådet også ideen om at gøre det muligt for Kommissionen i størst muligt omfang at gøre brug af eksisterende revisioner, vurderinger eller tilladelser. Det vil mindske den administrative byrde og gøre det muligt for både modtagere og Kommissionen at bruge mere tid på andre opgaver end papirarbejde.
Udkastet til omnibusforordningen samler EU's finansforordning og gennemførelsesbestemmelserne hertil i et fælles regelsæt.
Baggrund
Omnibusforordningen blev foreslået af Kommissionen i september 2016 som en del af midtvejsgennemgangen af EU's flerårige finansielle ramme for 2014-2020.
Næste skridt
Trepartsdrøftelser mellem formandskabet for Rådet og repræsentanter for Parlamentet og Kommissionen begynder i løbet af de kommende uger.
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024