- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 21. januar 2019 12.30
Kemiske våben: 9 personer og 1 enhed omfattes af ny EU-sanktionsordning
Rådet har i dag indført sanktioner over for 9 personer og 1 enhed gennem en ny ordning for restriktive foranstaltninger mod brug og spredning af kemiske våben, som blev oprettet 15. oktober 2018.
Blandt personerne er de to GRU-officerer samt chefen og vicechefen i GRU (også kaldet G.U. eller hoveddirektoratet for de russiske væbnede styrkers generalstab), som i weekenden omkring 4. marts 2018 var i besiddelse af, transporterede og anvendte en giftig nervegas i Salisbury (UK). Der indføres også sanktioner over for den syriske enhed Scientific Studies and Research Centre (SSRC), der er ansvarlig for udvikling og fremstilling af kemiske våben, samt 5 syriske embedsmænd, der er direkte involveret i SSRC's aktiviteter. Disse personer og denne enhed er de første, der opføres på listen under den nye sanktionsordning for kemiske våben. SSRC var i forvejen opført på listen under sanktionsordningen for Syrien.
Sanktionerne består for personerne i et forbud mod indrejse i EU og indefrysning af aktiver og for enheden i indefrysning af aktiver. Endvidere får personer og enheder i EU forbud mod at stille pengemidler til rådighed for dem, der er opført på listen. Afgørelsen bidrager til EU's indsats mod spredning og brug af kemiske våben, som udgør en alvorlig trussel mod den internationale sikkerhed.
Retsakterne, der indeholder navnene på de berørte personer, findes i EU-Tidende.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 22. maj 2025